»Tsunamien har vist os bredden af det lægelige ansvar«

»Det strømmede ind med døde og sårede mennesker, så jeg måtte lægge min fars lig til side«, fortæller Dr. M. Fizal, som er distriktslæge i Kalmunai på Sri Lankas østkyst. Fizals far døde af hjertestop, da han så flodbølgen vælte ind over familiens hus den berygtede morgen i december 2004. Fizal selv undslap vandmasserne, fik fat i sin far og bar ham op til hospitalet lidt længere inde i landet. Der var ikke tid til at sørge over tabet, for der var hårdt brug for Fizal og hans kolleger. De mange sårede krævede hjælp, og de døde skabte ligeså store bekymringer. Lægerne var bange for, at det kunne forårsage epidemier, hvis ikke ligene blev lagt i jorden hurtigt. Alene rundt om hospitalet i Kalmunai blev der samlet 560 døde, der skulle begraves. Lægerne fandt nogle skovle i et redskabsskur, og gik i gang med at grave.

»Jeg arbejdede uafbrudt indtil kl. 4 om morgenen«, siger Fizal.

Kalmunai ligger i Ampara District, der er det område i Sri Lanka, som blev hårdest ramt af flodbølgen. Langs en kyststrækning på godt 50 km blev 10.436 mennesker dræbt og mere end 40.000 gjort hjemløse. For områdets to distriktslæger har det derfor været en stor udfordring at sikre sundheden for de overlevende.

»Tsunamien har virkelig lært os, hvor bredt arbejdet for den offentlige sundhed rækker. Det har vist sig at være langt mere omfattende end vi troede«, siger Dr. A.L. Farook, der er den anden distriktslæge i Kalmunai.

Sanitetsarbejdere

Der er lige plads til Dr. Farook bag et gammelt skrivebord, der er presset ind mellem stabler af papirer og tidsskrifter på lægernes kontor på det lokale hospital. Fizal bliver nødt til at sidde i vindueskarmen, og døren må stå åben for at få plads til to plastikstole til de besøgende. Lyden fra klagende patienter og travle sygeplejersker er tæt på at overdøve deres lavmældte stemmer. Efter tsunamien har opgaverne for de to distriktslæger bogstaveligt talt bredt sig til alle livets facetter.

»I starten var den største risiko, at der ville udbryde epidemier. Derfor var det meget vigtigt at sørge for sanitet og rengøring«, siger Farook. Problemet er, at mange folk ikke har overskud til dagligdags ting som rengøring på grund af traumer fra katastrofen og det hårde liv i flygtningelejrene. Derfor måtte de to læger selv tage affære.

»Før var vores rolle at overvåge situationen og vejlede, men efter tsunamien blev vi nødt til selv at deltage i rengøringen. Nu gør vi toiletter rent og sprayer jævnligt hele området for myg for at nedbringe smittefaren«, siger Farook. Samtidig tilser de to læger dagligt patienter i de lejre, hvor de hjemløse er samlet i midlertidige telte- og barakbyer, der er bygget af internationale nødhjælpsorganisationer som f.eks. Folkekirkens Nødhjælp.

»Siden tsunamien har vi arbejdet fra tidlig morgen til midnat. Vi har ikke haft tid til at tage os af vores egne problemer, for det er vores pligt at hjælpe vort folk«, siger Dr. Farook, der selv mistede sit hjem under katastrofen.

Psykiater på fem dage

Epidemierne ser ud til at være afværget, så nu er den store udfordring for lægerne den mentale sundhed for de berørte familier.

»Når vi besøger lejrene kan vi se, at der er mange mennesker med psykiske problemer. Det ser ud, som om de psykiske sygdomme, der har ligget latent hos folk, er kommet op til overfladen som følge af traumerne efter tsunamien«, siger Dr. Fizal. Før flodbølgen var der 3.500 psykisk syge patienter i distriktet. Nu er der talt over 5.000.

»Vi er ansvarlige for at hjælpe folk, men vi har ingen erfaring i at behandle psykiske sygdomme eller Posttraumatic Stress Disorder, som mange lider af«, siger Fizal. Problemet er, at det er der heller ikke mange andre, der har. Der er en enkelt psykiater tilknyttet området, men han kommer kun en gang om måneden, fordi han til daglig arbejder i nabodistriktet Batticaloa. Psykologer er der slet ingen af. Umiddelbart efter katastrofen tog de to læger derfor kontakt til det sri lankanske sundhedsministerium for at bede om hjælp. Ministeriet henvendte sig til Unicef, som i øjeblikket er i gang med at give lægerne i området et femdageskursus, der skal klæde dem bedre på til at opdage psykiske sygdomme og rådgive de berørte familier.

Der er ikke tid eller kapacitet til terapi eller længere undersøgelser af de psykisk syge patienter, så lægerne kan ikke gøre meget andet end at give dem medicin. Det er dog ikke altid, at det virker. Dr. Farook fortæller blandt andet om en pige i en af lejrene, som har fået så store traumer efter tsunamien, at hun render nøgen rundt i lejren og skriger. Lægernes forsøg på at hjælpe har slået fejl, så hendes forældre må binde hende fast til en pæl om natten af frygt for, at hun bliver overfaldet, hvis hun render rundt alene.

Stigende sociale problemer

Ud over de grelle tilfælde af psykisk sygdom, er der desuden mange, som er dybt traumatiserede. De forældre, der har mistet deres børn, lider i høj grad af skyldfølelse. Mange af dem går rundt med selvmordstanker, men indtil videre har kun tre gennemført det, fortæller Dr. Farook.

»De er selv sluppet fra flodbølgen med livet i behold og føler, at det er deres skyld, at de ikke kunne redde deres familie. De siger `jeg har dræbt mit barn. Jeg ønsker ikke at leve'«, fortæller han. Andre er mærket af livet i flygtningelejrene.

»Folks psykiske problemer er i høj grad relateret til deres livssituation«, siger Farook.

Familierne i lejrene har mistet deres eksistensgrundlag, da tsunamien ødelagde deres fiskerbåde og arbejdsredskaber. De har store bekymringer om fremtiden og ingenting at tage sig til. Samtidig er der i de fleste lejre vandmangel, dårlige toilet- og badeforhold, intet privatliv og ulideligt varmt på de få kvadratmeter familierne bor på.

»Folk bliver hurtigere aggressive, og der er stigende problemer med alkoholisme og vold i hjemmet«, siger Dr. Farook. For at give indbyggerne i lejrene en mere normal hverdag tilbage, er det afgørende at få dem i gang med at arbejde igen, mener de to distriktslæger. I samarbejde med hjælpeorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp sørger de derfor for at skaffe nye både, fiskenet, malerpensler og tømmerværktøjer til de mennesker, der har mistet deres arbejdsredskaber. Andre bliver ansat til at bygge midlertidige boliger og rydde op i ruinerne, der strækker sig op til 400 meter fra kysten. Lægerne har desuden bedt WHO om hjælp til at uddanne 250 lokale socialarbejdere, som kan hjælpe familierne med deres problemer. Indtil da får lægerne hjælp fra Dansk Røde Kors, som også arbejder for den mentale sundhed i området.

NEDENSTÅENDE: NY ARTIKEL

Aids truer Kina

Med bare 0,07 procent hiv-smittede i Kina kunne der være grund til at glæde sig over, at sygdommen trods alt er forholdsvis sjælden blandt kinesere. Men 0,07 procent af Kinas enorme befolkning svarer faktisk til 840.000 hiv-smittede og 80.000 tilfælde af aids i udbrud.

I di sse år er stigningen eksponentiel, og sygdommen er ved at få grundigt fat i det enorme land. FN frygter 10-20 millioner hiv-smittede allerede i år 2010. Kina har potentiale til en aids-katastrofe af et omfang, der kunne sende økonomiske rystelser gennem hele verden. Mange af de kinesere, der i dag er hiv-syge, blev smittede af en lemfældig omgang med donorblod i begyndelsen af 1990'erne. En særlig praksis, hvor private donorblodskøbmænd blandede blodet i store tanke, udvandt plasmaet for siden at genindsprøjte blodet i donorerne, førte til, at mindst 300.000 mennesker blev smittede.

I dag er smitte blandt stiknarkomaner og seksuel spredning via prostituerede og homoseksuelle de vigtigste årsager til, at sygdommen breder sig.

Kinas regering har tradition for at holde lav profil, og nedtone alvoren af hiv/aids. Men internationale advarsler har medvirket til aktiv kamp mod sygdommen. I 2004 fordoblede den kinesiske regering hiv/aids-budgettet til syv milliarder danske kroner. Indsatsen for uddannelse og information i befolkningen øges, lokale embedsmænd kontrolleres for deres resultater i kampen mod hiv/aids, kondomer, der førhen var tabu, promoveres i regeringsbetalte tv-kampagner, og det er ambitionen, at alle syge skal have adgang til gratis ARV-behandling.

Spørgsmålet er, om Kinas svage sundhedsvæsen er i stand til at gennemføre en effektiv hiv-politik i praksis. Det vurderes, at Kina kun råder over 100 læger med erfaring i aids-behandling og foreløbig er blot 40.000 ud af de anslået knap én million smittede diagnosticerede.

Læs mere på www.unaids.org