»Uanset det, er det jo et selvmordsforsøg …«

6.00: Selv om jeg først skal møde kl. 15, står jeg op for at hjælpe med det praktiske omkring vores to børn. Da min kone og børnene er ude af døren, går jeg i seng og sover videre til ved titiden.

15.00: Da jeg er mødt, har vi overleveringsmøde sammen med voksenpsykiatrien. Derefter går jeg i akutmodtagelsen og hilser på sygeplejersker og sekretærer. Normalt ville jeg gå en runde i afdelingen, men der er en patient, som venter i skadestuen med sin mor.

15.35: Patienten er en helt ung teenagepige, som har mistet et familiemedlem og er i krise. Det viser sig, at pigen længe har været i dårlig trivsel, og der er mistanke om underliggende ADHD eller autisme. Det er svært for forældre at gennemskue indgangen til psykiatrien, så jeg hjælper dem med at finde ind i systemet: Hvilke papirer kræves der? Hvad skal skolen gøre? Kommunen? Vi har et godt sted i Børne- og ungdomspsykiatrien, Bakkehuset, som koordinerer mellem sektorerne og prøver at forebygge akutindlæggelser. Da der ikke er indikation for indlæggelse, finder jeg en tid, hvor de kan blive mødt i Bakkehuset.

16.50: Her begynder min dag i virkeligheden med, at jeg går en runde på vores tre afsnit, som jeg dækker. Her er to åbne afsnit: et for børn og et for unge, plus et intensivt, lukket afsnit for børn og unge. På intensivafsnittet er der roligt. En patient er gået meget tidligt i seng, så dér skal vi lige være opmærksomme. Jeg spiser aftensmad, og de næste par timer er her fortsat roligt.

21.00: Opringning fra Psykiatrisk skadestue om, at en stor teenagedreng er på vej til os i ambulance efter at have taget en masse piller. De har haft kontakt til Giftlinjen, som oplyste, at der ikke er tale om en toksisk dosis. Jeg vil dog lige sikre mig og ringer selv til Giftlinjen, som bekræfter det.

21.30: Ambulancen ankommer. Jeg tilser patienten og finder ud af, at dosisangivelsen var upræcis. Det viser sig dog, at der »kun« er tale om melatonin. Men uanset det, er det jo et selvmordsforsøg. I journalsystemet kan jeg se, at det ikke er ordineret. Jeg finder ud af, at pillerne er købt i udlandet og er på 10 mg – ikke 3 mg, som de piller, der ordineres i Danmark. I øvrigt er patienten beruset med en promille på 1,0. Så jeg skal have fat i Giftlinjen igen. Vi vurderer, at der faktisk ikke er tale om en toksisk dosis. Drengen fortæller, at han reagerede i skuffelse over et afslag på uddannelse. Han ville egentlig begå selvmord ved at springe ud foran en bil, men turde ikke og tog pillerne i stedet. Da jeg spørger, hvad han ville synes om, at det eventuelt var lykkedes? Han svarer, at det havde været succes. Så jeg indlægger ham frivilligt til observation natten over.

23.00: Jeg skriver mails, inden jeg går min aftenrunde. Der er ro – en patient med autisme har søvnbesvær, og da det hos patienten kan udløse selvskadende adfærd, får hun en melatoninpille. En pædagog har hende under tæt opsyn.

24.00: Jeg går over på intensivafsnittet, hvor jeg bliver ringet op af bagvagten, som på somatisk sygehus har tilset en ung dreng fra et bosted, som har slugt en meget skarp genstand som selvskade. Min bagvagt er involveret, da drengen er dobbeltindlagt på tvang og har modsat sig undersøgelse, hvorfor han blev bæltefikseret. Heldigvis befinder den skarpe genstand sig et sted i tarmen, hvor der ikke er behov for et kirurgisk indgreb. Det kan passere af sig selv.

00.45: Opringning fra politiet. Drengen med den skarpe genstand er færdigundersøgt. Han tvangsindlægges direkte på vores intensivafsnit, og politiet vil derfor informere om deres forventede ankomst. Vi finder en godt placeret stue og gør klar til at tage imod. Da vi lidt efter modtager ham, ser han trist ud og har grædt. Han er træt og går stille og roligt ind på stuen – og vi går i gang med papirarbejdet.

02.00: Jeg går i seng og er klar til vagtoverleveringen kl. 8 næste morgen.

Hør Kasper Jessen fortælle om sit arbejde som hoveduddannelseslæge i Børne- og ungdomspsykatrien i Roskilde.