Skip to main content

Tre fortællinger om sårbare familier

Romanerne »Grundvold«, »Farskibet« og »Det samme og noget helt andet« er tre forskellige fortællinger om dysfunktionelle og sårbare familier, hvor de tre forfattere skriver ud fra egne smertelige erfaringer. Bøgerne giver indsigt i sorgens processer og i menneskets muligheder for at overleve, skriver anmelder Anne Lindhardt.
Cover: Gyldendal og Politikens Forlag
Cover: Gyldendal og Politikens Forlag

Anne Lindhardt, psykiater og overlæge. Interessekonflikter: ingen

24. sep. 2021
7 min

Alle tre romaner handler om dysfunktionelle familier. Forfatterne skriver ud fra egne smertelige erfaringer og benytter det autofiktive som afsæt for deres fortællinger. Fraset dette har de meget forskellige historier at fortælle og forskellige litterære udtryk.

Angstfyldt familieunivers

Rachel Röst er opvokset som den ældste af tre søstre i en mormonfamilie i et rækkehus i det sociale boligbyggeri på Amager, Urbanplanen. Hun skildrer et hjem præget af ekstrem social kontrol, kvindeundertrykkelse og seksualitetsforskrækkelse, grænsende til det perverse. Familien er »grundvolden« (deraf titlen), og i familien hersker manden med uindskrænket magt og autoritet. Mormonkirken, hvis officielle navn er Jesu Kirke af de Sidste Dages Hellige, er grundlagt af en amerikansk profet i 1800-tallet, som »fandt« en bog, der er blevet mormonkirkens bibel. De, der hører til kirken og følger dens mange regler, er sikret overlevelse, når dommedag kommer, og den er lige om hjørnet. Alle opbevarer et forråd af mad og vand, der skal sikre familiens overlevelse i et år, når katastrofen indtræder. Det er således et angstfyldt univers, som Röst vokser op i. Faderen var blevet omvendt ved mødet med nogle missionærer, hvilket hjalp ham ud af en dysfunktionel og alkoholiseret familie og ind i et fællesskab med stramme regler, hvor han kunne opnå betydning. Han er skildret som en tyran, magtfuld, hyklerisk og fanatisk, uden fornemmelse for, at han udsætter sine tre døtre for egentligt omsorgssvigt både fysisk og emotionelt. Moderen er født ind i mormonkirken, er svag og kan ikke dæmme op for mandens psykiske overgreb. Hun bliver pillemisbruger og søger tilflugt i ugebladenes kærlighedsnoveller.

Forfatteren skildrer sin lange vej ud af dette miljø. Hun finder et fristed på biblioteket, hvor hun udforsker den verden, der er fortiet i hjemmet og kirken. Som 16-årig gør hun oprør og beder socialforvaltningen om at blive fjernet og komme på ungdomspension. Her kastes hun ret uforberedt ud i den barske verden uden for kirkens styrende og trygge liv. Her er sex og stoffer, men også stærke venskaber. Hun kommer i et overklassegymnasium og falder uhjælpelig igennem. Hun bliver utilsigtet gravid og føder sin søn og må vende tilbage til sine forældre og søstre for at få hjælp. Hun mister troen på Gud, da det i et senere gymnasieforløb går op for hende, at biblen er skrevet af mennesker og dermed ikke direkte givet af Gud.

Röst har noget på hjerte og giver et bevægende billede af, hvor stramt og undertrykkende en religiøs sekt kan fungere, og hvilken skade det kan give på menneskes selvværd og tillid til verden. Romanen er en udviklings- og frigørelseshistorie skrevet i et letflydende sprog og skildrer en ellers lukket verden. Selv har Röst uddannet sig i litteraturvidenskab og stiftet ngo’en: »Læs for Livet«, der indsamler bøger og giver til institutioner for udsatte børn og unge, for at de i bøgerne kan få et fristed, som hun selv gjorde.

Et selvmords konsekvenser

»Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel«, sådan indleder Glenn Bech sin bog »Farskibet«, som er en helt anden historie og genre. Hans far led af depressioner og tog sit eget liv efterladende et brev til sin kone og sine børn, da han var 38 år gammel. Børnene var da fem og tre år gamle. Bogen er en lang undersøgelse af selvmordets konsekvenser for barnet, for moderen, for broderen og for den voksne forfatter. Bogens første del ses overvejende fra barnets perspektiv. Hvad var det, der skete, uroen, det uforståelige. På besøg i kapellet ser forfatteren sin far som død, og selvom det ligner ham, er det så klart, at det ikke er ham. Til begravelsen er der mange voksne, der både er der og ikke er til stede. Forfatteren beskriver angsten for, at mor skal forsvinde, for hun bliver mærkelig og utilgængelig. Sorgens mange udtryk af fortielse, forstening og fjernhed skildres i sprogligt fortættede glimt, der i perioder har karakter af stream of consciousnes. Var det barnets skyld? Han kredser om den Volvo, der var »mordvåbnet« (faderen havde nøje planlagt sit selvmord, kørte bilen ud i skoven og satte en slange til udstødningsrøret). Perspektivet skifter, teksten er fragmentarisk og springer i tid og sted.

I bogens næste dele følger vi familiens forsøg på at samle livet op. Mor finder en kæreste, fordi hun synes, de to drenge skal have en voksen mand i familien. Kæresten viser sig at være voldelig og sadistisk, og det fører til fire års mareridt, indtil hun tager sine børn og stikker af fra ham. I dette forhold introducerer forfatteren begrebet »giftig maskulinitet, der ødelægger og fortsat vil ødelægge livet«, og som bliver en tematik i hans liv. I moderens næste forhold, som varer ved, vil stedfaderen dem det godt, men han er skildret med en nærmest karikeret maskulinitet, fuld af kropsdunster, faldskærmsudspring, øl i strømme, og heller ikke denne kan reparere forfatterens ituslåede mandebillede.

I bogens sidste del er forfatteren blevet voksen og undersøger nu den lidelse, som han langsomt forstår, at faderen må have gennemlevet for at udføre »mordet på sit selv«. Han læser afskedsbrevet og får her en voldsom kropslig og til dels forløsende reaktion. Han prøver at affinde sig med »meningsfuldhedens iboende meningsløshed«, og til sidst får vi navnet på faderen, som i eventyret, hvor det at kende navnet afmonterer det mystiske. Bech er psykolog og har derefter gået to år på forfatterskolen. Bogen er hans debut, og han beskriver selv, at den er og vil mange ting, bl.a. et selvrealiseringsprojekt, der skal give fred med den døde far. Bogen er meget, meget læseværdig, men man skal gøre sig umage i læseprocessen.

Utryghed som normaltilstand

Katrine Marie Guldager har om nogen brugt sit forfatterliv på at undersøge familiers væsen og strukturer. Men først med denne bog går hun tæt på sin egen historie. To smertelige begivenheder, da hun var helt ung, er afsæt for bogen. Hun mistede 20 år gammel sin bedste veninde, der blev skudt på åben gade under et ophold i Nicaragua, hvor de havde arbejdet sammen året før som ulandsfrivillige. Og ugen efter venindens død omkom hendes far i en togulykke i Sorø. Det er disse begivenheder og ikke mindst omgivelsernes, dvs. familiens, reaktioner, der skildres. Bogen udspiller sig i tiåret efter ulykkerne, hvor hendes beslutning om at blive forfatter modnes, og hun bryder igennem og får succes.

Bogen er skrevet ca. 30 år efter de skelsættende ulykker. Den gør ondt at skrive, fordi minderne skal have mæle og ikke kan pakkes væk. Hun ser det som en smertelig nødvendighed at skrive bogen, og den har da også en svær fødsel. Hun må åbne lukkede rum i sin erindring, og for at nå til dette søger hun ensomheden i familiens ødegård i Sverige i efterårsmånederne i 2019. Som et parallelt spor i bogen følger man hendes egen skriveproces. Hun er er angst, kan ikke holde ud af være alene, men er nødt til det. I foråret 2020 lukker coronaen Danmark ned, og det giver hende et velfortjent pusterum, fordi hun skal hjemmeskole sine børn, og hun får derefter gjort bogen færdig.

I bogen undersøges, hvad der sker i en familie med mange lig i lasten, når sorgen rammer: Kan man dele sorgen, være fælles om den, eller får den forvrængede udtryk? Disse udtryk symboliseres gennem en arvestrid først om et spejl, siden om penge. Forfatteren er lillesøster og »fars pige« efter forældrenes skilsmisse. Hun oplever som en selvfølge at skulle tage ansvar for de mange praktiske gøremål efter et dødsfald. Det avler misundelse, og janteloven træder i kraft, for hun skal ikke tro, at hun er mere end andre. Normaltilstanden i familien er utryghed, og efterhånden, som historien udfolder sig, skildres, hvordan familietraumer og hemmeligheder nedarves for at dukke op til overfladen i krisens stund. Man fortier, taler om hinanden og udelukker hinanden, og alligevel er det svært at slippe fra hinanden. Guldager har gået i psykoanalyse i en årrække og i en tidligere bog skildret denne. Man kan læse herværende bog som en tur ned i det ubevidste, når hun under modstand og pine dukker ned i kasser med de fortrængte minder og kommer ud på den anden side. Guldagers intellekt fornægter sig ikke, hun er undersøgende, stiller spørgsmål og får læseren til at tænke med. Man bliver klogere på egne liv og familier af denne bog.

Alle tre forfattere anvender autofiktionen til at skabe en litterær distance til det smertelige erindringsstof og hermed også til de personer i deres familier og omgivelser, som de portrætterer. Det er bøger, der giver indsigt i sorgens processer og i menneskets muligheder for at overleve.

Faktaboks

Fakta