Tip til forskere: Tæl til tre – og få flere citationer
En videnskabelig artikel med tre sammenhængende ord i titlen kan resultere i flere citationer, viser nyt studie.


Toogtredive ekstra citationer. Det er ifølge et nyt studie gevinsten for forskere inden for »medicin og life science«, hvis de bruger lidt ekstra tid på artiklens titel og bygger den efter en tredelt model.
For eksempel kunne denne artikel, hvis den ellers var en videnskabelig artikel, bære titlen: »Ordvalg, overskrifter og citationer«.
De to tyske forskere bag studiet demonstrerer selv den tredelte titel i deres artikel om studiet, som blev publiceret på den samfundsvidenskabelige preprintserver SSRN i januar 2025:
»Pattern, Perception and Performance: Tripartite Phrases in Academic Paper Titles«.
Her har forskerne endda »pimpet« titlen med et bogstavrim, men om det har en særlig effekt, er ikke undersøgt i studiet.
Derimod har de undersøgt, hvordan tredelte titler i videnskabelige artikler påvirker antallet af citationer. Og de har altså vist en positiv sammenhæng.
Det skyldes ifølge forskerne, at de tredelte titler skaber klarhed ved at bryde komplekse idéer ned i forbundne enheder, de skaber rytmiske mønstre, som er lette at huske, og samtidig formidler de flere aspekter af forskningen trods begrænset plads.
Og det er nyttig viden, mener professor og overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital, Thomas Benfield.
Som forsker har han stor erfaring med at forfatte titler til egne artikler, og tilmed retter han også andre forskeres titler i sin egenskab af faglig redaktør på Ugeskrift for Læger.
»Titlen betyder alt«, siger han.
»Både når jeg skimmer en indholdsfortegnelse som læser, og når jeg som redaktør får et manuskript op på skærmen«.
De to tyske forskere bag studiet er videnskabssociologen Lutz Bornmann fra Max Planck Society i München, og forsker i økonomi Klaus Wohlrabe fra det uafhængige økonomiske forskningsinstitut ifo-Institute i München.
De har sat tre forskellige algoritmer til at analysere to datasæt med henholdsvis flere end 200.000 artikler om økonomi og flere end 90.000 artikler inden for »medicin og life science«.
Algoritmerne skulle med hver sin metode analysere den grammatiske struktur og bindeord i titlerne for at identificere tredelte titler. Og en tredelt titel blev kun godkendt som sådan, hvis alle tre algoritmer var enige om det.
Blandt de økonomiske artikler fandt algoritmerne 21.434 med tredelte titler og blandt de medicinske 4.088.
Dernæst sammenholdt forskerne antallet af citationer fra artikler med tredelte titler med antallet af citationer fra artikler med andre typer af titler.
Forskerne fandt, at artikler med tredelte titler opnåede signifikant flere citationer.
Og de konkluderer, at grundighed med formulering af titlen kan resultere i mere synlighed.
Flest citationer inden for medicin
Især inden for medicin var effekten stor. I snit fik de økonomiske artikler 3,5 ekstra citationer, mens de sundhedsvidenskabelige artikler opnåede 32 ekstra citationer. Og det uafhængig af artiklens kvalitet.
Artikler med tredelte titler inden for medicin og life science fik i snit 175 citater mod 168 for artikler med andre typer af titler, topscorer var – oversat til dansk:
»Sikkerhed, aktivitet og immunologiske markører ved anti-PD-1-antistofbehandling mod kræft« med 8.805 citationer.
I økonomidelen fik artikler med tredelte titler i snit 29 citationer mod 24 for dem uden tredelte titler. Topscorer med flest citationer, nemlig 1659, var »Individuelle risikopræferencer: Måling, determinanter og adfærdsmæssige konsekvenser«.
Med til historien hører dog, at for begge områder var de absolutte topscorere med langt flere citationer artikler uden tredelte titler. Så overskriftens form betyder meget – men ikke alt.
Andelen af tredelte titler lå over tid på ca. 9%. i de økonomiske artikler og 4% i de medicinske artikler. Det tyder på, at det er en veletableret stilistisk metode, men også at der er plads til, at flere godt kunne benytte den.
Og det er professor Thomas Benfield helt med på.
Han har ikke tidligere hørt om den tredelte model som en særlig form for titel, selv om hans nyeste endnu ikke publicerede artikel faktisk bærer lige præcis sådan en overskrift:
»Ethnic disparities, COVID-19 and Clinical Severity«.
På dansk: »Etniske forskelle, COVID-19 og sygdommens sværhedsgrad«.
»Det er et tilfælde, for når jeg gennemgår de seneste 15 af mine artikler, er der ingen, der har den her tredeling. Og det kunne nogle af dem nok godt have«, siger han.
Studiet får ham til at skærpe blikket på både egne og andres overskrifter.
I forvejen retter han overskrifter på mange af de omkring 500 videnskabelige artikler, som hvert år bliver sendt til redaktionen på Ugeskrift for Læger.
»Vi ændrer omkring halvdelen af titlerne. Som regel fordi de er for lange, eller de skal være mere præcise«, siger han.
»Vi taler tit om, hvordan titlerne kan blive mere fængende, men vi har en relativ konservativ tilgang. Det skal være seriøst. Titlen må ikke farve det faglige indhold, og derfor kan bare det at have et udsagn i titlen udløse en diskussion«, forklarer han.
Resultaterne af tidligere studier i titler har været blandede, og nogle har vakt diskussion, f.eks. hvorvidt en sjov titel tiltrækker opmærksomhed eller tværtimod skræmmer læserne væk.
Nogle studier har vist en positiv sammenhæng mellem korte og præcise titler og antallet af citationer, og når man læser de store tidsskrifters guidelines til forfatterne, er det gennemgående råd da også: skriv kort og præcist. Desuden gerne uden fagjargon og forkortelser.
Ugeskrift for Læger har ikke en guide til overskrifter, men der er nogle uskrevne regler, fortæller Thomas Benfield.
»Nogle forskere vil gerne bruge bindestreger til andet end at dele ord, og de kan godt lide at bruge kolon, spørgsmålstegn og udråbstegn. Men en bindestreg og et kolon kan som regel erstattes med et punktum. Og spørgsmålstegn og udråbstegn undgår vi, fordi de indikerer noget om artiklens indhold. Årstal og navne hører som udgangspunkt heller ikke til i titlen«.
Thomas Benfield overvejer nu, om Ugeskrift for Læger skal have en guide for overskrifterne for at hjælpe forfatterne i mål med en fængende titel – og flere citationer.