Content area

|

Truslen mod lægestanden

For 125 år siden var der frygt for, at der var ved at blive alt for mange læger i Danmark. Og at flere og flere af dem kom fra ”de mindre dannede” samfundsklasser.

Ikke alene blev der uddannet for mange læger. Flere og flere blev også rekrutteret fra ”de mindre dannede Samfundslag”. Her ses et dannet lægehjem hos dr. Georg Mølmark, Svendborg anno 1895. Foto: Svendborg Byhistoriske Arkiv.
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

En stor fare truer lægestanden, og det bliver værre år for år. Allerede nu er landet tilstrækkeligt forsynet – ”for ikke at sige overfyldt med Læger”.

Året er 1895, og det er dr. Hans Peter Ørum, der i Ugeskrift for Læger advarer om, at der kommer langt flere nye læger til, end der dør. Alene i 1894 var der kommet 69 nye læger til – mens kun 23 gjorde standen den tjeneste at kradse af.

Lægeforeningens Bureau har af samme grund ikke været i stand til at ”anvise nye Pladser, hvor Læger kunne nedsætte sig med grundet Haab om at faa en saa stor Praksis, at en Familie kan leve anstændigt deraf”.

 

For mange til fadet

Lægerne har derfor i Ugeskriftet ført en længere debat om, hvordan man bedst kan ”indskrænke Adgangen til Lægestanden”: Skal det ske ved at forlænge studietiden med en obligatorisk ”Hospitalstjeneste” efter eksamen, eller skal man ”skærpe Eksamen” (underforstået: så flere dumper)?

Den første løsning vil selvfølgelig gøre tilgangen til praksis mindre, i hvert fald for en tid. Alligevel mener dr. Ørum ikke, at det er den rette løsning ”allerede af den Grund, at alle unge Studenter nu begynde deres medicinske Studier med det bestemte Forsæt at blive saa dygtige og veluddannede Læger som muligt”.

Og i øvrigt, tilføjer han, ser man nu også, at sønner af mindre bemidlede ”og desværre ogsaa mindre dannede Samfundslag” er begyndt at fylde på medicinstudiet. Og når de engang har ”hutlet sig gennem, Studenteraarene med en ringe Understøttelse fra Hjemmet”, er de så forgældede, at nøden tvinger dem til at nedsætte sig i praksis – og så er man jo endnu ringere stedt end før.

Så er forslaget om at skærpe eksamenskravene straks ”mere tiltalende”, skriver dr. Ørum. Og så skal man kræve ”større Modenhed og solidere Kundskaber”, ikke bare ved embedseksamen, men også ved forberedelseseksamen.

Forberedelseseksamen omfatter jo så få fag, at man med god ret ”kan forlange, at det fordrede Pensum virkelig er tilegnet”. Og nu glemmer dr. Ørum helt, at hans oprindelige ærinde var at mindske konkurrencen – nej, det er skam for den unge læges eget bedste:

”At lade en Student gaa videre, der ikke kan bestaa denne Eksamen med et ordentligt Pointsantal, er en Uret mod ham, da han enten har saa smaa Evner eller er i Besiddelse af en saa ringe Flid, at han ikke egner sig til et alvorligt Studium”.

Modsat dr. Ørum og hans egen generation af læger, der naturligvis selv var betydeligt skarpe, da de gik på studiet og lærte at årelade og sætte igler.

 

”De mindre dannede”

Dr. Ørums henkastede bemærkning om den øgede rekruttering fra ”de mindre bemidlede og desværre ogsaa mindre dannede Samfundslag” var ikke politisk ukorrekt i 1895, selv om den skurrer fælt i moderne ører. I dag ville det udelukke den gode Ørum fra det pæne selskab.

Da hans kollega Carl Lorentzen endelig reagerede kritisk på indlægget nogle måneder senere, var det da heller ikke for at bebrejde Ørum for hans fordomsfuldhed. Kritikken gjaldt Ørums videnskabelige tilgang. Lorentzen har derfor med videnskabelig grundighed foretaget sin egen undersøgelse.

Først skal man definere ”Dannelse” – og da det er et flygtigt begreb, må man jo ty til at se på ”Fædrenes almindelige sociale Position”. Lorentzen rangordner herefter klasserne, så ”akademisk dannede Folk, Embedsmænd, Officerer, Grosserere” osv. står øverst. Nederst i det lorentzenske hierarki møder man ”Haandværkere, Restauratører, Detailhandlere, Underofficerer, Bude og lignende tjenende Bestillinger, Landsbyskolelærere, Bønder o.lgn.”.

Lorentzen anfægter dog, at der er sket en udtalt stigning i antallet af læger fra ”de mindre dannede Klasser”. Snarere er der sket en forskydning mellem disse klasser indbyrdes, og i øvrigt veksler stigning af denne tilgang med nedgang i andre. Så standen behøver næppe frygte lyden af træskostøvlernes trampen på fortrappen:

”Rekrutteringen fra alle de mindre dannede Klasser har saaledes ikke været saa stor … at der synes at være nogen Grund til at vente, at Lægestanden mere og mere skal sammensættes af mindre dannede i Stedet for som tidligere af de højere Klasser”.

Lægerne kunne drage et lettelsens suk.

 

Intelligensreserven

Dr. Ørums bekymring for lægestandens tiltagende proletarisering skyldtes i øvrigt en standsbevidsthed, der ikke udelukkede omsorg for samfundets svageste. Hans Peter Ørum (1847-1904) var et stærkt engageret menneske, som havde været assistent for Panum på hans fysiologiske laboratorium, og havde også arbejdet på Almindeligt Hospital, der overvejende var for fattige københavnere.

På tidspunktet for hans indlæg i Ugeskriftet sad han i borgerrepræsentationen og dens sundhedskommission, hvor han arbejdede med folkesundhed, der omfattede sanering af byens værste slumgader og forsyning med rent drikkevand. Han deltog i et væld af filantropiske initiativer og institutioner og lagde i det hele taget en voldsom energi i at forbedre forholdene for ”de mindre bemidlede og mindre dannede Samfundslag”.

Et nærmere eftersyn i stamtavlen viser da også, at Hans Peter Ørum selv stammer fra det ”mindre dannede” samfundslag. Ifølge biografisk leksikon var hans far ”te- og kaffeskænker”, og hans mor var datter af en ”drejermester”. Bestemt hæderlige erhverv og åbenbart et samfundslag, som sagtens kunne forsyne lægestanden med ”dygtige Sønner”. Dengang havde man bare ikke opfundet begrebet ”intelligensreserven”.

 

Ugeskrift for Læger, 1895, nr. 19., s. 433-6 og 802-7

Blad nummer: 

Right side