Hvad venter vi på? Sådan lød en gennemgående reaktion, da Sundhedsstyrelsen (SST) torsdag fremlagde to rapporter, der sætter tal på de sygdomme og risikofaktorer, der tegner den samlede sygdomsbyrde i Danmark. Reaktionen kom fra både patientorganisationer, sundhedsøkonomer og sundhedsfaglige: Der er en hel række tiltag, der ligger lige for – ikke mindst i forhold til forebyggelse – og som »kun« kræver politiske beslutninger.
Den pointe blev fremhævet af bl.a. Lægeforeningens formand Camilla Rathcke, som kalder rapporterne »et wakeupcall til Christiansborg«:
»Rapportens resultater understreger, at det er en hastesag for regeringen at sætte ind med forebyggelsestiltag, som virker, og en klar prioritering af indsatser, som ud over at gavne den enkelte også effektivt kan nedbringe sygdomsbyrden. Vores sundhedsvæsen vil under alle omstændigheder få mere travlt i de kommende år, og derfor er der i høj grad brug for effektive tiltag, der kan forebygge, at presset bliver alt for voldsomt«, siger hun.
Samme tone anslår SST-direktør Søren Brostrøm i en pressemeddelelse i forbindelse med udgivelsen af rapporterne:
»Vi kan bruge rapporterne til at pege på, hvilke sundhedsområder der har størst potentiale for forbedring af både folkesundhed og samfundsøkonomi. Det er særligt vigtigt i den nuværende situation med et presset sundhedsvæsen og mangel på personale. Hvis vi kan forebygge bare en del af sygdomsbyrden, kan vi jo frigøre ressourcer til andre trængte områder», siger han.
Lægeforeningen peger på, at de mest udbredte sygdomme og konsekvenserne af dem også er ulige fordelt i befolkningen:
»Sundhedsstyrelsens tal dokumenter meget klart, hvordan folkesygdomme som depression, muskel- og skeletlidelser og KOL i særlig grad belaster sundhedsvæsenet. Det er sygdomme, som har store konsekvenser for både den enkelte patient og samfundet, da resultat ofte er langvarigt sygefravær og førtidspension. Det er også sygdomme, hvor der er stor social slagside, som der politisk bør være fokus på at få taget livtag med«, siger Camilla Rathcke.
Søren Brostrøm og SST er enige:
»Den sociale ulighed i sundhed er fortsat en udfordring, vi ikke har fået løst i Danmark. Forekomsten af alle undersøgte sygdomme, på nær brystkræft, er størst blandt mennesker med kort uddannelse, og den samme sociale ulighed ses i forhold til, hvem der dør af sygdom og må forlade arbejdsmarkedet«, siger han.
15 sygdomme og ni risikofaktorer
De to rapporter udpeger ni risikofaktorer og 15 sygdomme, der i særlig grad belaster både patienter, sundhedsvæsen og samfundsøkonomi gennem øget dødelighed og langvarig sygdom, mange indlæggelser og kontakter med sundhedsvæsenet og store udgifter i forbindelse med sygefravær, behandling og førtidspension.
Omkostningen for den enkelte patient for hver af de 15 sygdomme kan ikke sådan gøres op, men rapporterne sætter tal på de samlede udgifter for dem i form af udgifter til hospitalssektoren, praksissektoren, medicin og hjemmehjælp, ligesom de også sætter kroner og øre på det produktionstab, der er resultatet af sygdommen i form af sygefravær, førtidspensionering og tidlig død.
Depression betyder således omkostninger for 9,7 mia. kr. om året – det altovervejende i sygehussektoren, men depression betyder samtidig et årligt produktionstab på 25 mia. kr. på grund af bl.a. 3 mia. kr. i form af ekstra sygedage om året. Det kan, skriver SST i rapporterne, holdes op mod de samlede udgifter til hospitalerne, der i 2021 var på 117 mia. kr.
Lænderygsmerter udløser 4.000 ekstra tilkendte førtidspensioner om året og kommer ind på en lidet flatterende andenplads, når det handler om omkostninger i sundhedsvæsenet: 7,1 mia. kr. koster de, og sammen med angst, nakkesmerter og slidgigt lægger de sygdomme beslag på »en væsentlig del af de samlede ressourcer i sundhedsvæsenet«, konstaterer SST.