»Tit tager man chancen – og håber på det holder!«

En af underskriverne på opråbet er den 41-årige læge og ph.d. Mette Ewers Haahr. Hun har været læge siden 2006 og har været ansat i børne- og ungdomspsykiatrien siden 2012. For tiden arbejder hun i Roskilde.

»Det er blevet meget sværere at arbejde godt de sidste to år«, fortæller hun.

»For eksempel har vi ikke længere vores ’egne patienter’. Når vi arbejder i et ambulatorie, booker vi ikke selv vores kalendere med patientaftaler. Det vil sige, at det er svært at tilgodese individuelle behov for den enkelte patient, for der er oftest ikke plads i kalenderen til de patienter, som har brug for en ekstra kontakt. Det gør også, at man nogle gange bliver booket ind i forløb, som man overtager fra andre behandlere, så man ikke kender patienten og forældrene særlig godt, inden det forventes, at man stiller en diagnose«.

Det er vigtigt for børn og unge endnu mere end med voksne patienter, at de kender deres psykiater, forklarer Mette Ewers Haahr. Der opbygges nemlig et tillidsforhold fra gang til gang både til forældrene og barnet, som påvirker kvaliteten af de oplysninger, man bygger diagnosen på.

Det kan være o.k., at psykiateren ikke kender patienten, og at udredningen foregår hurtigt i de ukomplicerede tilfælde, som nok er omkring halvdelen. Men mange er grænsetilfælde, hvor man er i tvivl. Og der er også mange, hvor det er kaos, og hvor familien måske bærer en stor del af ansvaret for barnets adfærd. Det kan være et sandt detektivarbejde at finde hoved og hale i, hvad der er, der foregår, og det tager tid og dygtige klinikere, forklarer hun.

Journalerne er meget kortere nu, end de var før. I erkendelse af, at de meget lange journaler ikke blev læst – og for at spare tid – står der ikke ret mange oplysninger i dem mere, fortæller hun.

»Det, man ikke kan læse i en journal, er f.eks. lægens fornemmelse af personen, de små signaler i mimik og kropssprog. Hvordan aflæser lægen patientens følelser og reaktioner? Nu bliver mor ked af det eller vred. Nu kigger barnet væk … osv. Selv en diagnose stillet på en mundtlig fremlæggelse på en konference fra en anden læge har derfor flere nuancer med end den, du kun læser dig til i en journal«.

Ikke mødt patienten

Men journalen er det eneste, lægen har at holde sig til, når der skal stilles diagnose på en patient, man ikke kender. Mette Ewers Haahr har to gange oplevet at stille diagnose på en patient, hun aldrig havde mødt.

»Det fører alt for let til, at der stilles en upræcis diagnose, og patienten skal udredes igen. Det er spild og bestemt ikke nogen besparelse. Og i så fald sættes den rigtige behandling også i gang alt for sent«, forklarer hun.

»Det er ikke tilfredsstillende. I det ene tilfælde havde jeg overtaget en andens forløb. Og jeg kunne kun nå at snakke med moren igen. Ikke med barnet. Alternativt skulle patienten vente 1-2 måneder på en ny klinisk konference. Så man tager chancen, krydser fingre, og siger: ,Lad os bare gøre det!’ Og så håber man, det holder«, fortæller hun.

»På tilbagemeldingssamtalen senere skete der så ovenikøbet det, at moren sagde, at det diagnosticerede faktisk ikke var et problem for barnet længere. Så jeg opfordrede moren til at få diagnosen revurderet efter et stykke tid. Men det er jo spild af ressourcer og træls for barnet.

Det har da fået mig til at overveje, om jeg har valgt det rigtige speciale. Men jeg tror også på, at lederne og politikerne har mod til at høre på os klinikere og gøre systemet mere smidigt igen – uden vi nødvendigvis vender tilbage til de lange ventelister.

Men det ville være rart at kunne få lov til at vurdere, hvad et barn har brug for ud fra ens faglighed. Jeg elsker jo i virkeligheden at være børne-ungdoms-psykiater, så det bliver jeg nok ved med at være. Men man skal jo synes, ens arbejde er meningsfyldt, og man skal mærke, at det virker. Ellers mister man arbejdsglæden«, siger hun. À