Skip to main content

Tilsyn med læger over grænser

Jesper Poulsen

31. okt. 2005
3 min.

Det skal være sværere for læger, der har fået inddraget eller begrænset retten til at praktisere, at flytte til et andet EU-land og begynde forfra. Det skal ske ved, at tilsynsmyndighederne i medlemslandene udveksler oplysninger. Det er holdningen hos lægernes europæiske organisation, CPME, der netop har vedtaget et politikpapir om emnet. Begrundelsen er et generelt hensyn til, at patienter i alle medlemslande kan forvente at få en behandling af høj kvalitet og derfor også kan forvente at blive beskyttet mod læger, der er under mistanke for at skade deres patienter.

Det skal dog ske således, at der er en balance mellem hensynet til at udveksle oplysninger, der er relevante for at sikre kvaliteten af behandlingen, og en sikring af den enkelte læges muligheder for at bruge deres ret til at arbejde i de forskellige EU-lande, uden at det bliver obstrueret ved spredningen af oplysninger, der ikke har nogen relevans for lægens ret og evne til at praktisere. Hvis myndighederne i et land har givet en læge autorisation, har lægen ret til at praktisere, uanset om retten tidligere har været frataget eller indskrænket, eller der har været påtaler. Udvekslingen af oplysninger i EU skal udelukkende vedrøre aktuelle begrænsninger eller fratagelse af retten til at praktisere. Vi skal ikke have en gabestok på europæisk niveau.

CPME har formuleret en politik på dette tidspunkt, fordi informationsforpligtelsen mellem landenes myndigheder blev skrevet ind ved revisionen af EU's lægedirektiv fra december sidste år. Det fremgår, at »de kompetente myndigheder i det nye land og hjemlandet skal udveksle informationer vedrørende aktuelle disciplinære eller strafferetslige sager eller andre alvorlige, konkrete omstændigheder, under hensyntagen til beskyttelse af persondata, der kan have konsekvenser for de aktiviteter, der er beskrevet i dette direktiv«. Lægernes europæiske organisation ønsker, at denne bestemmelse tolkes snævert, så det kun vedrører fratagelse eller indskrænkning i retten til at praktisere, så der ikke etableres en stor europæisk database, hvor oplysninger om samtlige 20 millioner europæiske læger placeres.

Derimod finder CPME, at det ville være praktisk, om landenes ansvarlige myndigheder opretter en fælles hjemmeside med kontaktadresser, og at de 25 lande hver for sig enes om én kontaktadresse pr. land, så udvekslingen lettes mest muligt. Når lægen registrerer sig hos den nationale myndighed i et andet EU-land, har vedkommende pligt til at informere om alle andre lande, hvor vedkommende er registreret, og om, hvorvidt der på nogen måde er pålagt vedkommende begrænsninger i retten til at praktisere. Myndigheden skal herefter afklare naturen af disse begrænsninger, og hvis den selv pålægger en læge begrænsninger i retten til at udøve, skal den underrette alle de instanser, hvor lægen er registreret.

For at et sådant system skal kunne fungere, er det nødvendigt, at sundhedsmyndighederne i alle medlemslande beskriver deres nationale praksis. Der er store variationer i hvilken myndighed, der har tilsynet. I Danmark er det Sundhedsstyrelsen, men i en række lande er det lægeforeningen selv eller en beslægtet organisation, og praksis er forskellig. CPME lægger ikke op til, at man forsøger en harmonisering af praksis på europæisk niveau. Tilsynssystemerne er så dybt forankret i de nationale kulturer, at dette er urealistisk i en overskuelig fremtid.