Skip to main content

»Trods sin svære demens er hun mere med og reagerer mere«

Praktiserende læge Joachim Nordahl fra Gribskov Lægecenter er fast læge på et plejehjem for svært demente, der har fokus på afmedicinering – det øger livskvaliteten, siger han.

Foto: Claus Boesen
Foto: Claus Boesen

Af Jens Nielsen, jen@dadl.dk

31. maj 2023
5 min.

05.45. Jeg har overnattet hos min kæreste i Ørestaden, så vækkeuret ringer tidligere, end det plejer. Laver morgenmad til turen, pakker sammen og tager af sted mod Nordsjælland – først med metro, så S-tog og så med Gribskovbanen til Helsinge og derfra bus mod Græsted. Jeg skal til friplejehjemmet Dagmarsminde og bruger tog- og busturen til at læse avis, spise morgenmad, høre musik og svare på nogle mails. Det sidste stykke fra bussen går man over markerne. En meget smuk tur og en skøn start på dagen.

08.00. Ankommer til Dagmarsminde. Får sagt godmorgen til beboerne, der er kommet op og er i gang med at spise morgenmad i fællesstuen. Jeg har været tilknyttet stedet som plejehjems­læge i snart syv år. Jeg kommer der ca. hver femte-sjette uge. Dagmarsminde er et mindre plejehjem med 12 beboere, hvilket giver mulighed for at kende både beboere og personale godt. Jeg starter altid med at tale alle patienterne igennem med sygeplejersken: er der noget, der skal holdes øje med? Og så gennemgår vi, hvad jeg skal se på den pågældende dag. Er der noget akut mellem mine ­besøg, er det også primært mig, der bliver kontaktet. Hvis det er noget, der kræver tilsyn, kan en af os fra lægecentret komme ud på sygebesøg. Men ofte kan vi undgå akutbesøg, fordi jeg har godt kendskab til beboerne og til personalets kompetencer. 

08.45. Stuegangen starter. Jeg ser typisk fire-fem patienter på et besøg – i dag er det fem. Patien­terne er svært demente, men har ellers de somatiske lidelser, der er almindelige i den alder. I dag skal jeg bl.a. vurdere hoste, udslæt, mulig blærebetændelse og neglesvamp. Kommunikationen foregår stort set kun gennem personalet, for ingen af beboerne har et sprog, hvor de kan fortælle om symptomer. Så det er personalets og mine egne observationer, der er udgangspunktet. Når der er behov for det, taler jeg selvfølgelig også med de pårørende.

09.00. Jeg tilser en kvinde, der er flyttet ind for nogle måneder siden fra eget hjem, og som ved indflytningen fik to slags beroligende medicin. Men så snart personalet havde lært hende at kende, lagde vi en plan for nedtrapning, og nu har hun været uden den beroligende medicin i en måned. Det er erstattet af omsorg og en god døgnrytme, og jeg oplever, at hun er blevet mere aktiv og lidt bedre i kontakten, og trods sin svære demens er hun mere med og reagerer mere på tiltale. Det kan være små forskelle, men det giver en oplevelse af mere livskvalitet. Afmedicinering er et spændende område og et af grundlagene for arbejdet på Dagmarsminde. Det kræver tæt samarbejde med personalet og tillid til deres observationer. Det er primært beroligende medicin og sovemedicin, men også for eksempel antidepressiva og smertestillende vi kan trappe ned på, når der kommer ro over patientens dagligdag. Min oplevelse er, at vi også kan reducere eller seponere anden medicin, for eksempel antihypertensiva. Al medicin har jo bivirkninger, og jo flere præparater, jo større er risikoen.  Beboerne har jo generelt heller ikke så lang restlevetid, så en del medicin giver ikke så meget mening, når alternativet er færre bivirkninger og bedre livskvalitet i den tid, der er tilbage.

09.15. Jeg ser en kvinde, der har boet på stedet, siden de åbnede for ca. syv år siden. Hendes ­demens har været langsomt tiltagende i hele den tid. Det er ikke aktuelt lige nu, men jeg får talt sammen med personalet om, at det kan blive aktuelt med mere palliativ pleje og medicinering. Det har personalet selvfølgelig erfaring med i forhold til demente, og jeg har selv fået det gennem praksislivet og mit samarbejde med Dagmarsminde. Det er givende at samarbejde om at lindre beboernes evt. gener i deres sidste tid, og i de situationer har vi hyppigere kontakt. 

09.45. Slutter besøget med at skrive de sidste notater – det er nemmest at gøre på stedet, fordi jeg kan få uddybet ting med det samme hos personalet, hvis jeg har behov for det.

10.15. Er tilbage i klinikken, hvor vi drikker formiddagskaffe sammen. Vi er fem kompagnoner, seks ansatte og en uddannelseslæge.  Der er ofte noget fagligt, vi lige skal vende – men det primære er det sociale.

10.30. Nu starter formiddagsblokken, hvor jeg ser patienter med alle de almindelige, almenmedicinske problemstillinger. Det er en god blanding, men lige for tiden har vi mange konsultationer om vægttab og semaglutid. I dag har jeg to snakke om det i løbet af formiddagen. Det fylder en del i vores klinik, og det er noget, vi får talt en del om, hvordan det skal håndteres. 

Foto: Claus Boesen

12.00. Telefontid.

12.45. Fælles frokost i klinikken. Når også at få lagt en plan for vores sommerfest sammen med de andre i festudvalget.

13.15. Eftermiddagens patienter ankommer.

15.30. Tid til kontorarbejde, mailkorrespondancer osv. Jeg skal holde fri resten af ugen, så der er lidt ekstra kontorarbejde, der skal klares, inden jeg kan holde fri. Normalt er jeg ellers færdig kl. 16.

17.00. Hjemad mod Hillerød, hvor jeg selv bor. Spiser lidt og når at komme en tur i træningscenteret, før jeg tager ind mod København.

19.30. På plads i Operaen. Min kæreste synger i operakoret, og jeg skal se opsætningen af Benjamin Brittens »Peter Grimes«. En anderledes opera end de mere klassiske. Det er meget pompøs musik og en fantastisk flot forestilling – både orkester, kor, solister og scenografi.

22.45. Forestillingen er færdig. Vi afslutter dagen med at dele en bakke pomfritter på Chris­tianshavn, før vi tager ud til Ørestaden, hvor vi er lidt i midnat. Lang dag, men heldigvis fri i morgen.