Skip to main content

Tour de force i sygdom og død på »Amar«

I podcastserien »Stemmer fra Amar« dykker vært Majken Astrup ned i fortidens og nutiden Amager. Fire episoder kigger særligt på sygdom og død på øen.

Marianne Hansen, praktiserende læge i Deep End Klinik. Interessekonflikter ingen

6. apr. 2026
3 min.

Fakta og vurdering

Lyt til 300 års medicinsk historie om sygdom og død på Danmarks tættest befolkede ø – Amager – og lad dig inspirere til, hvordan du ser de næste år udvikle sig. Historiker Majken Astrup har i podcastserien »Stemmer fra Amar« udfoldet lokale historier omkring hændelser og aktiviteter på øen i såvel nutid som fortid. Fire afsnit tager lytteren med på en tour de force i sygdom og død i perioden fra 1710 til i dag.

Serien begynder med tiden, før den moderne lægevidenskab tog form, med det sidste angreb af pest i Danmark. Med stor præcision får vi oplysninger om det første dødstilfælde 24.7.1711, hvor L. Nielsen som 15-årig må lade livet i Store Magleby smittet af indkvarterede sømænd fra Dragør eller en rejsende fra Helsingør. Lægerne har kun miasma og humoralpatologi at støtte sig til med ringe resultat til følge. Koleraepidemien følger, hvor Bodil Peders datter som den første dør 8.7.1853 efter få dages sygdom. Hendes læge Dr. Feilberg gør under epidemien et kæmpe arbejde med registreringer og indsigelser samt beskrivelser af sygebesøg med sandtilkastet bræk, hvor lægen sådan sip-sip må vade rundt.

Influenzaepidemien i 1918 beskrives for øen med samme grundighed. Igen træder karakterfaste læger frem. Dr. Ulrich agiterer for én seng ét barn og Dr. Hartvigsen for konsekvensen af skolers genåbning. I 1902-1908 åbner Sundby og Sankt Elisabeth Hospital samt forvaringsanstalten Sundholm. Kombinationen af offentlige tiltag, private investorer og opfordrende nonner gør denne udvikling mulig. Hospitalernes opgave er at gøre syge folk raske og arbejdsduelige. Mange behandlinger kan gøres hjemme, så hospitalet bliver også dengang stedet, hvor mange fattige opholder sig under sygdom. Helbredelse er ofte ikke mulig og døden konsekvensen.

Serien arbejder sig flot op i nutiden, hvor vi har løst problemer med boliger, hygiejne, vacciner og tilgang til viden. Dog er mange fortsat syge, og Psykiatrisk Center Amager fra 2001 får en stor betydning for håndtering af sygdomme hos øens befolkning. De psykiatriske diagnoser er beskrevet, og lægerne stiller diagnoser, som tidligere førte til ophold på Børnehuset på Christianshavns Torv og på Sundholm.

En mere samlet behandling og omsorg for den enkelte patient er indtruffet. Den skizotypiske patient fortæller indlevende om sin kamp for at klare sig: »Men jeg kan bare ikke finde ud af det, og det kæmper jeg virkelig med«.

Serien anvender korte teorioplæg med fakta, flotte beskrivelser af patientforløb og faglige personers indsatser samt en bred palet af teoretiske indslag fra kompetente fagpersoner, overlæger og professorer. I dag har vi fortsat hospitaler, når senge, apparatur og behandling kræver det.

Den nye historie tror jeg vil indskrive sig med tværgående samarbejde, hvor patienter og læger på hospitaler og i praksis drøfter lægefaglige løsninger på digitale platforme. Og hvor socialfaglige medarbejdere som i vores klinik med patienten drøfter socialfaglige løsninger i kommunalt regi. På tværs vil være den løsning, der kan løfte behandlingen af patienterne op på et nyt historisk niveau.