At trække essensen ud

Vi er havnet i det bagerste kælderrum. Lugten af maling og fugt trænger op i næseborene. Overalt i halvmørket står og ligger billeder. De fleste lærreder uden ramme. Abstrakte landskabsmalerier, en collage, pludselig en stor, sort kat. Grete Krag Jacobsen står ved arbejdsbordet og bladrer.

»Det her er mit sidste billede, som jeg synes er enormt flot.«

Et lærred bliver med sandpapirslyd trukket ud af bunken. Farverne er grå og sorte. Enkelte brede penselstrøg på tværs. Vi har allerede set og kommenteret måske 50 andre malerier, men det er første gang, hun roser et af sine billeder.

»Jeg ved ikke hvorfor. Det er en maling, der hedder ,Paynes gray`, en mørk, grå farve, og når du dypper penslen og trækker hen over papiret, så kommer nuancerne frem. Det her er fire penselstrøg. Jeg tror det er færdigt nu.«

Det her billede har du lavet på ti sekunder?

»Ja. Det er skægt, ikke?«

Grete Krag Jacobsen griner sin lette latter, der ligger under de fleste sætninger.

»Det er lidt som historien med kineseren, der sidder og stirrer på en hest og forsøger at male den hele sit liv. Til allersidst laver han tre strøg, og så står der en hest. Jeg har malet en masse komplicerede billeder gennem tiden, og så er det i virkeligheden meget enkelt.«

Du føler, at du har taget et udviklingsskridt med det her billede?

»Ja, jeg synes, det er enormt flot. Vand eller hvad det nu er.«

Grete Krag Jacobsen arbejder på patologiafdelingen på Rigshospitalet. Hun er overlægekonsulent og arbejder med cancerdiagnostik ved mikroskopet fra morgen til aften. Mange weekender og længere perioder indimellem er helliget at male. På overfladen en helt anden aktivitet, hvor hun lægger analysen, det velovervejede og fornuften på hylden, men i virkeligheden er der stor lighed mellem øvelsen foran lærredet og bag mikroskopet, mener hun.

»Det handler om at trække essensen ud. At trække det karakteristiske ud af tingene.«

Større end arbejdslivet

Grete Krag Jacobsen bor med sin mand, psykiateren Joachim Knop, på førstesalen i et delehus ved Bisbebjerg Station. I opgangen hænger der collager tilbage fra midten af 1980'erne, hvor Grete Krag Jacobsen skrev sin disputats og begyndte at klippe og klistre for at »lave noget andet«. Siden har hun haft en række udstillinger og hver gang solgt over halvdelen af billederne. Bag en dør med skiltet »Børn« gemmer hun flere af de nyere ting. Hun smider en stak med 20-30 lærreder på gulvet. Abstrakte bjerge med sorte konturer, som tegner floder eller blodårer måske.

»Jeg laver en grundfarve på fire til seks lærreder, og så begynder jeg at male. Uden at vide hvad det skal være. Jeg slipper styring, og så kommer der et eller andet frem. Det her viste sig at være noget fra Færøerne.«

Du vidste ikke, hvad du malede?

»Det finder jeg så ud af på et tidspunkt,« siger hun og finder en skitse af et bjerg med store lighedstegn med maleriet på gulvet.

»Det er en skitse fra Færøerne. Og når jeg så står og maler, genkender jeg på et tidspunkt kløften.«

Så det billede har ligget i dvale i din underbevidsthed i mellemtiden?

»Ja, det tror jeg faktisk. Og det inspirerer så til mit fag. Jeg kigger i mikroskop hele dagen. Det er jo sådan noget mønstergenkendelse. Og når man er helt ny, er det bare et stort flimmer, men med 30 års erfaring bliver det intuitivt. Man ser billedet, og efter et splitsekund siger man, det er cancer. Det er det samme med billederne, man maler med intuitionen.«

Det ene er mikroskopi, det andet er noget du maler?

»Ja, men man bruger intuitionen på samme måde. Meget intuition er nok bundfældet erfaring, der kommer til anvendelse i den kunstneriske eller forskningsmæssige situation uden bevidsthedens medvirken, og jeg tror ikke, tanken er så fremmed for læger. I studiet startede vi med at tegne de histologiske billeder. Hvis vi skulle lære den mikroskopiske struktur af en tand, så tegnede vi den.«

Hvad fik I ud af det?

»Man koncentrerede sig om, hvad der var det vigtigste i billedet. Men altså kunsten og videnskaben har jo suppleret og befrugtet hinanden gennem alle årene. Nobelprismodtagerne siger jo typisk ,og så kom det lige pludseligt`. De har kæmpet med det samme spørgsmål i 20 år, så står de op en morgen med svaret.«

Grete Krag Jacobsen er dybt fascineret af den kunstneriske proces, men man tager fejl, hvis man tror, at hun maler for at blive en bedre patolog.

»Jeg maler, fordi jeg synes verden er dejlig og fantastisk. At være ude i naturen og beskæftige sig med noget, der er større, end det der foregår i arbejdslivet. Og så noget mere, som jeg ikke helt kan få styr på, hvad er.«

Blå bog

Født 1943. Cand.med. 1971, speciallæge i patologisk anatomi og cytologi 1977. Dr. med. 1985. Overlæge siden 1985 og i dag konsulent på patologiafdelingen på Rigshospitalet. Grete Krag Jacobsen er gift med psykiater (og maler) Joachim Knop. De har tvillinger på i dag 36 år.

Rød bog

Grete Krag Jacobsen har altid tegnet og malet. Som barn viste moren Gretes tegninger til onkelen, maleren og tegneren Eiler Krag. Hans kommentar var: »Hug hænderne af hende.« Ikke fordi Grete tegnede dårligt, men fordi onkelen ikke undte hende det hårde liv som kunstner. Det var da også først som 42-årig, at Grete Krag Jacobsen havde sin første udstilling af collager. I en periode malede hun små billeder »der kunne laves på spisebordet«. Men i 2003 fik malerparret indrettet et atelier i sommerhuset i Rørvig.

I 2000 skrev Grete Krag Jacobsen en statusartikel til Ugeskriftet under titlen Kunst som øjeåbner.