Skip to main content

Uautoriserede skemaer til individuelle medicintilskud

LægemiddelstyrelsenFarmaceut Ulla Sejersdahl Kirkegaard, usk@dkma.dk

16. okt. 2006
2 min.

Lægemiddelstyrelsen er blevet opmærksom på, at standardiserede ansøgningsskemaer til individuelle medicintilskud undertiden bliver udarbejdet eller ændret af andre end os! Det betyder, at nogle læger i god tro benytter skemaer, der ser ud til at stamme fra Lægemiddelstyrelsen, til at søge om tilskud til lægemidler, hvor vi enten aldrig har udarbejdet et standardskema, eller hvor skemaet f.eks. er blevet udvidet med andre kriterier/afkrydsningsfelter end de oprindelige. Vildledning af læger og patienter kan være en af konsekvenserne.

Lægerne må kun bruge Lægemiddelstyrelsens ansøgningsskemaer til at søge om medicintilskud. Det fremgår af bekendtgørelse om ansøgning om medicintilskud [1]. Lægerne kan altid finde de gældende og opdaterede skemaer på www.laeger.dk eller rekvirere dem elektronisk eller i papirform fra Lægemiddelstyrelsen. Skemaerne er desuden ofte tilgængelige via lægernes edb-systemer.

Hvilke konsekvenser har de uautoriserede skemaer?

  • Ansøgningsskemaerne kan være vildledende for lægerne, da de ikke altid er opdateret i overensstemmelse med de gældende vejledende kriterier for tilskud, som vi har fastsat sammen med Medicintilskudsnævnet.

  • Lægen kan i værste fald blive vildledt til at sætte en patient i medicinsk behandling, fordi et givent forhold er beskrevet i skemaet, og samtidig søge om tilskud i den tro, at patienten opfylder kriterierne for at modtage tilskud.

  • Patienten kan pga. vildledning få udgifter til medicin, der ikke efterfølgende vil blive dækket af Sygesikringen.

Problemet berører således både patienterne, lægerne, Lægemiddelstyrelsen samt, i sidste ende, amterne.

Hvad gør Lægemiddelstyrelsen ved problemet?

For at gøre opmærksom på, at lægerne kun må bruge vores ansøgningsskemaer, har vi sendt breve til de virksomheder, der markedsfører lægemidler, for hvilke vi modtager ansøgningsskemaer, vi ikke har udarbejdet. Vi har derudover sendt breve til lægernes systemleverandører med anmodning om, at de ikke fremover gør andre end vores skemaer tilgængelige.

Det skyldes, at vi i nogle tilfælde er blevet gjort opmærksom på, at de uautoriserede ansøgningsskemaer er blevet udleveret til læger af repræsentanter for lægemiddelvirksomheder. I andre tilfælde er skemaerne lagt ud i lægers edb-systemer, og nogle skemaer er lavet i sygehuskredse. Yderligere findes eksempler på, at repræsentanter fra lægemiddelindustrien har søgt at få systemleverandører til at gøre skemaer tilgængelige via lægernes edb-systemer.

Vi håber herved, at problemet kan undgås fremover, så vi alle kan opnå den mest hensigtsmæssige håndtering af ansøgninger om medicintilskud til gavn for patienterne.

Mulighed for at søge elektronisk fra den 1. oktober 2006

Som en ny mulighed kan lægerne fra den 1. oktober 2006 ansøge elektronisk via Medicinprofilen. Det vil give os mulighed for via dynamiske skemaer at stille de relevante spørgsmål, hvilket vil gøre ansøgningsarbejdet lettere for lægerne og give en hurtigere og mere effektiv sagsbehandling i Lægemiddelstyrelsen.


Referencer

  1. 1. Bekendtgørelse nr. 131 af 28. februar 2006 om ansøgning om medicintilskud.