Skip to main content

Tilbud om behandling af potentielt livstruende sygdomme med laser og intenst pulserende lys ved ikkelægeligt uddannede personer

Professor Torkil Menné

6. nov. 2006
3 min.

Det beskrives i dette nummer af Ugeskrift for læger, at befolkningen tilbydes laserbehandling ved ikkelæger af pigmen-terede naevi og mulige aktiniske keratoser, uden at der foreligger en lægelig undersøgelse [1].

Behandling af pigmenterede naevi beror på en lægelig vurdering. Behandlingen er kirurgisk og følges altid af en histologisk undersøgelse. Hvis behandlingen af pigmenterede naevi fraviger disse retningslinjer, skal den foregå efter videnskabelige protokoller, godkendt af de etiske komiteer. Der er således et behov for, at den ovennævnte praksis bringes til ophør.

Aktiniske keratoser kan dække over et spino- eller et basocellulært karcinom. Vurdering og behandling ved ikkelæger skal ikke finde sted.

Den teknologiske udvikling inden for behandling med laser og intenst pulserende lys (IPL) har givet muligheder for rationel terapi af sygelige tilstande, som f.eks. vaskulære malformationer og hæmangiomer, som tidligere ikke kunne behandles. Behandlingen tilbydes i stigende omfang til patienter med f.eks. akne, hvor der allerede foreligger en medicinsk generelt accepteret behandlingsstrategi. Derudover tilbydes behandlingerne til rent kosmetiske formål som f.eks. hårfjernelse og rynkebehandling. Af Beyer et al's artikel fremgår det, at behandling ved ikkelæger i dag udføres ved både kosmetiske og medicinske tilstande, uden at der foretages lægelig forundersøgelse eller stilles krav til behandlerens ekspertise, hvilket ud fra en patientsikkerhedsvinkel er foruroligende.

På baggrund af konkrete klagesager om bivirkninger og alvorlige komplikationer i forbindelse med kosmetisk laserbehandling har Sundhedsstyrelsen i december 2004 indstillet, at der foretages en regulering af området. I maj 2006 blev der vedtaget en lov om autorisation af sundhedspersoner og sundhedsfaglig virksomhed, hvormed man for første gang regulerer det kosmetiske område. Der er et igangværende arbejde i Sundhedsstyrelsen med at konkretisere udmøntning af lovgivningen.

Regulering af laser- og IPL-området er klart påkrævet. Ikke alene foregår der behandlinger af potentielt livstruende sygdomme med ikkeanerkendte metoder, men der tilbydes også behandling af svær akne med laser og IPL, uden at disse behandlinger er sammenlignet med de allerede eksisterende. Patienter med akne risikerer således at blive tilbudt en ringere behandling end den, der er tilgængelig, og blive påført økonomiske udgifter.

Befolkningens ønske om kosmetiske laser- og IPL-behandlinger vil være stigende, og den teknologiske udvikling vil give forbedrede behandlingsmuligheder og nye indikationer. Det vil være rimeligt, at en del af disse behandlinger udføres af ikkelæger (f.eks. kosmetologer og sygeplejersker) efter passende uddannelse og instruktion. Af hensyn til patientsikkerheden og det behandlende personales retssikkerhed er en lægelig supervision og visitation nødvendig. Behandling af uønsket hårvækst udføres således i stort omfang af kosmetologer, hvilket også er rimeligt. Befolkningen har dog et krav på, at der også ved sådanne indikationer er foretaget en helhedsvurdering, således at patienter, der f.eks. har hirsutisme på grund af hormonproducerende tumorer, primært behandles for disse, og at det behandlende personale er tilstrækkeligt instrueret, således at bivirkninger i forbindelse med behandlingerne undgås.

Undersøgelsen i dette nummer af Ugeskrift for Læger [1] er baseret på anonyme henvendelser til ikkelægeligt ledede laserklinikker under anvendelse af standardiserede spørgsmål. Anonyme undersøgelser er altid kontroversielle, og det er nødvendigt at spørge sig selv, om oplysningerne kunne være opnået på anden vis. I fremtidige lignende undersøgelser vil det være rimeligt efter dataindsamling at give information til deltagerne om målsætning.



Korrespondance: Torkil Menné, Dermatologisk Afdeling K, Amtssygehuset i Gentofte, DK-2900 Hellerup. E-mail: tomen@gentoftehosp.kbhamt.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet


Referencer

  1. Beyer DM, Wulf HCO, Stender I-M et al. Ikkelægelig behandling med laser og intenst pulserende lys tilbydes ved hudsygdomme - også med malignt potentiale. Ugeskr Læger 2006;168:3899-902.