Skip to main content

»Udbrændtheden blandt mine kolleger nager mig«

Det går Christian Freitag på, at han i sin formandsperiode ikke fik gjort noget ved udbrændtheden blandt sine kolleger. Arbejdspresset er blevet for stort, og tiden med patienterne så knap, at praktiserende læger bør kunne vælge at lukke for tilgang ved 1.400 patienter og ikke som nu ved 1.600 patienter, siger han i sit afskedsinterview som PLO-formand.
Afgående formand for PLO, Christian Freitag. Foto: Claus Bech
Afgående formand for PLO, Christian Freitag. Foto: Claus Bech

Bodil Jessen boj@dadl.dk

13. okt. 2020
9 min.

Alle elsker Christian Freitag.

Det er en sjældenhed, at Ugeskrift for Læger bruger overskrifter, hvor så emotionelle verber som »elsker« indgår, men i 2016, da den dengang nye PLO-formand havde siddet ved roret i halvandet års tid, stod overskriften søreme at læse i lægernes eget fagblad.

For på det tidspunkt var Christian Freitag kommet, nærmest som en frelser, oven på en splittelse så dyb og en tid så ond, at det i dag forekommer helt uvirkeligt. Tilsyneladende er kærligheden ikke kølnet, for roser og venlige ord er strømmet mod ham på diverse medier og platforme, siden han den 1. oktober meddelte sin afgang som PLO-formand med øjeblikkelig virkning.

Det er et halvt år, før det ellers var planlagt, og hele følelsesklaviaturet er i spil oven på den beslutning.

»Jeg har nydt livet som PLO-formand. Det er lige mig. Det er spændende at være helt inde i maskinrummet, og jeg kommer til at savne at være i centrum af beslutninger, som betyder noget for rigtig mange mennesker. Jeg får da sikkert sådan en ’formand går af-reaktion’, når der pludselig ikke er nogen, der er interesserede i at høre, hvad jeg mener. Men mest af alt glæder jeg mig til det, jeg nu skal«, siger Christian Freitag.

Holte Lægehus er noget af det, han ser frem til at investere flere timer og kræfter i, for Christian Freitag må indrømme, at han ikke selv har leveret den i PLO-kredse så højtbesungne kontinuitet i sit eget lægehus med fem ansatte.

»Som formand har jeg jo konstant gået og talt om, hvor vigtigt det er, at læge og patient kender hinanden, men virkeligheden er jo, at jeg ikke selv har kunnet levere den kontinuitet i Holte Lægehus i de seneste seks år. Det glæder jeg mig til nu«.

Smækker (ikke) med døren

Ord som »frustreret, utålmodig og smækker med døren« går igen i de interview, som Christian Freitag har givet i forbindelse med sin fratræden, for den er ikke kun udløst af ønsket om at lægge flere timer i klinikken, men også af, at han ikke har tålmodighed til at blive ved at vente på løsninger, der skal give et mere sammenhængende sundhedsvæsen. Et sundhedsvæsen, som sikrer, at patienter ikke bliver tabt i en bermudatrekant mellem almen praksis, kommuner og regioner. Han er træt af varm luft og stilstand.

»Jeg har meget ros og anerkendelse til overs for de politikere og embedsmænd, som jeg har arbejdet sammen med om det nære sundhedsvæsen, så jeg håber ikke, at min afgang bliver tolket, som om jeg smækker med døren. Alle vil det bedste for patienterne – vi kommer bare ikke rigtig nogen vegne, og det er ikke godt nok, for det rammer de gamle og de psykisk syge hårdest. Når nu alle har de bedste intentioner om at ændre den situation, hvorfor sker der så ikke noget?«.

Ja, hvorfor sker der ikke noget?

»Det er, fordi det handler om grænseflader mellem de forskellige parter og sektorer, og det kræver en fælles indsats. Den slags er svært. Og så gør det ikke tingene nemmere, at vi er private virksomhedsejere, og at en ekstra indsats hos os ofte vilkræve, at det offentlige skyder penge i vores virksomheder«.

Man skal kunne være praktiserende læge uden at være nødt til at arbejde 50 timer om ugen. Christian Freitag

Hvad er løsningen?

»Mere modige politikere og embedsmænd. Almen praksis har politisk medvind og oplever anerkendelse i øjeblikket, men jeg kan godt være frustreret over det manglende mod til at investere i udviklingen af vores sektor. Det hænger ikke sammen med, at vi skal overtage flere opgaver, være flere læger, flere ansatte og have større klinikker. Det får som konsekvens, at der er færre, der ønsker at være praktiserende læge, og der er også blevet færre praktiserende læger i de år, jeg har været formand«.

Det er vel også svært at udvikle og investere i en sektor, hvis der ikke er nogen, der vil være i den?

»Ja, men min pointe er, at man er nødt til at gøre det mere attraktivt at være praktiserende læge. Men det virker mere naturligt for det offentlige at skyde penge i supersygehuse, akutbiler, kræftpakker og helikoptere end at investere i almen praksis, for vi er jo private erhvervsdrivende, og så kommer det meget hurtigt til at handle om, at praktiserende læger ikke skal tjene for meget. Det kan også være svært at måle værdien af almen praksis på samme håndfaste måde som værdien af en kræftpakke eller en helikopter, men lægemanglen har vist politikerne, hvad der sker, når man ikke vil udvikle vores sektor. Det har lagt et vist pres på dem«, siger Christian Freitag.

Fra 1.600 til 1.400 patienter

Når vi taler om at gøre almen praksis mere attraktiv for almenmedicinere, så berører vinoget af det, som Christian Freitag ville ønske, at han var lykkedes bedre med i sin formandstid. Arbejdspres og udbrændthed.

De praktiserende læger bør kunne lukke for tilgang tidligere end nu, siger han. Skæringspunktet bør nedsættes fra 1.600 til i første omgang 1.400 patienter, hvis det skal lykkes at tiltrække flere almenmedicinere til sektoren – også selv om det skaber bekymringer for lægedækningen.

»Der bliver heldigvis uddannet flere almenmedicinere i de kommende år, men hvis de skal vælge en fremtid som praktiserende læge, er vi nødt til at gøre op med den lidt fastlåste tanke om, at praktiserende læger skal have 1.600 patienter, før de må lukke for tilgang. Det dur ikke i 2020, det dur endnu mindre i 2025, og i 2030 er det helt håbløst. Hvis du har 1.600 patienter, kan du ikke klare det på en 37-timers arbejdsuge. Det er ikke et kønsspørgsmål, det er et generationsspørgsmål, og de færreste unge læger vil arbejde 50 timer om ugen. De finder et job på 37 timer, hvor de kan have tid til deres familie«, siger Christian Freitag og tilføjer:

»Man skal kunne være praktiserende læge uden at være nødt til at arbejde 50 timer om ugen. Det er vi nødt til at finde enløsning på i fællesskab«.

Men det vil vel så gå ud over jeres indtjening?

»En del af løsningen vil nok være en indtægtsnedgang. Det kan nogle så vælge, mens andre ikke har noget imod at have travlt og tjene over en million kroner. Men samtidig er det vigtigt at påpege, at arbejdsopgaverne til 1.600 patienter er steget betydeligt i de seneste ti år. Når vi skal løse flere opgaver pr. patient, skal vi også have færre patienter, for vi er nødt til at kunne bruge mere tid pr. patient, end vi gør i dag«.

Christian Freitag i haven ved Holte Lægehus. Med sit farvel til formandsposten i PLO, ser han nu frem til at levere en bedre kontinuitet i lægehuset. Foto: Claus Bech

Udbrændthed

Christian Freitag er en mand, der befinder sig godt med arbejde, arbejde og arbejde – også i ferierne. Det har fungeret, fordi hans hustru trives som hjemmegående med totalt tjek på familielivet med de tre nu voksne børn på 18, 24 og 27 år. Men han er godt klar over, at hverdagen ikke ser sådan ud for den nye og de kommende generationer af praktiserende læger.

I 2016 viste en arbejdsmiljøundersøgelse, at 38 procent af de praktiserende læger oplever udbrændthed i moderat grad, mens 11 procent lever op til kriterierne for alvorlig grad af udbrændthed. Undersøgelsen blev gentaget i 2019-2020 og viste samme nedslående resultat.

Det er da også udbrændthed, han nævner, da vi spørger til de ting, han ikke er lykkedes med i sin formandstid.

»Udbrændtheden blandt mine kolleger nager mig. Jeg må erkende, at jeg har været bedre til andre ting, end jeg har været til at passe på de alt for mange medlemmer af PLO, der har det hårdt«, siger Christian Freitag.

»Det er nedslående, at mennesker, der skal hjælpe andre mennesker med deres problemer, i så høj grad selv har svært ved at få deres arbejdsliv til at hænge sammen. Der findes ikke lette løsninger, men jeg må se i øjnene, at jeg ikke har haft opmærksomhed nok på det område, og det nager mig – nu, du spørger. Det er også derfor, vi er nødt til at se på overenskomstens rammer med de 1.600 patienter«.

Samlingen

Du skal også have lov til at nævne opturene i din formandstid – hvad vælger du?

»At det er lykkedes at få flere uddannelsespladser i almen medicin, og så vil jeg nævne samlingen af PLO og den seneste overenskomst. Det er opgaver, som vi har været flere om at udføre, men det er sket i min formandsperiode«.

Hvad har samlingen af PLO betydet?

»PLO var så splittet – meget mere end mange er klar over i dag. Splittelsen stak rigtig rigtig rigtig dybt, og den ramte alt, hvad vi rørte ved i PLO. Alt … I alt, hvad vi arbejdede med, blev folk opdelt i, om de den 29. juni 2013 – jeg kan stadig huske datoen – var for eller imod, strammer eller slapper, pragmatiker eller ideolog«, siger Christian Freitag om tiden efter det ekstraordinære repræsentantskabsmøde i 2013, hvor de praktiserende læger skulle beslutte, om de ville aflevere deres ydernumre.

»Vi står et helt andet sted i dag. Enigheden og sammenholdet i PLO er en stor styrke og er hele forudsætningen for, at der bliver lyttet til os i dag, og for, at vi kan udvikle almen praksis. Der er ingen, der vil lytte til en splittet forening, der er i åben krig med sig selv«.

Fusionsplaner

Christian Freitag siger farvel midt i forhandlingerne om en ny overenskomst for 2021 og midt i fusionsplanerne i Yngre Læger og Overlægeforeningen. Planer, der kan efterlade PLO som en lille spiller ved siden af en ny mægtig forening for de hospitalsansatte læger, og som også giver Lægeforeningen det, man med en venlig eufemisme kan kalde »udfordringer«.

»Jeg forstår godt de to foreningers ønske om at stå stærkere over for deres arbejdsgiver, og stillingsstrukturen på hospitalerne og overgangen fra den ene forening til den næste er heller ikke altid lige logisk. Men selv om vi sjældent har afstemninger i Lægeforeningen, så ved jeg da også godt, hvad det betyder for en formand, hvis en majoritet i bestyrelsen mener noget bestemt. Det bliver da skævt - men hvis der er nogen, der kan klare det, er det Camilla (Rathcke, formand for Lægeforeningen, red.)«, siger Christian Freitag.

Han havde oprindelig regnet med at sidde tiden ud, lande den kommende overenskomst og rejse land og rige rundt og forklare den til medlemmerne. Men forhandlingerne trækker ud og bliver mere og mere tekniske.

»Jeg er nået til det punkt, hvor jeg kan bidrage med mindre og mindre til forhandlingerne. Nu tager andre folk over, og det er jeg fuldstændig tryg ved«.

Christian Freitag vil ikke fortsætte i lægepolitik. Den del af hans liv er forbi, og han har skrevet sin sidste formandsberetning med den tilbagevendende efterlysning af et sammenhængende sundhedsvæsen, tæt på danskerne. Nu må en ny formand m/k tage over.

Du forudser en vis følelse af tomhed, når der ikke længere er bud efter din mening. Men hvad glæder du dig til at slippe for?

»De mange mails i indbakken«.