For 425 år siden, i oktober 1601, døde Tycho Brahe i Prag. Allerede før hans lig var balsameret og gravsat i Teyn-kirken, løb rygterne om, hvad der var årsag til hans død.
Det mest hårdnakkede rygte holdt stand helt frem til nyere tid: Den berømte danske astronom og kongelige protegé havde siddet til bords ved en fornem banket. Han skulle tisse, men på grund af den stive etikette ved hoffet holdt han sig så længe, at hans blære til sidst bristede.
Der var også andre rygter i omløb om den afdøde. Som 20-årig havde han mistet en del af næsen i en duel på sværd efter et drukskænderi om en matematisk formel. Siden bar han til sin dødsdag en næseprotese af sølv. Eller var det kobber? Nej, holdt! Den var da vist hamret ud af guld.
»Som 20-årig havde han mistet en del af næsen i en duel på sværd efter et drukskænderi om en matematisk formel. Siden bar han til sin dødsdag en næseprotese af sølv. Eller var det kobber? Nej, holdt! Den var da vist hamret ud af guld«
Lige til det sidste førte Tycho Brahe nøje protokol over sine astronomiske observationer. Ud for hans sidste indføring, den 11. oktober 1641, skrev hans medarbejder, Johannes Kepler (her i dansk oversættelse fra det latinske ), at hans chef den 13. oktober havde deltaget i en middag hos »den velædle herre til Rosenberg«, hvor han havde sat sig til bords uden først at tømme sin blære. Johannes Kepler, som selv deltog i selskabet, fortæller, at der blev drukket igennem. Den Braheske blære blev fyldt op, men »af høflighed« blev blærens ejer siddende.
Da Tycho Brahe endelig var kommet hjem, kunne han ikke komme af med vandet. Johannes Kepler bemærker, at netop på dette tidspunkt »stod Månen, der var i opposition til Saturn og i kvadratur til Mars, i Tyren, og Mars var på det sted, som Tycho havde fastslået som sin egen ascendens«. (Johannes Kepler var astronom ligesom chefen, og for ham og Tycho Brahe var der ingen vandtætte skotter mellem astronomi og astrologi).
Johannes Kepler oplyser, at Tycho Brahe herefter var sengeliggende, forpint og febril. Appetitten fejlede dog ikke noget, hvilket ifølge Johannes Kepler var med til at forværre tilstanden. På femtedagen kom der en smule urin, men den 24. oktober udåndede Tycho Brahe fredeligt.
»Johannes Kepler var astronom ligesom chefen, og for ham og Tycho Brahe var der ingen vandtætte skotter mellem astronomi og astrologi«
En anden vigtig kilde angående Tycho Brahes død er ligprædikenen, som er skrevet af hans ven, anatomen og universitetsrektoren Jan (eller Johan) Jessenius á Jessen. Hans beskrivelse svarer til Johannes Keplers, men som læge uddyber han om forløbet efter banketten:
»Heraf fulgte urinretention og heftige smerter, hvorved blodet blev tiltrukket – på samme måde som en blodkop tiltrækker blod – og fremkaldte en blærebetændelse, der – således som det plejer at være tilfældet – straks ledsagedes af en kontinuerlig feber, og af denne opstod en ganske let vildelse. Denne tilstand beskriver jeg ret udførligt med den hensigt, at der ikke skal blive øvet vold mod sandheden ved ganske uvedkommende opdigtning«.
Ud fra disse oplysninger mente medicinhistorikeren Edv. Gotfredsen (i 1955), at dødsårsagen måtte være en urinvejsinfektion, forårsaget af den lange periode uden blæretømning – altså ikke en sprængt blære, som ville have resulteret i et mere dramatisk sygdomsforløb. Gotfredsen bemærker, at Jessens bemærkning om »uvedkommende opdigtning« tyder på, at rygterne allerede var i gang før bisættelsen.
I 1901, ved 300-året for Tycho Brahes død, var Tycho Brahes lig blevet ekshumeret og undersøgt under stor bevågenhed. Selv tidsskriftet Nature bragte en udførlig omtale: Nu skulle moderne retsvidenskab en gang for alle finde svar på, hvad den store videnskabsmand var død af. (Samtidig glædede man sig sikkert også til at se og undersøge hans berømte næseprotese).
Blæresten har været nævnt som mulig dødsårsag – det var en udbredt lidelse på Tycho Brahes tid. Var der en sten, kunne den måske være fundet, da graven blev åbnet første gang. Desværre var gravens indre i 1721 braset sammen, hvorved skelettet blev splittet ad. Kalk, murrester og knoglestumper har gjort det nemt at overse en eventuel blæresten ved udgravningen i 1901.
Det skal nævnes, at samtidens læger kendte til både kateterisering og operation for blæresten. Ingen af kilderne nævner dog noget om forsøg på at kateterisere. Og havde man forsøgt sig med en litotomi, havde kilderne helt sikkert omtalt det.
Den berømte sølvnæse blev heller ikke fundet. Men omkring kraniets delvist afskårne næseparti fandtes grønne farvespor – som af irret metal.
Blandt flere teorier om Tycho Brahes død har det været fremført, at dødsårsagen var kviksølvforgiftning. Det blev begrundet med, at Tycho Brahe i sit bijob som alkymist måtte have været i kontakt med kviksølv. Men desuden var kviksølv jo også et udbredt lægemiddel.
Forgiftningsteorien fik luft under vingerne, efter at gentagne analyser af en hårprøve fra 1901 havde vist forhøjede koncentrationer af kviksølv. Der har endda været spekuleret i, at Johannes Kepler måske havde forgiftet Tycho Brahe for at overtage hans optegnelser og selv høste æren for chefens banebrydende arbejde.
2001 var 400-året for Tycho Brahes død. Ved en stor international kongres i Prag vakte lektor i middelalder- og renæssancearkæologi på Aarhus Universitet Jens Vellev opsigt, da han meddelte, at han havde planer om at genåbne graven i Teyn-kirken. Det tog ni år at få alle tilladelser ordnet, men i 2010 kunne genåbningen endelig ske under Jens Vellevs ledelse. Der var flere resultater:
Først og fremmest kunne teorien om kviksølvforgiftning afvises. Moderne analysemetoder viste, at hverken hår, knogler eller tænder indeholdt en unormalt høj koncentration af kviksølv og slet ikke nok til at være årsag til en forgiftning. Man kunne tilmed fastslå, at Tycho Brahe næppe havde været i nævneværdig kontakt med kviksølv i sine sidste leveår. Johannes Kepler var hermed frikendt.
»Moderne analysemetoder viste, at hverken hår, knogler eller tænder indeholdt en unormalt høj koncentration af kviksølv og slet ikke nok til at være årsag til en forgiftning«
Johannes Kepler efterfulgte Tycho Brahe som kejserlig matematiker og arbejdede videre på grundlag af Tycho Brahes nøjagtige observationer. I egen ret blev han en nøgleskikkelse i 1600-tallets videnskabelige revolution og lagde grunden for vores forståelse af planeternes kredsløb. Han opdagede bl.a., at planeterne bevæger sig om Solen i ellipser og ikke i cirkler, som man havde troet siden Aristoteles.
Hvad angik næsen, viste analyser af en lille knogleprøve, at protesen hverken havde været af guld eller sølv, men af en kobber-zink-legering – det vil sige: messing. Skrønen om en næsetip af sølv eller guld kunne altså lægges tilbage i graven sammen med Tycho Brahes jordiske rester.
Jens Vellev og kollegers undersøgelser i forbindelse med genåbningen i 2010 havde således endeligt aflivet et par hårdnakkede myter: Tycho Brahe havde ikke dødelige mængder kviksølv i kroppen. Den præcise dødsårsag var det dog stadig umuligt at fastslå med sikkerhed – end ikke med de videnskabelige metoder, vi råder over i dag.
Efter 425 år skal man næppe forvente, at gåden bliver endeligt løst. Støttet på de to nærmeste kilders beretninger kan man dog gå ud fra, at den store astronom døde af naturlig sygdom – sandsynligvis af en urinvejsinfektion – som Edv. Gotfredsen foreslog i 1955.
Fakta
Kong Frederik den 2. var ivrig efter at beholde den berømte astronom og alkymist Tycho Brahe i Danmark. Derfor gav han ham i 1576 den lille ø Hven i Øresund som len. Her opførte Tycho Brahe slottet Uranienborg og et observatorium med avancerede præcisionsinstrumenter af egen opfindelse.
Sammen med et antal medarbejdere og udenlandske studerende fastslog han omkring 1.000 fiksstjerners position samt de planeter, som det var muligt at se uden den senere opfindelse kikkerten.
Tycho Brahes videnskabelige arbejde kostede mellem 1% og 2% af kongens indtægter. Da Frederik den 2. døde, smækkede efterfølgeren, Cristian den 4., pengekassen i. Han skulle bruge pengene til omfattende byggerier og omkostningskrævende krige.
Tycho Brahe fandt en ny sponsor. Den tysk-romerske kejser inviterede ham, hvor han fortsatte sit arbejde. Instrumenterne gik til, da Prag i 1619 led store ødelæggelser under Trediveårskrigen.
