Hver femte yngre læge føler sig meget påvirket af arbejdsrelateret stress, viser ny arbejdsmiljøundersøgelse. Det billede er desværre velkendt, men stress må og skal ikke være et grundvilkår, for det skader både patienter og læger, lyder det fra Yngre Læger.
Dette er ikke en nyhed. Desværre. Den nye arbejdsmiljøundersøgelse fra Yngre Læger bekræfter, at mange læger dagligt føler sig påvirket af arbejdsrelateret stress, og at stressbelastningen er tydeligst inden for de kliniske specialer. Den viser også, at rigtig mange hyppigt oplever underbemanding, og at der en tæt sammenhæng mellem følelsen af arbejdsrelateret stress og oplevelsen af, at der er problemer med behandlingskvalitet og patientsikkerhed, og mellem arbejdsrelateret stress og sygefravær. Og den viser, at hver femte læge har ondt i work-life-balancen.
Yngre Lægers forperson, Helga Schultz, karakteriserer da også tallene i den nye arbejdsmiljøundersøgelse, som »ikke så overraskende, men bekymrende«.
»Den viser jo desværre et status quo i forhold til det billede, vi har set og kender alt for godt: For en stor del af vores medlemmer fylder stress og belastning for meget, og selvom vi har hørt det før, så er det vigtigt at have fokus på, når vi nu taler så meget om de ting, sundhedsvæsenet skal håndtere i de kommende år, og har en robusthedskommission og en akutplan og masser af fokus på området«, siger hun.
»Realiteten er, at der kommer flere og mere komplicerede og mere plejekrævende patienter, og vi kan ikke forvente, at sundhedspersonalet kan løbe hurtigere. Så det har stor betydning for patienterne både nu og i de kommende år, at presset er så stort. Det er ikke kun blandt mine lægekolleger – jeg er sikker på, at vores sygeplejersker- og plejepersonalekolleger har det på samme måde«, siger Helga Schultz.
»Det er virkelig vigtigt at have øje for, at belastningen er noget, der er der i hele lægelivet. Det synes jeg faktisk er ret bekymrende«Helga Schultz, forperson, Yngre Læger
Undersøgelsen er lavet blandt næsten 4.000 medlemmer i november 2022 og viser, at mere end hver femte, 21%, i dagligdagen i høj eller meget høj grad er påvirket af arbejdsrelateret stress. De kvindelige læger er mere stressbelastet – et billede, der går igen i andre faggrupper ikke bare på sundhedsområdet. Og ikke overraskende er stressbelastningen størst blandt de læger, der i den seneste normperiode op til undersøgelsen har haft flest overarbejdstimer.
Samtidig viser undersøgelsen, at 87% i den seneste måned inden undersøgelsen havde oplevet, at der var for få ansatte på arbejde i forhold til de opgaver, der var på afdelingen. For samtlige de kliniske specialer ligger tallet over 90%: 92% for de kirurgiske, 91% for de medicinske og 93% for de psykiatriske specialer, mens det for yngre læger inden for akutmedicin drejer sig om hele 96%.
Det er alene de parakliniske specialer, der trækker i modsat retning – her har »kun« 67% haft den oplevelse. Det er først og fremmest læger og sygeplejersker, der har manglet på afdelingerne.
Underbemandingen på afdelingen er tilsyneladende en tungtvejende faktor for de yngre lægers oplevelse af arbejdsrelateret stress: Op mod hver fjerde, 23%, af de læger, der har oplevet underbemanding, angiver, at de i høj eller meget høj grad har følt arbejdsrelateret stress, mens lige over en tredjedel af dem, 34%, på den anden side angiver slet ikke eller kun i lav grad at have oplevet arbejdsrelateret stress.
Blandt de yngre læger, der ikke har oplevet at være for få på arbejde, udgør gruppen, der slet ikke eller kun i lav grad har oplevet arbejdsrelateret stress, derimod 70%.
Når det gælder behandlingskvalitet og patientsikkerhed, er der også en tydelig sammenhæng mellem vurdering af de to elementer og oplevelsen af arbejdsrelateret stress.
10% af de yngre læger, der i meget høj grad føler sig udsat for stress, oplever, at der i meget høj grad er problemer med behandlingskvaliteten. For de ikkestressramte læger gælder det for 2%.
11% af de læger, der i meget høj grad føler sig udsat for stress, oplever tilsvarende, at der i meget høj grad er problemer med patientsikkerheden. For de ikkestressramte læger gælder det for 3%.
Endnu mere markant bliver forskellen, når man deler lægerne op efter deres oplevelse af at have den fornødne tid til deres arbejde. Blandt de læger, der slet ikke oplever, at det er tilfældet, angiver næsten hver tredje, 30%, at de synes, der er problemer med behandlingskvaliteten. Det gælder kun for 1% af de læger, der siger, at de har den fornødne tid til rådighed.
Men at tal endnu en gang viser, at mange læger føler sig belaster, betyder ikke, at Helga Schultz køber den præmis, at man som læge bare skal forvente, at stress er et vilkår. Det handler om at skille tingene ad, for ingen må blive syge af at gå på arbejde, siger hun.
»Alle læger ved og accepterer, at uforudsigelighed og travlhed er et arbejdsvilkår – sådan er det nogle dage, når man arbejder med syge og udsatte mennesker, som vi gør. Nogle former for pres kan også øge vores opmærksomhed og gøre os skarpere i situationen, men vi ved – ikke kun lægeverdenen – at hvis man bliver presset for meget over en længere periode, så leverer man et dårligere stykke arbejde. Som journalist laver du sikkert flere stave- og sprogfejl. Som snedker vil man måske komme til at lave sofaen skæv. Sådan reagerer vi også som læger. Travlhed og en vis uforudsigelighed er et vilkår. Men det må stress aldrig være«, siger Helga Schultz.
Hun lægger også vægt på, at selvom undersøgelsen ganske vist viser, at de nyuddannede KBU-læger føler sig lidt mere udsat for arbejdsrelateret stress, så oplever speciallægerne stress i stort set samme omfang. Belastningen er dermed noget, der varer ved.
»Det er naturligt, at man som nyuddannet læge er mere på tæerne og mere opmærksom på, om man slår til og kan klare opgaverne, men vi kan se, at det er de mere erfarne speciallæger, der trækker det store læs, når det kommer til overarbejde. Mens man som nyuddannet læge tager et stort ansvar for sin egen læring, så tager speciallægerne et ansvar på et andet niveau – for afdelingen, for uddannelsen af de unge og for kollegerne. Det er virkelig vigtigt at have øje for, at belastningen er noget, der er der i hele lægelivet. Det synes jeg faktisk er ret bekymrende«, siger Helga Schultz.
Når undersøgelsen viser, at stressoplevelsen er mindre påtrængende i det parakliniske arbejde, skyldes det ikke, at man ikke har travlt på det felt, understreger hun.
»Men jeg tror, det gør en stor forskel, at der for mange i de kliniske specialer er en oplevelse af rigtig mange afbrydelser, og det er et problem for mange. Vi skal jo hele tiden prioritere, og der er mange bolde i luften – nogle gange rigtig mange – og selvom de måske ikke er så store hver især, er det belastende. Man vil gerne følge op, få skrevet en god epikrise og sikre, at patienten får den rigtige opfølgning hos den praktiserende læge, men det kan være svært med det patientpres, der er. Det kan f.eks. være tilfældet i psykiatrien, hvor man har gjort alt det rigtige, men hvis man ikke kan følge tingene til dørs – få talt grundigt med patienten og de pårørende – er det svært at få grebet alle boldene og taget dem ud af spil«, siger Helga Schultz.
Og så er der en række andre – desværre – logiske sammenhænge, som undersøgelsen tydeliggør, påpeger hun:
Det er de læger, der føler sig mest udsat for arbejdsrelateret stress, og de specialer, der føler sig mest presset, der også oplever det største tryk på behandlingskvalitet og patientsikkerhed.
Og ja, hvis man er underbemandet og må droppe pauserne og tage store mængder af overarbejde, er det selvklart noget, der går ud over arbejdsglæden og -indsatsen, siger Helga Schultz.
»Igen: Alle læger er indstillet på, at uforudsigelighed er et vilkår, men det skal jo ikke blive en del af normeringen, så der er en forventning om, at det er sådan, hverdagen skal være. Tag f.eks. overarbejde – det har mange ansigter. Der er afdelinger, hvor ledelsen i god tid siger, at ,nu har vi den her ubesatte stilling og de her opgaver, så hvordan klaret vi dem’?, og så er der afdelinger, hvor det hele nærmest bliver håndteret fra dag til dag. Alle er indstillet på, at overarbejde forekommer, men hvis det bliver noget ofte tilbagevendende og meget uforudsigeligt, så slider det for meget på work-life-balancen, og så bliver det til en stressfaktor på en helt anden måde«, siger Helga Schultz.
Men hvad kan man så gøre for at ændre på billedet i en virkelighed, hvor varme hænder i hverken læge- eller sygeplejerske-udgaven hænger på træerne? Når det handler om at cementere grænsen mellem uforudsigelighed og travlhed på den ene side og længerevarende eller permanente stressbelastninger på den anden, handler det om ledelse, mener Helga Schultz.
»Selvfølgelig har vi som læger og kolleger et stort fagligt ansvar for at være med til at sætte rammerne, men når det handler om at sikre rum til lige præcis lægefagligheden, så er det en ledelsesopgave«, siger hun.
Og det handler om ledelse i bred forstand, understreger Yngre Lægers forperson:
»Det er lige fra ledelsen på den enkelte afdeling, der skal sige fra opadtil, når det handler om rammerne for at løfte den lægefaglige opgave, til hospitals- og regionsledelserne, der skal stå fast på, hvad det kræver, hvis patienterne skal have en ordentlig behandling. Ledelserne må tage sammenhængen mellem arbejdsmiljøet og de sundhedsfaglige aspekter dybt alvorligt. Og det handler altså ikke kun om os læger – det er vist meget sjældent, at der i en afdeling er én personalegruppe, der synes, alt er rosenrødt, mens de andre personalegrupper har det hårdt«, siger Helga Schultz.
