Skip to main content

Tobak – en lægeplante

Tobak har været hos os i 500 år. I de første 300 år var det mest som lægemiddel. Efter et par hundrede år som nydelsesmiddel er tobak på vej ud i mørket. Men har tobakken alligevel en fremtid?
Til genoplivning af druknede anbefalede lægevidenskaben indblæsning af tobaksrøg i rectum. Illustration fra 1774. (The Wellcome Collection).
Til genoplivning af druknede anbefalede lægevidenskaben indblæsning af tobaksrøg i rectum. Illustration fra 1774. (The Wellcome Collection).

Klaus Larsen kll@dadl.dk

7. aug. 2020
5 min.

Er tobaksrygning skadelig? Kan tobak bruges medicinsk? Eller er den måske ligefrem sund?

Skal man dømme ud fra gamle billeder af møder i Lægeforeningens bestyrelse, havde lægerne for 60-80 år siden ingen forbehold. Stort set samtlige billeder viser forsamlinger af (overvejende) mænd med cigarer og – i få tilfælde – en pibe. Enkelte tidligere formænd har også valgt at lade sig portrættere med en cigar som rekvisit.

Man var blevet klar over, at rygning ikke ligefrem var befordrende for helbredet. Men, som cigarsorterer og statsminister Thorvald Stauning sagde: »En god cigar gør tanken klar«.

Universalmiddel

Da den opdagelsesrejsende Christoffer Columbus kom til Amerika i 1492, så han lokale medicinmænd, der anvendte tobaksplanten til helbredende formål [1]. Christoffer Columbus bragte frø af planten med sig hjem, og snart kunne man finde planten i de europæiske klostres medicinske urtehaver. Koblingen mellem tobak og sundhed er altså ikke af ny dato – men i de første mange år var det ikke tobakkens sundhedsskadelige egenskaber, man fokuserede på; det var dens formodede medicinske og sundhedsfremmende virkning.

Det første billede af en europæisk tobaksryger er fra pamfletten »Tabacco«, 1595.

Den portugisiske opdagelsesrejsende Pedro Álvarez Cabral berettede, at de indfødte i Brasilien brugte tobaksplanten til at behandle ulcererende bylder, fistler, sår og andre hudlidelser. I 1529 bemærkede den spanske missionær Bernardino de Sahagún, at mexicanske læger brugte tobak til medicinske formål. Mod forkølelse og katarrh gned de plantens grønne eller pulveriserede blade rundt i mundhulen, og mod hovedpine skulle patienten indånde duften af de friske, grønne blade.

Op gennem 1500-tallet var der talrige rapporter om de prækolumbianske sydamerikaneres brug af tobaksplanten mod diarré, som smertelindring, til sårbehandling – ja til næsten alt. Tobaksplanten blev et fast indslag i europæiske klostres medicinske urtehaver. Munke og læger brugte den til at behandle smerter, brystlidelser og endda mod ligtorne og sult.

Nicotiana

I 1560 konstaterede den franske ambassadør i Lissabon, Jean Nicot, at planten tilsyneladende havde helbredende egenskaber. En af hans tjenere havde et kræftlignende sår i ansigtet, som han selv behandlede med knuste tobaksblade. Jean Nicot bad tjeneren fortsætte behandlingen, og efter ti dage var såret forsvundet. I 1660 skrev han en afhandling om tobakkens medicinske egenskaber. Han beskrev den som et universalmiddel og som et effektivt middel til at forebygge pest.

Jean Nicot præsenterede planten ved det franske hof og behandlede dronning Catherine de Médicis migræne ved at lade hende indsnuse tørrede, pulveriserede tobaksblade: snustobak. Migrænen gik væk, og dronningen befalede, at planten herefter skulle hedde Herba Regina: dronningeurt. Det blev dog den svenske naturforsker Carl von Linné, der gav planten dens blivende, latinske navn, Nicotiana, efter Jean Nicot.

Djævelens værk – med afgift

Tobak var et lægemiddel, men vandt snart også indpas som nydelsesmiddel – i første omgang hos søfolk og soldater. I 1556 vakte en sømand opsigt i den engelske havneby Bristol, da han røg pibe på gaden. Fra 1580 blev der i England fremstillet kridtpiber efter indiansk forbillede. At inhalere tobaksrøg for nydelsens skyld blev sammenlignet med at drikke, og man talte om »at drikke tobak«. Snart var nydelsesaspektet dominerende.

Troen på tobakkens helbredende egenskaber holdt sig gennem 300 år. Annonce for »Astma-cigaretter«, 1881.

Danmarks kong Christian den 4. anså tobak for Fandens værk og ville forbyde det. Tobak var aldeles ikke en lægeurt, men førte tværtimod til svaghed, fattigdom, horeri, mord og anden ulykke. Da kongen ikke havde held med et forbud, forsøgte han i stedet med afgifter på importeret tobak. Det førte til smugleri og hjemlig tobaksdyrkning. Så faldt importen og dermed skatteindtægten. Løsningen var en generel skat på al tobak, og siden har tobaksafgifterne været en uundværlig indtægtskilde for statskassen.

Mange mente som kongen, at der burde lovgives mod tobakken. Men der var penge i skidtet, og der gik næsten 400 år, før man så den første rygelov. Men forinden nåede tobakken at slå hundreder af millioner mennesker ihjel.

Mod »dorske tarme«

Patologien byggede på teorien om balance mellem de fire kropsvæsker: gul og sort galde, blod og slim. Man mente, at tobaksrøg ville udtørre slimen og dermed opretholde balancen. I 1790’erne gav den medicinske professor Johan Clemens Tode helbredsråd om mad, drikke, søvn, frisk luft, motion osv. Som et godt middel mod forstoppelse og »Dorskhed i Tarmene« anbefalede han bl.a. en pibe tobak »allerhelst om Morgenen, naar man drikker sin Kaffe eller Thee«. Det ville løsne op for sagerne. Men man måtte ikke overdrive tobaksrygningen, thi »ryger man alt for meget, saa berøver man Tarmene de Vædsker«, som behøves for at lette afføringen.

Op gennem 1800-tallet blev tobak fortsat benyttet medicinsk og nu også ved indgivelse af røgklystre per rectum. Denne behandling blev brugt ved forsøg på genoplivning af druknede, men også til behandling af strykninforgiftning, forstoppelse, indeklemt brok, stivkrampe, rabies og indvoldsorm.

Efter koleraepidemien i 1853 fremsatte justitsminister Carl Simony en lov, der ville give vidtgående beføjelser til sundhedsmyndighederne under epidemier. Det førte til en rasende debat i Folketinget. Nu var man endelig sluppet af med enevælden – skulle man så tillade et nyt diktatur af læger, spurgte den nationalliberale politiker Orla Lehmann retorisk. Hans partileder A. F. Tscherning advarede om, at man snart ville se læger på jagt efter fugt og ildelugt i private hjem. Og hvis lægen fandt, »at Tobakslugt er en Forpestelse af Luften, saa kan han ved Hjælp af disse Bestemmelser drive alle Tobaksrygende ud af deres egne Værelser«.

Lægens råd: fem cigarer om dagen

Der gik adskillige århundreder, før det blev klart, at tobak ikke fremmer sundheden, men tværtimod er årsag til både kræft og hjerte-kar-sygdom. Men i slutningen af 1800-tallet begyndte det at dæmre: I 1889 udkom i København en lille bog af den tyske læge Erik Keybel – »Om Tobaksrygning og Nikotinforgiftning« [2]. Bogen slår fast, at er man én gang blevet afhængig af tobak, er det nærmest umuligt at blive den kvit, »selv om de fleste Rygere meget godt véd, at stærk Rygning er skadelig for dem«. Derfor skal man heller ikke tro, at man nogensinde kan komme tobaksforbruget til livs.

I stedet ville dr. Keybel oplyse om tobakkens kemi, dens giftvirkninger på forsøgsdyr og mennesker og nikotinens indvirkning på kroppens forskellige organer. Bogen forholder sig hverken til kræftfaren eller risikoen for hjerte-kar-sygdom, som der først kom fokus på langt senere. Erik Keybel skrev udelukkende om risikoen for nikotinforgiftning. Og for at undgå den følger en række afsnit med forbrugeroplysning, der kan koges ned til, at man ikke skal lade sig nøje med dårlige cigarer. Derudover bør man ikke kæderyge: Fem cigarer om dagen må være passende – og helst på fyldt mave.

Referencer

Litteratur

  1. 1. Charlton A. Medicinal uses of tobacco in history. J R Soc Med 2004;97:292-6. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC1079499/.

  2. 2. Keybel E. Om Tobaksrygning og Nikotinforgiftning. En Læges Anvisning til Forebyggelse af skadelige Følger af Tobaksnydelsen. København: P. Hauberg & Comp., 1889.