Tyrkiske indvandrerkvinder 20 år efter

Omkring 1980 kom der en del tyrkiske indvandrerkvinder til Danmark. Hvordan har de det psykisk og fysisk i dag, set i forhold til den gang de kom til deres nye land? Og hvordan har de det med deres praktiserende læge? Det fortæller en større interviewundersøgelse, gennemført af research professor dr. phil. Gretty M. Mirdal, Psykologisk Institut ved Københavns Universitet, mange interessante ting om. Hun stod også i spidsen for en lignende undersøgelse for 20 år siden, og da det er de samme kvinder, der er blevet interviewet, er der rig lejlighed til at konstatere, hvilke udviklingstendenser der har været undervejs.

Én af konklusionerne er, at mange af kvinderne de første år i Danmark havde svært ved at tale frit med deres læge og holdt sig tilbage fra at stille spørgemål - blandt andet fordi de var bange for, at de ikke forstod svaret. Men efter nogle år i landet har de fået en viden, der gør dem mere sikre, og de er generelt meget tilfredse med kommunikationen med den praktiserende læge.

Sikinti

De symptomer, kvinderne klagede over for 20 år siden, var hovedsageligt af somatisk art, bortset fra den »sikinti«, som mange af de interviewede kvinder led af.

Betegnelsen dækker over angst, bekymring og kedsomhed, og ordet stammer fra det tyrkiske ord »siki«, der direkte oversat betyder stram. Sikinti er altså følelsen af, at det hele strammer til, af i overført betydning at være ved at kvæles på grund af angst og usikkerhed.

»Halvdelen af kvinderne i den oprindelige undersøgelse klagede over sikinti, men ellers var der i høj grad reelle fysiske årsager til deres klager. En stor procentdel led af hovedpine, havde gynækologiske lidelser, hudlidelser eller problemer med tænderne. I forhold til dengang viser den nye interviewundersøgelse en bedring i den fysiske tilstand. Til gengæld er der sket en mindre for-øgelse, når det gælder fordøjelse og søvnbesvær, men generelt kan man sige, at selv om kvinderne er blevet 20 år ældre, giver de i dag udtryk for færre somatiske klager«, siger Gretty M. Mirdal.

Konkret kan undersøgelsen blandt andet fremvise følgende resultater: I den første undersøgelse klagede 66% over hovedpine, nu er tallet 36%. For 20 år siden havde 74% problemer med tænderne, nu er det 34%. Der var 55%, der havde gynækologiske problemer i den første undersøgelse, tallet er nu 14%. Derimod var der flere aldersbetingede lidelser som hjerte-kar-sygdomme og diabetes i den aktuelle undersøgelse i forhold til første undersøgelse. Hovedparten føler, at deres helbred er blevet bedre rent fysisk, mens antallet af psykiske problemer er lige så stort som for 20 år siden - der er blot tale om en anden type lidelser.

Mindre angst og mere sorg

»25 af de 46 kvinder klager over psykiske problemer i den nyeste undersøgelse, og nu bruges ikke kun ordet sikinti, men også sitress, det vil sige stress. Nu er det imidlertid mere sorg og depressioner og mindre angst, der gives udtryk for«, siger Gretty M. Mirdal.

»Antallet af psykisk betingede lidelser er således ikke blevet formindsket i takt med større økonomisk uafhængighed og social fremgang. 60% af de adspurgte mener, at de havde fået bedre sociale, økonomiske og sundhedsmæssige forhold, men disse fremskridt kan tilsyneladende ikke kompensere for deres følelse af kulturel fremmedgørelse, frygt for isolation og usikkerhed med hensyn til alderdommen. Det undrer mig ikke, for jeg tror ikke, det bliver nemmere at være indvandrer, når man bliver ældre. Måske tvært-imod. Man tænker over livet, drømme,

der bristede og beslutninger, der var forkerte. Der er måske generelt mindre angst og mere sorg«, siger Gretty M. Mirdal.

Hvordan skal det gå børnene?

For 20 år siden var kvindernes psykiske forhold meget naturligt præget af det kulturchok, immigrationen fra Tyrkiet til Danmark havde medført. Forholdet til hjemlandet, savn, problemer med børnenes skolegang mv. spillede alt sammen ind. Nu er det mere bekymringer for, hvordan det skal gå voksne børn i Danmark, og hvordan ikke mindst aldrende familiemedlemmer i Tyrkiet har det, der fylder. Dertil kommer, at mange stadig efter så mange år føler sig som fremmede i deres nye land, fordi de ikke lærte dansk i tide. Der er kommet nogle nye bekymringer til, men »summen af bekymringer er konstant«.

Større viden om kroppens funktioner

Kvinderne er i perioden efter den første undersøgelse blevet mere velfungerende, selvstændige og uafhængige. De har desuden fået større viden om deres egen krop og psyke og er dermed mere bevidste om baggrunden for deres somatiske og psykosomatiske symptomer. Kvinderne kunne med enkelte sætninger forklare, hvad de lider af, hvad baggrunden er, og hvilken medicinsk behandling de får.

»Sådan var det langt fra, da de samme kvinder blev interviewet for 20 år siden. Da var det typisk, at kvindernes forståelse for kroppens funktioner var meget lav. De vidste ikke, hvad den fysiske eller psykiske baggrund for deres sygdom kunne være, og de stillede ingen spørgsmål, fordi de ikke troede, at de ville kunne forstå lægernes svar. Derfor fulgte der ofte usikkerhed og angst med symptomerne. Hovedpine kunne for eksempel betyde frygt for en hjernesvulst«, fortæller Gretty M. Mirdal.

I de opfølgende interview nu 20 år senere kunne de samme udsagn høres, men nu ofte fulgt af den selvironiske distance: »Jeg kan stadig være bange for at have fået en hjernesvulst, men dybt nede i mig ved jeg, at det er spændingshovedpine, jeg lider af«.

Der er blevet større forståelse for, hvordan kroppen fungerer, og derfor mindre angst for lettere sygdomstilstande.

Glad for lægesystemet

»De fleste af kvinderne er tilfredse eller meget tilfredse med den medicinske omsorg, de modtager i Danmark. Hovedparten af de interviewede kunne gå til deres egen praktiserende læge og kommunikere med ham eller hende ved hjælp af en tolk, betalt af det offentlige, eller på dansk med lidt velvilje fra begge parter. De, der havde været utilfredse med deres læge, havde skiftet. Mange siger direkte, at børnene og det danske sundhedssystem er årsager til, at de ikke rejser tilbage til deres hjemland«, siger Gretty M. Mirdal.

Hun mener, at de pågældende tyrkiske indvandrerkvinder i dag stort set har det samme forhold til sundhedssystemet som sammenlignelige danske grupper, hvis man tager sprogvanskeligheder mv. i betragtning: »Det er en gruppe kvinder med ingen eller meget lidt uddannelse. Men de har fået større sundhedsmæssig viden, og de har ikke tidligere tiders angst og usikkerhed, der holdt dem fra at stille spørgsmål til lægen«.

Når det gælder hyppigheden af lægebesøg, er der ifølge (Ingerslev, 2003) ikke den store forskel på danskere og immigranter. I 2003 var besøgshyppigheden 6,7 for danskfødte kvinder og 6,8 for immigranter. For mænd var tallene henholdsvis 3,9 og 3,4.

Kvinderne blev oprindeligt stillet 200 spørgsmål inden for katego rier som oplevelsen ved at emigrere, ankomsten til Danmark, boligforhold, informationer om tidligere tider, forhold til familie, andre sociale forhold, fremtidsplaner samt fysiske og psykiske problemer. Ved de aktuelle interview var spørgsmålene i de samme kategorier, men der var lagt mindre vægt på immigrationshistorien og mere vægt på de seneste to årtiers oplevelser.

75 kvinder blev interviewet i første omgang, og af dem medvirkede knap totredjedele, nemlig 46, i interviewene efter 20 år. En del af de øvrige lykkedes det ikke at finde frem til, eller de ønskede ikke at medvirke.

Stress and Distress in Migration

I årene 1980-1981 stod professor, dr.phil. Gretty M. Mirdal i spidsen for en undersøgelse, hvor 75 tyrkiske kvinder mellem 18 og 60 år blev interviewet på kurdisk eller tyrkisk.

Nu er kvinderne blevet kontaktet igen. En del af de tidligere interviewede er vendt tilbage til Tyrkiet, og andre ønskede ikke at deltage. Men 46 af den oprindelige gruppe deltager i en ny opfølgende undersøgelse.

Ni ud af ti følte sig syge og klagede over somatiske lidelser i den oprindelige undersøgelse fra 1980-1981. I dag føler kvinderne generelt deres helbredstilstand forbedret. Blandt andet er antallet af kvinder, der led af hovedpine, faldet fra 66% til 33%.
For 20 år siden var kvinderne i en ny situation som emigranter. De følte det truende, var usikre og manglede overblik over deres situation. Kultursammenstød, hjemve og angst for fremtiden prægede deres situation.
I dag er nogle af disse belastninger formindsket, men der er kommet nye stressfaktorer til som angst for at blive gamle i Danmark, fortrydelse og bekymring for børn og for familie i hjemlandet mv. En del kvinder er ulykkelige og føler sig stadig fremmede - der er mindre angst og mere sorg.
41 af de interviewede har i mel-lemperioden arbejdet i ret krævende job som i rengøringsbranchen, på fabrik, på vaskeri mv. Næsten alle havde således haft fysisk belastende og for manges vedkommende også monotont arbejde. Da de første gang blev interviewet, havde de desuden også meget arbejde i hjemmet - det har aftaget, fordi børnene ikke bor hjemme mere.
Under det opfølgende interview var kun syv af de 46 fortsat i arbejde. Én gjorde rent og seks arbejdede som hjælpere på institution for børn eller ældre. De øvrige 39 var enten pensionerede, ledige eller på sygedagpenge.