Tilsyn med læger skal ændres
En politisk aftale er på plads om et tilsyn, der skal fokusere på de steder, hvor der er begrundet bekymring for kvaliteten. Aftalen munder ud i et lovforslag, der sendes i høring i denne måned.
En politisk aftale er på plads om et tilsyn, der skal fokusere på de steder, hvor der er begrundet bekymring for kvaliteten. Aftalen munder ud i et lovforslag, der sendes i høring i denne måned.
Der tegner sig en ny struktur for fremtidens tilsyn med læger. Alle Folketingets partier på nær De Radikale har indgået en politisk aftale, der skitserer et nyt tilsyn, som ikke længere foregår per automatik, men er bundet op på bl.a. indberetninger fra patienter og gennemgang af medicinordinationer, det kan også være udpegede temaer, der på grundlag af data, betegnes som risikobehæftede. I aftalen står, at alle behandlingssteder på sundhedsområdet vil indgå i risikovurderingen.
Lægeforeningen bakker op om det nye tilsyn:
”Det giver god mening at bruge ressourcerne der, hvor risikoen for patienterne er størst. Det har vi arbejdet for længe, og vi er glade for, at der er politisk flertal for at gøre det til virkelighed ” siger Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen.
Den nye struktur betyder også, at de faste årlige tilsyn på plejehjem ophører, det samme gælder de faste tilsyn hvert tredje år på kosmetiske behandlingssteder. Alt i alt vil der blive frigjort ressourcer, som i dag bliver brugt på de automatiske tilsyn, de kan nu bruges på tilsyn med steder, der vurderes til at være reelt risikobetonede.
I aftalen understreges det, at det fremtidige tilsyn skal bygges på dialog og læring.
Det roser Andreas Rudkjøbing:
”Et godt tilsyn handler ikke kun om sanktioner, men skal også have fokus på at forebygge, at patientsikkerheden trues. Det er positivt, at det er tænkt ind i aftalen”, siger han.
Fremtidens risikobaserede tilsyn bliver medfinansieret af årlige gebyrer fra de behandlingssteder, der vil være omfattet af det risikobaserede tilsyn, står der i aftalen.
Lovforslaget sendes i høring i denne måned og lovpakken forventes at blive fremsat i Folketinget i april måned og så vil det nye risikobaserede tilsyn træde i kraft 1. januar 2017.