Tyske speciallæger på sønderjyske sygehuse

Sygehus Sønderjylland er et stort hospital med afdelinger i Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder. Men der er et problem: lægemangel. Et problem, som der nu gøres en indsats for at få løst med udenlandske læger. Hospitalet foretrækker på ingen måder tyske læger frem for danske læger, og håbet er, at det bliver nemmere også at rekruttere danske læger, når der ved hjælp af udenlandske læger er sikret en bedre speciallægedækning. Tingene hænger sammen.

»Vi mangler speciallæger, og det har vi som bekendt fælles med andre hospitaler. Men vi har nok i højere grad vores beliggenhed imod os i forhold til for eksempel trekantsområdet eller Århus. Vi kan selvfølgelig løse det med vikarer fra bureauer, men det er ikke den bedste løsning. Fagligt er den god nok, men de personer, der kommer som vikarer, tilfører ikke afdelingen noget rent socialt, det er mere ind og ud. Dertil kommer naturligvis, at det er en dyr løsning«, siger sygehusdirektør Finn Jensen, Sygehus Sønderjylland.

Netop ønsket om, at lægerne skal kunne tilføre afdelingerne noget socialt, er et vigtigt led i den løsningsmodel, Sygehus Sønderjylland har valgt:

»Mens vi måske geografisk ikke ligger så godt, når det gælder rekruttering af danske speciallæger, ligger vil til gengæld godt, når det gælder Tyskland. Derfor har vi valgt at satse på rekruttering af tyske speciallæger. Og det er ikke kun lægen, vi gerne vil have. Vi vil også ,rekruttere` lægens familie, og derfor handler det også om boliger, skoler, daginstitutioner osv. Vi skal gøre en indsats for, at de kan falde til, at de trives. Dels fordi der så er større chancer for, at de bliver, dels fordi de kan tilføre afdelingerne noget rent kollegialt, hvis de trives her. Og det lægger vi vægt på«.

Cheflægen: Forskelle - ikke barrierer

Lægefaglig direktør Henrik Villadsen, Sygehus Sønderjylland, oplyser, at der foreløbig i dette projekt er ansat 16 tyske læger, men at flere er på vej:

»I første omgang var det en massestrategi, nu følger en nålestiksstrategi. Da vi søgte bredt, fik vi 129 ansøgninger fra speciallæger, og vi har ansat inden for flere specialer, først og fremmest anæstesiologi og kirurgi. Nu går vi mere målrettet efter radiologer og speciallæger til øjenafdelingen, hvor vi mangler. Rent lægeligt er der forskelle men ikke barrierer, og de tyske læger er meget dygtige. Selve introduktionen gør vi meget ud af, og hver læge får en mentor som guide gennem den første tid. De skal for eksempel lære de danske papirgange at kende, for det er lidt af et mysterium for dem. Der er cpr-numrenes betydning, hele journaliseringen osv., og vi stiller større krav til dokumentation, end de er vant til i Tyskland. Også hele kulturen, skal de lige vænne sig til. For eksempel siger de ofte »De« til mig, fordi jeg er cheflæge. De har et andet forhold til autoriteter, end vi kender det hos os, og sådan noget som patientaflysninger er meget grænseoverskridende for dem. Det bryder de sig absolut ikke om«.

Henrik Villadsen er ikke i tvivl om, at de tyske læger kan bidrage med noget i afdelingerne, og at tyske læger desuden trækker danske læger til:

»Det oplever vi allerede ske. Hvis en afdeling er underbemandet og kørt ned, er det jo ikke noget, der ligefrem får ansøgere til at strømme til, mens en velfungerende afdeling med god bemanding omvendt nemmere får besat ledige stillinger. Så der følger en vigtig synergieffekt med«.

Totredjedele af de læger, der efter danskundervisningen begynder på arbejdet sidst på året, har besluttet at slå sig ned i Danmark, oplyser Henrik Villadsen.

Tillidsrepræsentanten:Individuel uddannelse

Uddannelsesansvarlig overlæge og tillidsrepræsentant for overlægerne, Per Helligsø, kirurgisk afdeling på Aabenraa Sygehus, mener, at det er vigtigt med opfølgning og individuelle uddannelsesplaner:

»De tyske læger får først to måneders sprogkursus, og efter at de er begyndt at arbejde, får de sideløbende hermed sprogundervisning i yderligere en måned. Denne sprogundervisning tilbydes også ægtefæller. Dertil kommer så et uddannelsesprogram, som skal sammensættes på hver enkelt afdeling. De tyske lægers autorisation som speciallæger gælder også i Danmark, men det er for eksempel i Tyskland kun de medicinske gastroenterologer, der skoperer. Dvs., at de kirurgiske speciallæger skal lære at skopere som regulær efteruddannelse, når de ansættes her. I mesterlæretiden er de jo mindre produktive, og man skal investere i dobbelt bemanding i den første tid. De rekrutterede læger lønnes fra starten som danske overlæger, men ansættes i en afdelingslægestilling indtil de har gennemført den planlagte efteruddannelse«.

Også Per Helligsø lægger vægt på, at de tyske læger samtidig introduceres til det lokalsamfund, de flytter ind i:

»Det handler ikke kun om det rent faglige, det handler også om det menneskelige. De skal vide, hvordan det er at arbejde i Sønderjylland. De skal vide lidt om området, om menneskene, der bor her osv. Det er nødvendigt med egentlige mentorordninger, hvor en kollega kan være med til at sikre, at den udenlandske læge falder til og som kan hjælpe med alle de praktiske ting, der altid er, når man skal slå sig ned og begynde at arbejde i et fremmed land. Denne del er vigtig for at kunne fastholde de udenlandske læger«.