Tyrkiske patienter som en tyrkisk læge i Danmark ser dem

Efter en spændende nattevagt, lagde jeg mig på sofaen og bladrede i Ugeskriftet, ups, og hvad ser man, en artikel omhandlende transkulturel psykiatri i Tyrkiet. Det lød vildt spændende, men allerede efter første afsnit blev jeg meget skuffet. Formålet med at skrive artiklen måtte vel være at fortælle os noget nyt, give os brugbar information, der afdækker emnet og derved bedrer forståelsen af herboende tyrkiske psykiatriske patienter.

Men nogen må have fået noget i den gale hals, under denne studietur. Alene illustrationen siger sig selv ... sådan opfatter man Tyrkiet. Tænk hvis jeg satte tre billeder i Ugeskriftet om Danmark, der viser en domkirke, en fugtig faldefærdig lejlighed, og et rum fuldt af glade mennesker, sammensat af indfødte og fremmede, alle lyser af at kunne forstå hinanden, men teksten fortæller noget andet.

Jeg er selv dansk statsborger, født i Tyrkiet, opvokset i Danmark, muslim, mor til to, læge, tolk. I Danmark er jeg ikke født, men her har jeg hjemme, og det betyder uendelig meget for mig og min familie at vi ikke skal undskylde vores baggrund, puttes i en kasse og knokle ti gange så meget for at bevise at vi er halvt så gode som medmennesker. Dette er ikke en artikel om at missionere. Det vedkommer ikke mig hvad man vil tro på eller ikke.

Enhver er salig i sin tro.

Retten til at være anderledes

Som tolk og læge ved jeg, at når noget går galt, er det enten tolkens skyld, fordi denne oversætter elendigt, eller lægens, fordi hun er en dårlig læge.

Religion er én ting, overtro er noget andet. Islam får skyld for meget, og vi bliver gang på gang misfor-stået, både som muslimer og som tyrker. Islam er én ting, det den bliver gjort til er noget andet. Lad mig derfor udrede nogle forviklinger.

Vi har så travlt med at stemple hinanden som det ene eller det andet, at vi glemmer at høre efter, hvad der reelt bliver sagt! Vi bliver blinde af vores fordomsfulde forventninger. Og i vores arbejde må vi ikke glemme, at alle har ret til at være anderledes. Arne Melchior har holdt en glimrende forelæsning med overskriften: Retten til at være anderledes.

Man bør høre dette foredrag inden man rejser ud i den store verden, for meget er anderledes end i andedammen, her med en tanke til H.C. Andersen.

Tyrkiet er et land der er 18 gange så stort som Danmark, befolkningstallet er på over 65 millioner. 90% siges at være muslimer, men de fleste er lige så meget muslimer som danskerne er kristne. Den tyrkiske befolkning er særdeles multietnisk og dermed multikulturel, og derfor svimler det for en når man er på ferie der nede selv som tyrk. Det er lige så svimlende som når man som jyde tager en tur til København i myldretiden.

Tyrkiet er et land, der forbinder Europa med Asien. Hovedstaden er Ankara , hvor der bor 2-3 millioner mennesker. Der er mange tilflyttere fra landet, specielt fra det østlige Tyrkiet, hvor arbejdsløshed og fattigdom er hverdagen.

De søger lykken vestpå, og her danner de ghettoer, der minder om dem man har her i Danmark med samme problemer til følge. Ankara er delt i områder som København med forskellige indbyggere, dvs. inddelt efter deres sociale rang. Én ting har de tilfælles, og det er et ønske om at give deres børn en god opvækst og uddannelsesmuligheder, og derfor er de meget ambitiøse på deres børn vegne.

At være muslim

Islam blev udbredt fra Mellemøsten, som de andre store religioner, af profeten Muhammed, der er Allahs sendebud, ikke hans søn. Der findes ikke muhammedanere eller muhammedanisme.

Islams budskab står i Koranen. Den er skrevet på arabisk. Islam består af fem søjler: Trosbekendelsen, bønnen, fasten, »betale skat/almisse«, pilgrimsrejsen. Som muslim er det forbudt at spise svinekød, indtage alkohol, og hvis vi lægger de ti bud fra kristendommen oveni, er det næsten islam i en nøddeskal. Der er Koranens påbud og så er der sünnet, dvs. de ting profeten fandt rigtigt og gjorde, og som man kan efterleve. Muslimer er en meget uhomogen gruppe og islam forstås og praktiseres forskelligt, fra helt overdreven fanatisme, der går ud over selve essensen i religionen, til nærmest intet.

Men man er muslim når man har sagt trosbekendelsen og accepteret den helhjertet og frivilligt. Bortset fra det er det et anliggende mellem Allah og den enkelte troende, vi skal ikke belære hinanden, vi har ikke ret til at fordømme hinandens måder at tro på. Enhver er selv ansvarlig for sine handlinger, belønning og straf er noget imellem Allah og den enkelte. Man tror, at den dag man dør og bliver begravet, da vil man blive stillet til regnskab over det liv man har ført. Inden begravelsen velsigner imamen den afdøde, og de efterladte tilgiver den afdøde og eftergiver ethvert mellemværende, thi da kan den afdøde hvile i fred. For Allah har sagt: Kom ikke til mig som »skyldner« til dine medmennesker.

Troen bygger på barmhjertighed, næstekærlighed, retskaffenhed, respekt.

Enhver har ret til at læse Koranen, det er nok en fordel at kunne arabisk.

Imamen kan ligestilles med en præst i kristendommen. Hans opgave er at kalde til bøn, at vie, prædike, gå i forbøn, navngive de nyfødte, begrave de døde, og vejlede de troende. Han har en meget stor socialpædagogisk indflydelse på de troende og kommer meget tæt på dem. Når man beder, er man afslappet, det er en form for meditation, og her er man psykisk modtagelig.

Derfor kunne det være en meget stor gevinst at inddrage dem i det socialpædagogiske arbejde for at opnå en integration her i Danmark, men man bruger dem ikke ...

Det er stadigvæk desværre sådan, at det kun er imamen der fortolker og videregiver og derved præger de troende, som om han har eneret, hvad han ikke har. Der findes også kvindelige imamer.

Healer, lærer og medicinmand

Hoca er ikke det samme som en imam, men fejlagtigt kaldes en imam også hoca i befolkningen. Hoca betyder lærermester, lærer, healer, klog mand/kvinde, medicinmand. Disse hocaer fandtes også før islam! De må ikke praktisere deres »healing« mod betaling, det er forbudt at vildlede befolkningen, og »lege med andre menneskers helbred« ifølge tyrkisk lov. Men alligevel findes de. De findes også i vesten, altså er det ikke et tyrkisk fænomen, her hedder de bare noget andet, noget med alternativ medicin. Hocaerne påstår, at de evner at helbrede syge ved hjælp af bøn, berøring og ved at udskrive amuletter.

Som regel rygtes det, at personen har magiske evner, efterhånden tror mange på det, også personen selv.

Islam forbyder at man søger hjælp hos disse, for der er ingen »mægler« imellem Allah og den troende, og: Du skal ikke søge helbredelse hos andre end læger. De troende kan i bøn og i tanker bede Allah om hjælp. Men at søge helbredelse hos en hoca er det samme som afgude-dyrkelse, og det er forbudt i islam. Hocaens redskaber er højtlæsning fra Koranen, at bede for den syge (den syge tror at Gud hører bedre efter hocaen, hvilket er forkert!) udskrive amuletter, urter og lykkesten, berøring.

Koranens vers misbruges

Ofte er det blevet afsløret, at dem, der reciterede Koranen eller nedfæ ldede »nyttige« helbredende vers, ikke engang kunne arabisk, og de amuletter de udleverede med koranvers var blot noget ulæseligt krims-krams. Der har været adskillige skandaler i Tyrkiet omkring disse hoca'ers praksis og hårrejsende eksempler på, hvad de har gjort mod deres ofre. Amuletterne som udleveres kan bæres om halsen, eller vedhæftes på tøjet, så den, den er udstedt til, kan have den på sig som en beskyttelse.

Nogle får at vide at dette stykke papir skal de opløse i noget vand og drikke det, herved kan man blive kureret for alt fra barnløshed til you name it.

Et eksempel kan være et barnløst ungt par, som søger hjælp hos en hoca. Denne befamler hende, tegner på hendes mave, eller udleverer en fugtig uldtot hun skal stikke op i vagina (vædet i hocaens sæd), og hun må endelig ikke sige det til andre, ellers vil en forbandelse hvile over hendes familie. Andre er mere avan-cerede, de beder en bøn, siger noget på arabisk eller noget der lyder arabisk, og puster over en skål vand, herved er dette vand velsignet/helbredende - men kun for den ene »klient«. Hocaen kan også bruges til at forbande ens fjende, f.eks. få en utro mand til at vende hjem til sin hustru. Et tyrkisk ordsprog siger: Hvis hundens bøn blev hørt, ville det regne ned med kødben. Derved mener man, at man kan ikke forbande nogen!

Trusler om evig forbandelse

Bliver man syg, søger man årsagen i en forbandelse. Den syge og dennes pårørende søger en forklaring, og når lægen ikke kan konsulteres pga. afstanden, eller fordi man ikke kan betale for lægehjælp, når lægen ikke kan finde noget abnormt eller give dem en ordentlig forklaring, som de kan forstå, så søger man hjælp andetsteds, oftest en overnaturlig forklaring.

Overtro er svær at fjerne, og den findes også her, man kalder det bare noget andet. Hocaerne er omgivet af mystik, og mennesker der søger hjælp hos dem, fattige som rige, er så langt ude at de tror på hvad som helst, og de samme hocaer udbreder frygt og trusler om evig forbandelse, hvis man vover at tvivle på dem. (For nogle er det den billigste og nemmeste måde at få hjælp på, og derfor opsøges de, som den første, og hos andre er hocaen den sidste udvej, f.eks. når lægerne har givet op). Herved bliver folk fastholdt i afmagt og angst - men tro kan også flytte bjerge - her i Danmark hedder det bare - placebo.

Et tyrkisk ordsprog siger: Hvis den skaldede kunne helbrede hårtab/skaldethed, så ville han som den første helbrede sig selv og sin nærmeste.

Men hvad gør man her i Danmark? Man opsøger lignende helbredelse, hvor udøveren har mere sofistikerede titler, og betales med 300-500 kr./time. Det er nok billigere i Tyrkiet hos en hoca, ham kan man da nøjes med at betale med en høne, og også dem i den dyre ende.

De onde øjne

Nazar betyder »onde øjne«, en forbandelse. Et menneske kan i misundelse kaste nazar over andre mennesker, der er sårbare. Det kan også gå ud over f.eks. dyr eller ejendom. For eksempel kan en kvinde sige til en anden kvinde: sikke et smukt barn du har. Næste dag bliver barnet sygt, kvinden får skylden, derfor siger man »masallah« - må Allah beskytte dig mod onde øjne - når man roser andre og deres kære, for ligesom at gardere sig imod at blive mistænkt som et ondt menneske, og selv i år 2003 er der mange der tror på nazar. Man beskytter sig med perler (det blå øje), eller en »amulet« en hoca har lavet. Eller ved at have en miniudgave af Koranen på sig. Nogle går hen og får hældt kogende bly over hovedet for at ophæve forbandelsen. Offeret sætter sig ned, en dug holdes over offerets hoved af nogle medhjælpere, blyet opvarmes og hældes ned i en skål koldt vand som holdes over offerets hoved, og mødet med det kolde vand gør at blyet stivner, og jo større klump jo større er forbandelsen, som nu er ophævet. Man kalder det kursun = bly.

Nogle griner over disse metoder, og andre tror højt og helligt på dem. Som man siger: Du skal ikke tro på »spådom« men heller ikke leve uden.

Som imamen siger til sin menighed: I skal gøre som jeg siger, men ikke gøre det, jeg gør.

Nazar hører ikke til Islam, islam forbyder troen på nazar, men det har altid eksisteret i befolkningen som en søgen efter overnaturlige forklaringer på noget man ikke kan forklare på anden vis. Hvis ulykkerne f.eks. regner ned over én pludselig og man kan ikke se en grund til al den »afstraffelse«. For ikke så længe siden stødte jeg på en tyrkisk patient, som lige havde mistet sin søn og nu et ufødt barnebarn. I lammelse af sorg udbrød han: »Hvad har vi dog gjort siden alle disse ulykker kommer over os, vi har altid været retskafne mennesker der aldrig gjort nogen noget ondt«.

Familien

Familiesammenholdet og blodets bånd har altid betydet meget i det tyrkiske samfund, også i dag, selvom man fjerner sig mere og mere fra det, og det kølnes i takt med »moderniseringen«, hvor både mand og kvinde må arbejde i byer etc. Der er ikke længere plads til storfamilielivet som i gamle dage hvor flere genera-tioner boede sammen, og børn var forældres sikkerhed i alderdommen. Flere og flere ældre kommer på plejehjem også i Tyrkiet og overlades til ensomhed, mest udbredt i storbyerne. Ordet selvstændighed eksisterede ikke ifølge psykologen Gretty Mirdal i begyndelsen af 1980'erne, men dette ord findes i dag. Men familiebåndene er stadigvæk stærke sammenlignet med danske familier, men der er sket en svækkelse. Man er noget i kraft af sin familie, og uddannelse betyder meget, og de tyrkiske forældre er generelt meget am-bitiøse på deres børns vegne. Og det er rigtigt, at mødrene klamrer sig meget til deres børn og har svært ved at acceptere at give slip.

Jeg vil vove min pels som kvinde og sige at tyrkiske mænd generelt er mere forkælede og krævende pga. af deres overbeskyttende mor, der har serviceret dem mere end nødvendigt og langt op i voksenalderen. I artiklen får vi indblik i en syg familie, hvor en jaloux søster truer sin søster der indgår et ægteskab. Om jalousien skyldes, at søsteren har haft en godt øje til søsterens bejler, eller om dette skyldes noget andet, ved vi ikke. Den ældste har som regel førsteret til at indgå ægteskab, dette for at også den mindre heldige kan få sig en ægtefælle på trods af sit udseende. At blive gammeljomfru er skammeligt. I Tyrkiet er det ikke normalt at man overfalder sin søster med en økse, medmindre man bekriger hinanden, eller man er psykisk syg. Og selv her er det noget naboerne ser skævt til, og hvad naboerne tænker og tror om éns og én familie har stor betydning, grænsende til social kontrol. Den nygifte kvinde i artiklen udvikler en psykisk lidelse, som overfaldet måske har trigget det, eller også er det udløst af ægteskabets pres, hvad ved jeg? Jeg kunne da som årsag tænke mig en meget psykisk sart pige, hvor selv »bryllupsnatten« kan have været en belastning der har været medvirkende, samt presset i forbindelse med at man flytter hjemmefra og med en mand, og det hele på én og samme dag. Tænk hvor stressende dette kan være. Normalt bliver man forberedt på denne omvæltning, ved at den vordende brud sættes ind i sine pligter og det hun kan forvente af sine nærmeste. En pige flytter først hjemmefra i forbindelse med sit bryllup og oftest hjem til svigerforældrene Dette fordi sønnen og dennes hustru ifølge gammel tradition tager sig af svigerfamilien, og dels velment som at det nygifte par skal »oplæres« af svigermor i det at være »familie«. Pigens mors rolle overtages af svigermoderen, som derfor kaldes mor. Denne syge kvinde søger en forklaring og for hende og hendes overtroiske familie er »søsterens forbandelse« så forklaringen, og denne forklaring køber de, for den er til at tage og føle på. Ovennævnte er ikke gældende for alle i Tyrkiet, i d ag er det moderne at man flytter ind for sig, de unge moderne piger gider ikke at bo med svigerforældrene.

Udstødte patienter

Når de tyrkiske patienter opsøger en læge i hjemlandet under en ferie eller lignende, skyldes det oftest, at de ikke har fået en diagnose her på trods af gener og et hav af lægebesøg. De håber så, at en tyrkisk læge er dygtigere, eller at de bedre kan forklare sig og blive hørt. Jeg mener ikke, at det primært skyldes deres angst for at deres børn bliver tvangsfjernet, at de ikke søger hjælp ved psykiske problemer hos dem selv eller deres børn. Psykiske problemer somatiseres meget mere, og den tyrkiske patient søger en somatisk årsag.

Sindssygdom er tabu, er man sindssyg så er man stemplet, nærmest som man engang betragtede spedalske. Det er den samme følelse disse patienter har, de skammer sig og bliver bange for at blive udstødt og set ned på. Her i Danmark søger man også kloge tyrkiske healere når potensen svigter, ved sterilitas og ved psykoser i håb om at den onde ånd kan fordrives, forbandelsen kan ophæves. For at forstå de udenlandske patienter bedre, kan man tale med sin mormor, oldemor, tage en tur til vestkysten, besøge Indre Mission, Jehovas Vidner, Christania, Vesterbro, besøge nogle moskeer, forskellige minoritetsforeninger. Så for at afdække problemet behøver man ikke at drage længere væk end sin egen andegård.

Selvom indvandrerne lever i ghettoer, er de meget ensomme og går alene med deres problemer, men ghettoen har også fordele, nemlig netværksmuligheder. Som indvandrerfamilier putter man sig med sine problemer, er angste for at naboerne hører noget, selvom naboen har samme problemer som de i stilhed går og tumler med. Og har man problemer med sine børn, ja, så ved naboen det før forældrene, skulle en klog gammel mand have sagt i den landsby jeg stammer fra.

Forf.s adresse: Bramslev Bakker 2, 9500 Hobro.