Hanne Roed får en travl hverdag som praktiserende øjenlæge i Holbæk med mange patienter til at passe sammen med livet som viv, mor, datter og veninde. Nogle gange er det dog svært at nå det hele.
6.00 Vækkeuret ringer, og morgenrutinen begynder som altid med morgenmad, avisen Information og en kop kaffe.
7.15 Transporttid er meget ofte telefontid i mit liv. Derfor snakker jeg med mine gode ven Torben i bilen på vej på arbejde. Torben er professor på Roskilde øjenafdeling og meget hyggelig. Vi har kendt hinanden fra før, jeg blev øjenlæge, og prøver gerne at vende verdenssituationen 3-4 gange om ugen.
7.45 Så er jeg der. Min arbejdsdag begynder altid med en kop kaffe, et glas vand og en hilsen til resten af personalet. Så kigger jeg dagens program igennem og tjekker mail. Der er blandt andet en mail fra klinikkens ejendomsmægler, der spørger, om jeg vil være med i et interview i lokalavisen om det hus, jeg har købt til klinikken. Måske.
10.00 Patienter med grå stær og diabetes kommer man ikke uden om i løbet af en dag – og i stigende grad ser jeg også patienter med dobbeltsyn og svimmelhed. Allerede nu kommer en ung pige ind med symptomerne.
10.45 Tre kvarter efter kommer en ung fyr fra ørelægen med samme symptomer. Han har medfødt troclearisparese og har haft symptomerne længe. Så det er sjovt, at det lykkes mig at diagnosticere ham – endda på bare 10 min. Det er lidt forskelligt, hvor lang tid patienterne tager, men typisk ser jeg 45 patienter på en syvtimers arbejdsdag. I går så jeg faktisk 63 patienter. Generelt ser vi praktiserende øjenlæger mange patienter – jeg mener, at vi ser 90 procent af øjenpatienterne i Region Sjælland, hvor man på sygehusene til sammenligning så ser de sidste 10 procent.
13.30 Nu er det blevet Antonios tur. Han er 86 år, født på Mallorca og fast patient hos mig. Sjov mand. Han ser ikke så godt, men er bare sød og positiv. »Hanne, du skal leve livet«, siger han til mig, og så begynder han ellers at fortælle om dengang, han kørte bus på Mallorca. Jeg kan rigtig godt lide, når folk fortæller deres historier – det bliver helt hyggeligt.
15.00 Selvom jeg er færdig med mine egne patienter, er dagen ikke omme. Vi har nemlig sat et program med sygeplejerskerne i gang, hvor de skal stå for screening for diabetes. Sygeplejerskerne skal lave tryk og pupiludvidelse, synsundersøgelse og tage billeder, og så tjekker jeg billederne bagefter. På den måde kan vi få mere tid til nye patienter. Lige i øjeblikket har vi nemlig 11 måneders ventetid, hvilket er meget utilfredsstillende.
15.45 Fyraften! Og så afsted i bil mod København for at købe de sidste julegaver og købe mad til familiemiddag på lørdag, inden jeg senere skal til møde på Amager. Endnu engang bliver transporttid til telefontid – denne gang er tiden dedikeret til min mor. Hun har været på Rigshospitalet, så jeg ringer for lige at høre, hvordan hun har det, og hvad hendes prøver viste. Jeg ringer ofte til hende i øjeblikket, fordi det er første jul uden min far, og tiden derfor er særlig hård.
18.00 En time forsinket dukker jeg op til mødet på Amager, men sådan er det – nogle gange skal man prioritere sit privatliv. Jeg tænker generelt meget over, hvordan jeg håndterer work-life-balancen. Mødet er kun for øjenlæger og handler om sukkersygeforandringer i nethinden. Efter mødet er der mad, så jeg bliver hængende med de andre øjenlæger – vi plejer nemlig at hygge os.
21.00 Ud i bilen igen. Jeg taster nummeret ind på min ældste datter og ringer op. Hun studerer statskundskab og bor i Aarhus, så vi snakker rigtig meget i telefon, fordi hun er så langt væk. Ofte skal jeg bare lige høre, hvordan det går med hende, om hendes engagement i Frit Forum og om eksamenerne. »Fungerer lejligheden?«, spørger jeg blandt andet i dag.
21.30 Generelt har jeg et tæt forhold til begge mine døtre. Efter at have talt i telefon med den ældste, kommer jeg hjem til den yngste. Hun går i 2. g og har lige brug for at vende alt det med veninderne, og hvad der ellers rører sig, når man går i gymnasiet. Der er også rig mulighed for at vende alle pigetingene i aften, for hendes far, som er ørelæge, er ude at spise julemiddag med sin klinik.
23.30 Min datter trisser ned på sit kælderværelse, og jeg tjekker lige de sidste mails, inden jeg går i seng ved midnat.
