Fakta
I DR’s tv-serie »Min ødelagte hjerne« følger vi yngre overlevere fra hjerneblødninger og blodpropper i hjernen og deres familier. Serien giver et hudløst ærligt og sjældent indblik i de omkalfatrende ændringer og det kæmpe chok, som stroke medfører for patienten og familien, efter hverdagen pludselig ændres radikalt.
Jeg ved desværre, hvad jeg taler om. Det er en voldsom sygdom for alle involverede, men både sygdommen og tv-serien viser også, at hjernen er plastisk og tilpasningsdygtig. Til en vis grad. I de fire afsnit følger vi fire patienter og deres nærmeste pårørende.
37-årige Sanne, der under graviditeten til familiens andet barn får en hjerneblødning og efterfølgende har komplikationer i form af gennemgribende sproglige og motoriske vanskeligheder samt omfattende træthed, hvilket er en stor udfordring i en hverdag med to små børn med oprydning af Lego, blebørnssammenbrud samt samarbejde med partneren.
»Tv-serien tager seeren med ind i hverdagens udfordringer i livet efter stroke og viser, hvordan hverdagen ændrer sig, når et familiemedlem rammes af en motorisk, sproglig og personlighedsændrende tragedie, som stroke kan være«Andreas Pihl, læge, forfatter og medicinsk leder, Roche Diagnostics. I
Familiefaren Kaspar med to teenagebørn er også med i programmet, da han har strokekomplikationer i form af delvis lammelse, og vi ser, hvordan han kæmper for at tage nogle skridt og komme ud af kørestolen.
Birthe i 50’erne og 47-årige tidligere gymnasierektor Yago viser begge på hver deres måde, hvordan gamle og basale færdigheder skal indlæres og genlæres, og de forsøger begge to på eksemplarisk vis at holde humøret utroligt højt midt i frustrationen over ikke at kunne udtrykke sig eller at kunne det, man plejede at kunne.
Tv-serien tager seeren med ind i hverdagens udfordringer i livet efter stroke og viser, hvordan hverdagen ændrer sig, når et familiemedlem rammes af en motorisk, sproglig og personlighedsændrende tragedie, som stroke kan være.
Den skildrer patienternes og de pårørendes kamp for at vende tilbage til det, der var før ulykken, og viser også kampen for at acceptere, at denne tilbagevenden ofte ikke er mulig. Overleverne og familierne vender ofte tilbage til en ny hverdag, hvilket jeg selv har oplevet på tæt hold.
Da jeg var otte år, fik min far en stor hjerneblødning og var efterfølgende indlagt i mange måneder. Alt var over natten blevet anderledes for vores familie, men efter flere års genoptræning kom sproget og motorikken igen, og han kom også delvist tilbage på arbejdsmarkedet.
Min far var heldig og kom sig rigtig fint og endte med at arbejde mange år efter sin hjerneblødning, men det havde en stor pris. Og til trods for mange klinikophold og ansættelser samt flere af mine børns fødsler på Hvidovre Hospital giver det stadig mange dårlige minder at køre rundt og lede efter parkeringspladser i mørket i kælderen på matriklen.
Midt i al den eksistentielle elendighed og magtesløshed viser tv-serien også de medvirkendes håb og forventninger om en bedre fremtid. Den giver et godt indblik i alt det uden om indlæggelsen, behandlingen og genoptræningen og viser nogle eksempler på det liv, vi sender patienterne ud ad døren til.
Tak til DR for endnu en oplysende serie, som jeg varmt kan anbefale.
