Tro mod sig selv

Hun går fremad med hastige skridt. Lidt hjulbenet, men ikke på den tunge måde. Blikket er rettet fremad - ind i skovens tusmørke.

»AAANTON!«

En hvidlig sky vælter ud i den fugtige kulde. Hun stopper lidt op. »Nårh«, siger hun ud i luften og sætter pludselig i løb.

Et sted inde i mørket får Birgitte Lund fat i Anton. En brun labradorhvalp på otte måneder.

»Sådaaan, det var gooodt«.

Efter få sekunder slipper hun grebet igen, og Anton styrter af sted. Hen ad stien og ind mellem træerne. Der går nogle minutter, så pifter og råber hun efter ham. Og sådan fortsætter gåturen gennem den lille skov uden for Hillerød i Nordsjælland.

»Han lystrer - bare han ikke bliver forstyrret af noget«, siger hun med et mildt udtryk.

Dem, der har mødt Birgitte Lund, vil nok blive overraskede over dette scenario.

Den 53-årige praktiserende læge er ikke kendt for at give lang snor. Tværtimod.

Men det er noget andet med Anton, som hun går med hver eneste dag, når hun kommer hjem fra Lægehuset i Stenløse.

Og i øvrigt har Birgitte Lund ændret sig i de senere år. Hun er ikke længere så brutal, som da hun var yngre. Hun ved stadig, hvad hun vil - men et par begivenheder har gjort hende »rundere«.

Født i en lægeverden

Birgitte Lund er nærmest groet ind i lægeverdenen. Sammen med sin fire år yngre søster tilbragte hun sin barndom på de københavnske hospitaler.

Faren var kirurg, og familien boede i lægeboliger.

Typisk i opgange med en masse andre lægebørn.

Birgittes mor var skolelæge, og når forældrene fik gæster, var det - med en enkel undtagelse - altid læger.

»Der var lægevennerne og så ,Bom`. Bom var fabrikant. En spradebasse og en drukmås. En bindegal fyr. Men skideskæg for os pubertetspiger«.

Birgitte Lund smiler ved tanken om »Bom«. Det gør hun, når hun tænker på forældrenes lægevenner.

»På nogle punkter var de meget spændende. Men på andre punkter var de gennemgribende uinteressante, fordi de var så skide selvhøjtidelige. De udbredte sig om alt muligt, som de ikke vidste noget om«.

Birgitte Lund har en mærkelig accent. Som fra en anden tid. Den har noget nordsjællandsk, noget forfinet, over sig. Men ordene bliver sendt af sted med en kraft, der slet ikke passer til den fine dialekt. Som en køkkenpige i en matadorfilm.

Det endte ofte med, at Birgitte måtte forlade forældrenes selskaber.

»Vi havde vilde diskussioner. Jeg kan huske den stemning, når min søster og jeg kom til at diskutere for meget med gæsterne, så fik vi et ganske bestemt blik fra vores mor, der betød, at nu måtte vi godt trække os tilbage«.

Birgitte Lund kan ikke huske, hvad de talte om. Hun kan bare huske følelsen, som hun stadig bærer i sig. »En totalt manglende autoritetstro«.

Hun kommer i tanke om noget og ler. »Og når jeg så senere kom rundt på hospitalerne, så har der da helt sikkert været nogen af dem, der har syntes, at jeg var en ustyrlig strid tante«.

Fars pige

På trods af sammenstødene med farens kolleger, har Birgitte Lund altid været sin fars pige.

»Jeg tog på fisketur med min far, red med min far og tog på jagt med min far«.

Hun peger op ad en sti, som vi skal følge, og pifter efter Anton, som ikke har vist sig i nogle minutter nu.

»Jeg har været meget på min far. Jeg ligner min far mest og var tættest på ham«.

Tonen bliver blidere.

»Han er en mand af få ord. Jeg kom og plaprede løs, og han sagde: ,Hold kæft hvor bruger du mange ord Gitte`. Men han var god til at hjælpe mig videre. Så kunne han gå og tænke over noget og så komme tilbage til mig og sige: ,Det der vi snakkede om i går ...`«

Birgitte mener, hun ligner sin far på to afgørende punkter: »Stædigheden og enerådigheden«.

»Når man sagde: Far kan du ikke gøre sådan, så sagde han ,jo jo`. Og hvis han ikke kiggede på én, var man klar over, at han ville gøre fuldstændig, hvad der passede ham«.

Det er tilsyneladende svært at finde eksempler på, hvordan hun ligner sin far. Til sidst siger hun:

»Jeg går mine egne veje. Hvis jeg har en mening om noget, så skal folk være meget overbevisende for at få mig vendt. Og jeg er ikke tilbøjelig til at bøje mig, bare fordi de lige synes noget andet«.

Hun går videre og kigger ned i jorden, som for at lede efter eksemplerne på stien, der omkranser en lille skovsø.

»Hvis vi skal ud og rejse, skal vi så tage bilen eller toget?« Hun drejer hovedet.

»Så skal vi tage det, jeg synes. Og det er bilen«.

Næste sætning kommer som et hugormebid: »Jeg gider ikke det tog der«.

Beslutningen

Birgitte havde sine egne meninger og skulle naturligvis ikke være læge som sine forældre. Hun ville være socialrådgiver og havde fået fortalt, at det var en god ide at læse jura. Så det begyndte hun på. Seks måneder senere stod det klart, at det var for kedeligt.

Og så pegede flaskehalsen til farens store tilfredshed på lægestudiet. Han så gerne sin datter blive plastikkirurg eller øjenlæge. Noget som kunne føre til en forskningskarriere på hospitalet.

»Det med praksis var ikke rigtig lægegerning«, vrænger Birgitte.

Men det havde Birgitte en anden mening om. Hun meddelte sin far, at hun ville være praktiserende læge. Der kunne hun bruge lidt psykologi, lidt socialmedicin og lidt håndværk. Det passede hende.

Nogenlunde samtidig traf hun en anden beslutning, som skulle blive endnu vigtigere for de næste 30 år: »Jeg bestemte mig for, at jeg ikke ville køre samme karriereræs som min far. Jeg ville også leve«.

Birgitte Lund blev færdig med læge-studiet i 1979. Der var masser af læger, og hun husker overlægernes formaninger: »Det var jo ikke et job, men et kald. Du skal ikke komme og tro, at det er et ,8-16-job`!«

Birgitte Lund fandt ud af, at den »rigtige arbejdstid« var omkring 60 timer om ugen.

Men ikke for hende.

»Allerede dengang tænkte jeg: Det kan ikke være rimeligt. Jeg ville bevise over for mig selv, at jeg kunne komme igennem et karriereforløb uden at arbejde mere end 37 timer om ugen.

Jeg har sagt fra til alt, der hedder fagpolitik og forskning. Fordi det ville kræve en helvedes masse energi. Og det var ikke der min interesse lå. Alle sagde: Så bliver du ikke til noget. Så tænkte jeg: Hvis de virkelig har ret, må jeg klare mig på anden vis.

Jeg havde simpelthen ikke lyst til at bruge hele mit liv på at arbejde. Jeg havde lyst til at ride, rejse og være sammen med husbonden og vennerne. Når man bliver inviteret til middag, så skal de også kunne stole på, at man kommer«.

Træerne er efterhånden blevet kulsorte. Kun et svagt lys trænger ned på stien.

»Min far var helt overbevist om, at jeg ville tabe den kamp«, siger hun med stolthed i stemmen.

Første sygedag

Faren fik ikke ret. Birgitte har holdt ved sit ord hele vejen. I dag er hun kompagnon i en lægepraksis. Hun har en arbejdstid, der starter klokken 8.00 og slutter klokken 16.00. Hverken før eller senere. Missionen er lykkedes, men undervejs har det kostet at sige fra.

»Hvad var det med dig?« spørger hun bekymret i retning af Anton, der pludselig udstøder et piv. Han forsvinder hurtigt igen, og hun går lidt uden at sige noget, inden hun fortæller om lægehuset.

»Da jeg startede for 15 år siden, var jeg 38 år. Dengang var der seks mænd. De havde allesammen hjemmegående hustruer eller skolelærere. ,Barnets første sygedag` var en by i Rusland. Man skulle passe sit arbejde. Det med at gå klokken fire, jamen det gjorde man ikke, for man skulle jo lige have en øl og afslutte dagen. Der måtte jeg hurtigt gøre klar, at det kunne jeg ikke, for jeg havde en toårig og en syvårig, der skulle hentes i vuggestuen og SFO'en«.

Sammenligningen med en skolelæ-rerinde er uundgåelig. En af de skrappe. Alting bliver afleveret med en bestemthed og autoritet. Det er umuligt at spore nogen tvivl bag ordene.

Men nu tøver hun for en gangs skyld: »Og det ... lyder så banalt. Men det var ikke uproblematisk. En dag bliver jeg ringet op klokken to nede fra SFO'en. De siger: ,Din søn sidder med høj feber og røde pletter.` Jeg må sige til min patient, at jeg bliver nødt til at køre hjem, for jeg er skidebange. Næste dag, da jeg kommer op på arbejdet, siger en kollega til mig: ,Birgitte, du er godt klar over, at du skrev historie i lægehuset i går. Det er første gang, nogen har forladt arbejdet på grund af et sygt barn`«.

Birgitte har haft sine konflikter. Men hun beretter om dem som sne, der skal ryddes af vejen, eller en finger, der skal tapes.

»Jeg bliver ikke frygtelig ked af det. Det er nok både en force og en bagdel. Jeg bliver i stedet så skidegal, når de ikke kan forstå mig«.

Hun laver en lyd som en knurrende løve og fortsætter:

»Selvfølgelig har jeg haft min tvivl, om jeg var for strid, for grov, for egoistisk. Den tvivl, som alle har, medmindre man er fuldstændig psykopatisk enerådig. Men jeg har mere været irriteret og gal«.

Stridens pris

Lygterne på vejen kommer til syne i den mørke tåge. Anton får en snor rundt om halsen.

»Det er klart, at min facon har kostet mig nogle vikariater hen ad vejen, og det har kostet mig nogle enkelte faste stillinger. Det har også kostet mig noget spændende arbejde«.

Hun står stille og trækker den kolde, klamme luft ind.

»Da jeg var på Frederiksberg på anæstesi, kostede det mig helt klart nogle sjove job. Der blev jeg smækket over på gynækologisk og skulle stå og bedøve aborter og udskrabninger, når jeg havde været for strid«.

Anton hiver i hende. Hun begynder at gå, mens hun fortæller om tiden på Rigshospitalet, hvor hun protesterede over uddannelsesforløbet.

»Og det har jeg formodentlig gjort på en meget udiplomatisk måde. Overlægerne synes, at jeg var hamrende irriterende«, konstaterer hun tørt.

Man kan ane et smil i lyset fra lygterne.

»En af dem sad i overlægekollegiet med min gamle far. Til et møde sagde overlægen: ,Vi har eddermame fået den mest stride person på vores afdeling`. Hvorefter min far sagde: ,Det skulle aldrig være min datter?`«.

Birgitte griner højt.

»Og det var det jo«.

Hun taler videre om uddannelsen på Rigshospitalet. Hvor »elendig« den var. Men pludselig afbryder hun sig selv:

»Jo, jeg har måttet bøde for den måde, jeg har været på. Men jeg har selv valgt det. Og det kan ikke være anderledes. Hvis ikke jeg siger fra, så mister jeg sgu mig selv«.

Birgitte Lund er stadig stædig og komplet ligeglad med autoriteter. Men ikke som tidligere.

To ting har ændret hende.

Konflikten

»Jeg har haft nogle problemer på arbejdspladsen for cirka fem år siden«, indleder hun, da hun sidder ved det lille køkkenbord.

Hun har taget Anton ind ad kælderindgangen i det tre etager store hus, der ligger trukket tilbage fra vejen. Nu kigger hun ind under den lavthængende PH-lampe.

»Det drejede sig om en eller anden magtkamp. Eller ... jeg har aldrig helt fundet ud af, hvad det var. Men det var fandens ubehageligt i de fire måneder, det stod på«.

Birgitte Lund har ikke lyst til at gå i detaljer med konflikten, som naturligvis også har to sider. Men den trængte igennem hendes ellers så tykke hud.

»Gu var det forfærdeligt. Det er utrolig hårdt at gå på arbejde og vide, at hvis jeg sagde et eller andet ved morgenkaffen, så ville han kigge væk«.

Sagen har været med til at ændre Birgitte Lund.

Før i tiden kunne man se på afstand, hvis der var nogen, hun ikke brød sig om. I dag skjuler hun den slags.

Birgitte Lund presser ryggen tilbage i stolen og løfter armene op over hovedet i en dyb vejrtrækning.

»Jeg er blevet mere observant efter den episode. Jeg er blevet mere opmærksom på at skulle have et netværk. Også uden for lægehuset. Jeg sidder i den stilling nu, som jeg formodentlig også bliver pensioneret fra«.

Hun vrider ansigtet i et kort sekund.

»Aj, det ved jeg ikke. Men som det ser ud nu. Jeg skal ikke bevise noget over for mig selv. Jeg skal bare have et arbejdsliv, der fungerer«.

Et mønster dukker op

Der er også sket en anden vigtig ting over de seneste år:

Hendes forældre er blevet gamle. Moren har været senil i otte år, og faren er også blevet gammel.

Alderen og demensen har skrællet noget af overfladen, og Birgitte og hendes søster har pludselig fået øje på nogle mønstre, de ikke har tænkt på før.

»Da jeg var barn, så jeg aldrig mine forældre skændes. Hverken mor eller far var kontante eller søgte konflikter, som min søster og jeg gjorde«.

Hun læner sig frem i stolen og fortsætter.

»Min mor har været den her meget fine dame. Vi skulle te os pænt og opføre os ordentligt. Ikke lægge nogen til skamme. Min far har grinet lidt og har haft en enorm sarkasme. Det har betydet, at vi to børn har stået og sagt: Hvad fanden er det her? Hvad drejer det her sig om? Vi kunne fornemme det: Hans sarkasme og min mors forsøg på at holde gode miner til slet spil. Derfor har vi fået et stort behov for at få tingene op på bordet«.

Så dæmper hun stemmen, så den næsten forsvinder i en hvisken:

»Det mønster er jeg først blevet klar over langt inde i mit voksenliv«.

Selvrefleksion

Det har flyttet noget i Birgitte, at hun kan se denne linje fra sin barndom til i dag. At hun har fået en forklaring på sin egen kontante facon.

»Det er enormt rart, at jeg ved, hvad der foregår inde i mig selv. Jeg behøver ikke nødvendigvis fortælle folk, at jeg kan gennemskue noget. Det er jeg egentlig ligeglad med. Hvis én er sarkastisk, så kan jeg tænke: Det er okay.

Jeg behøver ikke at konfrontere folk med alting«.

Hun griner.

»Det er vist det, der hedder at blive rundere med alderen«.

Der er gået nogle timer. Birgitte Lund har flere gange nævnt, at hun er begyndt at sætte sig ned og »tænke Peter Plys-tanker« eller »tage sig et powernap«. Både på arbejde, men også når hun kommer hjem.

»Bare lige for at få tankerne på plads,« som hun siger.

I virkeligheden er hun begyndt at kigge mere ind i sig selv.

»Det handler om at finde ud af, hvorfor jeg reagerer, som jeg gør. Det er jo sindssygt vigtigt, når man er behandler. Nogle patienter tricker os mere end andre, og det skyldes selvfølgelig, at man har nogle lig i lasten«.

Det kunne lyde som om, de skar pe kanter er slebet helt af. Men det er de ikke.

Birgitte Lund står ved den beslutning hun traf, da hun blev læge.

»Arbejdet fylder noget. Men det er vigtigt, at der også er andre ting. Jeg har ikke visioner for de næste år. Ikke andet end at være her og nyde livet. Have mit arbejde og gøre det bedst muligt. Men nok mere nyde roen og stabiliteten«.

At være tro mod sig selv.

Journal

Navn: Birgitte Lund.

Alder: 53 år.

Bopæl: Villa i udkanten af Hillerød.

Familie: Gift med Jens Hendeliowitz, der er landskabsarkitekt. Børn: Peter, 17 år, og Mads, 22 år, der er flyttet hjemmefra.

Titel: Praktiserende læge.

Uddannelse: Cand.med. Københavns Universitet (1979).

Karriere: Kirurgisk afdeling, Sundby Hospital (1979). Øjenafdelingen, Hvidovre Hospital (1979-80). Kirurgisk afdeling, Frederiksberg Hospital (1980). Anæstesiologisk afdeling, Frederiksberg Hospital (1980-82). Anæstesiologisk og medicinsk afdeling, Rigshospitalet (1982-83). Ortopædkirurgisk afdeling, Amtssygehuset i Gentofte (1983-84). Gynækologisk afdeling, Amtssygehuset i Gentofte (1984-85). Praksisreservelæge, Glostrup (1985-86). Psykiatrisk afdeling, Rigshospitalet (1986-87). Pædiatrisk afdeling, Amtssygehuset i Glostrup (1987-88). Praktiserende læge, Stenløse Lægehus (1988-).

Interesser: Familie, hund (Anton på otte måneder) og hest. Birgitte Lund har reddet siden hun var barn. Hun har sin egen hest tæt på hjemmet.