Content area

|

»Tolkegebyret har været et søm til min faglige ligkiste«

Lise Dyhr har været praktiserende læge i Brøndby Strand i knap 20 år. I går modtog hun Mahlerprisen for sin kamp for de svage og udsatte patienter. Gennem forskning, undervisning og ved at råbe højt har hun sat fokus på ulige adgang til sundhed.
»Der er så mange fordomme om det område og de mennesker. Det er trættende«, siger Lise Dyhr, der har været praktiserende læge i Brøndby Strand gennem næsten 20 år. (Foto: Claus Boesen)
Forfatter(e)
Line Felholt

En kvinde havde problemer ’hernede’. Hun fortalte, at det gjorde ondt, når hun tissede. Men sprogbarrierer resulterede i, at lægen troede, det var forstoppelse. En anden kvinde havde fået en henvisning til en speciallæge, men da kuverten var grøn, vidste hun det ikke. Den plejede at være hvid.

»Helt banale ting«, siger Lise Dyhr om de eksempler, hun blandt andet hiver frem om mødet mellem indvandrerpatienter og læger – når det nogle gange går galt.

Eksemplerne er fra 90’erne. Dengang Lise Dyhr for første gang blev sporet ind på emnet ’patienternes møde med lægen’, der har optaget hende som praktiserende læge, forsker og underviser i mere end 20 år. Og som har ledt frem til, at hun mandag aften modtog Halfdan Mahler-prisen ved åbningen af Lægedage 2021.

Hun får prisen for gennem hele sin karriere at have kæmpet for de mennesker, der i det danske samfund typisk havner på bunden: De sårbare, udsatte, marginaliserede, etniske minoriteter, psykisk syge og multisyge. Det har hun gjort som praktiserende læge i Brøndby Strand. Et område, der ofte omtales som ’et af Danmarks hårdest belastede ghetto-områder’.

Men det gider Lise Dyhr ikke rigtig høre på.

»Der er så mange fordomme om det område og de mennesker. Det er trættende«, siger hun og sukker også lidt dybt.

Savner forankring

Det har hun også lov til. For efter mere end 36 år som både praktiker, forsker, underviser og ildsjæl på området er hun for ganske nyligt gået på pension. Men hun har også lov til at sukke af en anden grund. Eksemplerne fra hendes egen karrierestart kan man stadig gå ud og finde den dag i dag. Derfor er hun faktisk lidt »metaltræt«, som hun selv kalder det. Men det er ikke på grund af patientgruppen.

»Min metaltræthed handler om, at jeg nu har været med i knap 40 år og kan konstatere, at forandringsprocesser i sundhedssektoren i forhold til disse grupper af mennesker er projektdrevne. Projekter bliver stort set aldrig forankret i drift. Derfor har jeg efterhånden lidt svært ved at se den vej, vi skal komme videre ad. Der er så mange ting, vi stadig ikke har løst«, siger hun.

Lise Dyhr har ellers gjort sit for at undersøge, finde og vise vejen. Blandt hendes meritter er ph.d.’en tilbage i 90’erne, hvor hun undersøgte ’Udfordringer i mødet mellem lægen og indvandrerpatienten’. For hvad ved vi egentlig om det, tænkte hun dengang. Svaret var: Meget lidt. Hendes forskning mundede ud i fire pejlemærker for lægens møde med indvandrerpatienten: De 4 S´er, nemlig ’samme’, ’særlige forhold’, ’spørg’ og ’sæt grænser’.

Sidenhen fandt hun en velfungerende praksis, som tilfældigvis lå i Brøndby Strand. Kompagniskabet gjorde, at hun kunne fortsætte med at forske og undervise ved siden af sit kliniske arbejde.

Tolkegebyr er uhyggeligt

Sådan har det været lige siden. Lise Dyhr har delt sin tid mellem Brøndby Strand og især Forskningsenheden for Almen Praksis, hvor man under hendes forskerprofil kan klikke sig gennem en ni sider lang publikationsliste. De fleste titler med ordet ’indvandrerpatient’ i. Forskning, hun har brugt som underviser af kolleger og på speciallægeuddannelsen, men også som bidragyder til lærebøger, som kvalitetsudviklingskonsulent i Region Hovedstaden og senest som medlem af bestyrelsen i DSAM, hvor hun var ordfører for ulighed i sundhed og medforfatter til en hvidbog om kvalitetsudvikling i fremtiden i almen praksis, der netop er udkommet under titlen ’Giv mest til dem med størst behov’.

Undervejs har hun råbt højt om blandt andet indførelsen af tolkebistand. For som Brøndby-læge kan hun ikke tale om indvandrerpatienter, uden »at jeg er nødt til at fremhæve tolkegebyret«.

Hun kalder det en slags »bødestraf« til dem, der ikke taler ordentligt dansk, og hun kalder det »uforståelig symbolpolitik«.

»For hvad er konsekvenserne af den bøde? Den rammer jo også os læger på vores faglighed. Vi har ikke mulighed for lave en ordentlig konsultation, hvor læge og patient forstår hinanden. Det tolkegebyr er noget uhyggeligt noget og har været et søm til min faglige ligkiste«, siger hun.

Går for langsomt

Et andet emne, der har optaget Lise Dyhr gennem årene er rekrutteringsvanskeligheder til udsatte områder som Brøndby Strand. Hun har gentagne gange peget på, hvordan honorarsystemet uhensigtsmæssigt kan belønne almen praksis for at have mange raske patienter frem for at give incitamenter til og understøtte arbejdet med forebyggelse og behandling af patientgrupper, der virkelig har brug for det.

»Lægens møder med fremmedsprogede patienter og multisyge er komplekse og kræver længere tid. De har et særligt behov for omsorg, fordi de ikke er lige så selvhjulpne. Den tid har vi ikke. Det er ikke rimeligt, at vi skal arbejde mange flere timer og også i weekender, fordi rammerne ikke er der. Det her har vi vidst i mange år. Nu er det blevet ekstra tydeligt, fordi vi har lægemangel. Men det går stadig alt for langsomt med at ændre det«, siger Lise Dyhr.

Hav tillid til os

Hun glæder sig over små fremskridt i overenskomsten, selvom hun mener, at man stadig går uden om den varme grød.

»Det bliver nok ikke i min levetid, at vi får løst honorarproblemet og problemet med, at for få læger søger hen til områder med lange arbejdsdage«, siger hun.

Hendes pessimisme bunder også i det aktuelle politiske klima, hvor enkeltstående sager om læger, der har udnyttet honorarsystemet, har forværret politikernes tillid til de praktiserende lægers selvforvaltning – for eksempel af de øremærkede puljer, man eventuelt kunne indføre for at løse honorarproblemet. Lise Dyhr ærgrer sig.

»Selvforvaltning passer ikke ind i det politiske klima lige nu. Jeg ville ønske, at politikerne ville udvise langt større tillid til os. Vi har masser af faglig stolthed. De fleste af os vil bare gerne gøre det godt«, siger hun og lufter efter en tænkepause sin bekymring for, om hun virker for sur.

»Jeg vil helst ikke slå på nogen. Det kommer der ikke noget godt ud af«, siger hun.

Hun retter dog hurtigt sig selv:

»Men på det politiske niveau vil jeg gerne slå i bordet«.

Lise Dyhr

Uddannet som læge i 1985. Ph.d. i 1997. Speciallæge i almen medicin i 1998. Medejer af dem almene praksis Lægerne Brøndum og Dyhr Ulsøparken i Brøndby Strand 2002-2021. Tilknyttet Forskningsenheden for Almen Praksis siden 1990. Bestyrelsesmedlem i DSAM og ordfører for ulighed i sundhed 2015-2021. Forfatter til en række bøger og artikler om læge-patientkommunikationen især med fokus på sårbare patientgrupper, kvalitetsudvikling og tværsektorielt samarbejde.

Mahlerprisen

Mahlerprisen er opkaldt efter den danske læge Halfdan Mahler, generalsekretær for WHO 1973-1988. Prisen gives af PLO og DSAM til en praktiserende læge i Danmark, der har ydet en særlig indsats. Med prisen, der ikke blev uddelt i 2020, følger 35.000 kroner.

De seneste ti år modtagere af Mahlerprisen:

2019: Anders Munck

2018: Flemming Bro

2017: Anna Weibull

2016: Jens Parker

2015: Niels Bentzen

2014: Jesper Lundh

2013: Thomas Drivsholm

2012: Torben Hellebek

2011: Niels Kristian Kjær

2010: Jørgen Peter Ærthøj og Leo Thomsen

Right side

af Larry Højgaard Kristiansen | 03/12
6 kommentarer
af Tomas Christensen Kjær | 02/12
5 kommentarer
af Ulla Hørding | 30/11
2 kommentarer
af Hans Petter Hougen | 29/11
2 kommentarer
af Thorkil Poulsen | 29/11
1 Kommentar
af Erik Sloth | 22/11
1 Kommentar