Skip to main content

Torben Mogensen: Resultater bør styre lægeløn

Kvaliteten af patientforløb bør afgøre lægernes løn, mener Torben Mogensen, afgåede lægelige direktør på Hvidovre Hospital. Overlægeforeningen støtter ikke forslaget.

Torben Mogensen, afgåede lægelig direktør på Hvidovre Hospital. Foto: Claus Boesen
Torben Mogensen, afgåede lægelig direktør på Hvidovre Hospital. Foto: Claus Boesen
24. sep. 2015
1 min.

For mange patienter oplever usammenhængende patientforløb, og netop derfor bør der indføres en ordning, hvor lægernes løn afhænger af, hvor gode de er til at sørge for det bedste forløb og den mest optimale behandling.

Det foreslår Torben Mogensen, afgåede lægelige direktør på Hvidovre Hospital. Han mener, det vil løfte kvalitetsniveauet i sundhedsvæsenet, skriver Berlingske.

Forslaget går på, at lægerne får en grundløn, og at det, de yderligere tjener, afhænger af, i hvilken udstrækning patienterne får de undersøgelser og behandlinger, som indgår i de retningslinjer, som eksperter har opstillet for det optimale patientforløb.

Overlægeforeningen ser gerne en økonomisk styring, men er ikke enige med Torben Mogensen om, at det lige netop skal være hans forslag.

»Det bedste ville være, at man i højere grad betaler sygehusene og afdelingerne efter kvalitet frem for den enkelte læge. Individuel belønning af lægerne kan skævvride læge/ patient-forholdet. For eksempel vil der være en risiko for, at lægerne måske ville forsøge at undgå patienter, hvor der er stor risiko for dårlig målopfyldelse, og det ville jo være helt uacceptabelt,« siger Anja Mitchell, formand for Overlægeforeningen.

Også Danske Regioner er skeptiske over for Torben Mogensens forslag.