Tilbud til dig fra byens bedste behandler

Via massiv liberalisering vil en ny lov om markedsføring af sundheds-ydelser forvandle sundhedsområdet til et marked, hvor udbyderne præsenterer deres »varer« over for »forbrugerne«. Ifølge udkastet til lovforslag sættes der ikke midler af til at opruste forbrugerbeskyttelsen på dette nye marked, og myndighederne kan frit vælge, om de vil tage klagesager op eller henvise til domstolene.

Målet med den nye lov er (i nævnte rækkefølge) at »skabe øget konkurrence mellem udbydere i sundhedssektoren, samt at styrke patienternes frie valg i forbindelse med forbrug af sundhedsydelser«.

Midlet er at overføre principperne fra markedsføringsloven til sundhedsområdet. Det sker i en særlig lov, fordi regeringen trods alt mener, at varen er noget andet end en vaskemaskine. I udkastet til lovforslag skriver man således, at »forbrugerne (patienterne) ofte vil være særlig påvirkelige på grund af et stærkt ønske om bedring, helbredelse m.v. ... (og) kan have svært ved at overskue og vurdere de ,tilbud`, der udbydes på området«.

Derfor vil hele to instanser fremover holde øje med brodne kar og brudte løfter i det frit reklamerende sundhedsvæsen: Forbrugerombudsmanden skal regulere de aspekter af markedsføringen, som »ikke kræver sundhedsfaglig indsigt«, medens Sundhedsstyrelsen skal tage sig af resten.

Men forbrugerbeskyttelsen kan meget vel vise sig at være en papirtiger. Regeringen mener nemlig ikke, at forbrugerombudsmanden og Sundhedsstyrelsen skal bruge ekstra ressourcer for at løfte opgaven, selv om Sundhedsstyrelsen som tidligere omtalt i UfL allerede i dag undlader at behandle overtrædelser af noget så fundamentalt og - i sammenligning - ret enkelt som lægelovens § 23 om brug af lægetitler - med henvisning til ressourcemangel.

Lægeforeningens hovedbestyrelse behandlede forslaget på et møde efter denne artikels deadline, men det har allerede givet anledning til både positive og kritiske kommentarer fra flere sider. Privatpraktiserende speciallæger og privathospitaler hilser det velkomment, at de i reklamer fremover kan tillade sig at fortælle patienterne mere om deres ydelser og faciliteter. Men mange andre mener, at der er store etiske problemer i forslaget.

Vil så mistillid

Pioneren inden for dansk videnskabsetik, professor Povl Riis, finder det paradoksalt, at man i disse evidenstider gør markedskræf-terne til en parameter i sundhedsvæsenet.

»Allerede i dag er der stor forvirring på det alternative marked, hvor der påstås de mest groteske ting. Den udvikling skulle nødig brede sig til det i dag autoriserede eller etablerede sundhedsområde«, mener Povl Riis.

»Man kommer til at favorisere de stærke, som selv vil vælge og vrage mellem tilbud, medens man i frihedens navn svigter de mennesker, som har mest brug for at kunne stole blindt på deres behandler. Som formand for ÆldreForum kan jeg pege på den store gruppe ældre, der er meget autoritetstro og usikre. Den har brug for at kunne stole på, at der er kvalitet bag skiltet«, fortsætter professoren.

Medlem af Det Etiske Råd, Ole Hartling, er enig i, at den omfattende liberalisering vil true læge-patient-forholdet.

»Mistilliden kommer frem i forreste række. En kommercialisering giver for eksempel grobund for at stille spørgsmålstegn ved sundhedspersoners motiver til at anbefale en bestemt behandling. Og da patienten omvendt kan klage over en mangelfuld eller fejlbehæftet ydelse, er lægen nødt til at handle mere og mere defensivt og føler sig måske tilskyndet til at iværksætte unødige undersøgelser alene af den grund. Sådan er det i et læge-kunde-forhold«, mener Ole Hartling, som også er stærkt betænkelig ved kvaliteten af den foreslåede forbrugerbeskyttelse.

»Man skriver, at Sundhedsstyrelsen ,ikke vil være forpligtet til at behandle alle sager, der forelægges styrelsen`. Sundhedsstyrelsen har allerede til opgave at føre tilsyn med reklamering og annoncering for sundhedsmæssig virksomhed. Men bestemmelserne om f.eks. titelmisbrug og anprisning af præparater som lægemidler overtrædes meget ofte og håndhæves mildt sagt med stor lempe - eller nærmest slet ikke.

Sundhedsstyrelsen er ikke holdningsløs, og dens egne præferencer og idealanskuelser vil komme til at influere på, hvilke sager den vil tage sig af. Det har vi allerede mange eksempler på. Nu skal denne ,lune-prægede` forvaltning så lovfæstes!«, siger Ole Hartling.

»Læge« er et vidt begreb

I den nye lov tillades det at reklamere med udenlandske uddannelser og diverse ikkestatskontrollerede titler og diplomer. Povl Riis er i sit mangeårige arbejde med godkendelse af udenlandsk uddannede læger i Danmark stødt på »utrolige forskelle i uddannelsesniveauet«. Han har stået over for læger, som ikke anede, hvordan de skulle håndtere en blodprop i hjertet og som var ud af stand til at diagnosticere meningitis hos et barn eller behandle syreforgiftning hos en diabetiker. Riis påpeger, at Danmark i dag har et kvalificeret system til at fange og rette op på de forskelle. Og det kan vi ikke undvære, mener han.

»Jeg er principielt tilhænger af, at borgerne skal have mulighed for at vælge selv, men man må også være realist. Hvordan skal man som lægmand kunne vurdere lødigheden af en eller anden udenlandsk sundhedsuddannelse?«, spørger Riis.

Præsident for World Federation for Medical Education, Hans Karle, bekræfter, at der »bestemt knytter sig praktiske problemer til en liberaliseret brug af titler i reklamesammenhæng«.

Hele den postgraduate lægeuddannelse er præget af store internationale forskelle - såvel hvad angår indhold og titler som kvalitet, forklarer han.

»I den forhenværende østblok bliver man speciallæge to-tre år efter at have forladt universitetet. Det sker ingen steder i Vesteuropa.

I nogle lande er reumatologi og rehabilitering to forskellige specialer - i andre det samme. I Danmark er hud- og kønssygdomme som bekendt ét, medens det i Irland er to helt adskilte specialer. Nogle steder - herunder Rusland - dækker begrebet børnelæge over en helt særskilt uddannelse med eget fakultet. Det giver selvfølgelig en anden baggrund end dansk pædiatri«.

Der knytter sig særlige problemer til uddannelser fra lande, hvor traditionel (alternativ) medicin er fremtrædende - først og fremmest Sydøstasien og Indien.

»Kina har lægeuddannelser på tre, fem eller syv-otte år og nogle fakulteter fokuserer på traditionel medicin, andre på naturvidenskabelig. Det er klart, at der er forskel på kandidaternes forudsætninger. Kineserne kan formentlig godt skelne, men brugt i den danske fællesbetegnelse ,læge` vil der formentlig kunne opstå misforståelser«, mener Karle.

Nyt i reklamerne

I annoncer, radioreklamer, direct mail og plakater vil det ifølge lovudkastet blive tilladt at promovere sig med:

Beskrivende og anprisende tekst og subjektive tilkendegivelser om den enkelte sundhedsperson, behandlingsstedet eller de enkelte ydelser. For eksempel at man har gode erfaringer med behandling af en given sygdom.
Særlige arb ejds- og interesseområder.
Teknisk udstyr.
Godkendelse fra offentlig myndighed.
Udenlandske specialebetegnelser og uddannelser.
Særlige uddannelseskvalifikationer som ikke er godkendt af offentlige myndigheder.
»Diplom i ...«, »exam«, »lægeexam«, m.v., også hvor dette ikke er godkendt af offentlige myndigheder.
Billeder og tegninger.

Australien trækker i land

I Australien har sundhedsmyndighederne fået kolde fødder efter fem års løbende liberalisering af markedsføringsmulighederne for læger. Liberaliseringen har bl.a. ført til massiv reklamering og pr-indsats for kosmetisk kirurgi under fællesnævneren »anti-aging«. Branchen gør en stor indsats for at promovere det synspunkt, at »gammel« er det samme som »grim«. Vi giver ordet til en australsk plastikkirurg, som udtaler sig til et ugeblad: »Med alderen synker øjeæblet tilbage i hulen ... det får øjenlågene og folderne om øjnene til at se crepe-agtige og rynkede ud - og giver et usoigneret og indtørret udseende«. Med andre ord: den normale aldring er et problem, men det kan kirurgen heldigvis rette op på.

Ugebladscitatet står langtfra alene. Det er tilladt og meget almindeligt at bringe før og efter fotos af indgreb, selv om det er en kendt sag, at en minimal forskel i vinkel, belysning e.l. kan forskønne indgrebets virkning - uden at man på nogen måde kan kalde »efter«-billedet for egentlig fup.

Både den australske forbrugerstyrelse og patientklagenævnet har forsøgt sig med at tale til kirurgernes samvittighed. Men deres vejledning har overhovedet ikke haft effekt. Nu har Victorias autorisationsnævn lavet et udkast til nye retningslinjer, som nærmest repræsenterer »back to normal«, idet nævnet bl.a. vil begrænse anprisning til faktuelle oplysninger om de tilbudte behandlinger og forbyde før og efter - fotos i annoncer for plastikkirurgi.

Den australske lægeforenings holdning er klar. I dens »position statement« hedder det:

»Markedsføring af lægers tjensteydelser, som om de ikke var andet og mere end kommercielle produkter og aktiviteter, underminerer sandsynligvis offentlighedens tillid til lægestanden«.