Ton rent flag om ekspertsygeplejersker

Det må være i håbet om et tidligt forår, at sundhedsordførerne fra Venstre og Konservative i forgangne uge har lukket et flyvsk forslag ud om kliniske ekspertsygeplejersker med ordinationsret. Ekspertsygeplejerskerne skal med et års efteruddannelse have et selvstændigt ansvar for at ordinere og anvende visse typer af medicin, justere behandling og henvise til speciallæger og andre sundhedsprofessionelle. Målgruppen angives at være patienter med kroniske lidelser, og der argumenteres med større fleksibilitet, kvalitet og patientsikkerhed. Mon ikke der nærmere er tale om et forsøg på at flytte faggrænser af hensyn til sygeplejerskerne specielt på bekostning af Social- og sundhedsassistenterne. Vi har meget svært ved at se, at dette kan gavne patienterne, tværtimod.

Det er rigtigt, at antallet af patienter med kroniske lidelser er stigende, og opgaven er stor. Men der ligger allerede gode forslag til, hvordan vi kommer videre. Afgørende er den tværfaglige indsats mellem praksissektoren og sygehuset. Alle steder skal der være evidensbaserede retningslinjer, forløbsbeskrivelser og et stærkt tværgående samarbejde imellem behandlergrupperne. Sygeplejerskernes, SoSu assistenternes og andre faggruppers kompetencer til at bistå med kontrol og uddannelse af patienterne skal udnyttes fuldt ud, og det indebærer også en delegering af opgaver fra lægerne. Delegeringen kan også fint omfatte justering af behandling og medicin indenfor aftalte værdier og doser. Dette arbejde er i god gænge rigtigt mange steder.

Delegering kan altså allerede lade sig gøre i dag, men uden at lægen kan fraskrive sig ansvaret for diagnosticering og ordination af behandling. Autorisationsloven er i dag hele grundlaget for det entydige lægelige ansvar for patientbehandlingen. Retten til at ordinere medicin hænger sammen med kompetencen til at stille en diagnose. Ansvaret skal være entydigt. Det er det, som lægen uddannes til: seks år på universitetet og en efterfølgende specialuddannelse af ikke under fem års varighed.

Patienter med kroniske lidelser får om nogen mange slags medicin og trækker mange ressourcer, fordi de ofte har flere sygdomme. Fejlmedicinering er allerede et problem, og det kan aldrig være en fordel for patienten, at flere faggrupper får ansvar for en konkret behandling. Vi går ind for faglighed i behandling og ikke faglig deling af behandlingen. Læger kan ikke tage ansvar for en sygeplejerskes selvstændige ordinationer eller henvisninger. Udvandes ansvaret, lades patienten endnu mere i stikken, og sammenhængen i behandlingen svækkes. Endelig skal det bemærkes, at fordi en lidelse er kronisk, er dette ikke ensbetydende med en simpel klinisk tilstand, der ikke kræver viden på højeste niveau. Fortalerne henviser til gode udenlandske erfaringer med ekspertsygeplejersker, men det er et faktum, at det kun findes i Storbritannien og ikke i de lande, som vi normalt sammenligner os med, primært de nordiske lande.

Et væsentligt argument for forslaget er, at sygeplejerskerne ønsker egen autonomi for, at man kan motivere dem til at komme tæt på patienterne og væk fra det administrative. Hvis det skal have nogen mening, må forslagsstillernes idé være selvstændige sygeplejerskeklinikker, der uden lægelig indblanding behandler og kontrollerer de kroniske patienter. Det er vel humlen i forslaget fra V og K, at man - godt vejledt af Dansk Sygeplejeråd - ønsker at rokke ved nogle faggrænser af hensyn til fastholdelse og rekruttering af sygeplejersker. Men så skal man sige det åbent: at forslaget er lavet for sygeplejerskernes skyld og ikke for patienternes.