Tilstrækkeligt tilsyn med autorisationer

Ole Hartling skriver i dette nummer af Ugeskriftet om alternative behandleres brug af titler og behandlingsmetoder og mener, at Sundhedsstyrelsen burde gribe mere aktivt ind over for dem.

Det er vigtigt at slå fast, at Sundhedsstyrelsen ikke fører tilsyn med ikke-autoriserede behandlere, der udøver virksomhed uden for sundhedsvæsenet. Men bliver vi bekendt med alternative behandleres muligealvorligere overtrædelser af autorisationslovgivningen, sender vi sagerne til politimæssig undersøgelse.

Det er ikke Sundhedsstyrelsens opfattelse, at alternative behandlere, der udsætter deres kunder for en sundhedsmæssig risiko, udgør noget problem. Det er vores erfaring, at læger, der mener, at en af deres patienter har været udsat for fare gennem alternativ behandling, henvender sig til embedslægen eller Sundhedsstyrelsen. Vi har indtryk af, at lægerne tager dette meget seriøst. Alligevel kommer der meget få anmeldelser, og der går mange år imellem, at en alternativ behandler bliver dømt for at have udsat andres liv for påviselig fare.

Lovgivningen tillader som udgangspunkt enhver at behandle syge. Der er dog visse begræsninger i autorisationslovene.

Og danskerne udnytter i stigende grad den mulighed.

Sundhedsstyrelsens vurdering er, at patienterne - uanset behandlerens titel - som hovedregel ved, at de henvender sig til en alternativ behandler og ikke en dansk autoriseret læge. Og domstolenes vurdering går tilsyneladende i samme retning, f.eks. er der i 1999 afsagt en frifindende dom i forbindelse med brug af titlen »Doctor of medicine (medicina alternativa)«.

Vores erfaring er, at danskerne opsøger alternative behandlere med helt andre forventninger, end de opsøger en læge.

Mange mennesker går til alternativ behandling sideløbende med lægelig behandling, og de betaler for et håb, en mulighed for at få det bedre. Vi ved, de fleste synes, at pengene er godt givet ud, uanset om de ender med at blive raske eller ej.

Det betyder naturligvis ikke, at området ikke skal overvåges. Men Sundhedsstyrelsen skal og vil ikke være moralsk vejleder. Vi mener, at vi bruger ressourcerne bedst ved at koncentrere indsatsen over for alternative behandlere, der udsætter befolkningen for fare gennem deres behandling.