Uddannelseskaos truer de kommende kandidater

Der proppes alt for mange studerende ind på lægestudiet, mener FAYLs formand, Mette Worsøe. Og sådan kommer man ikke lægemanglen til livs.

Det er nemlig ikke nye kandidater, der er mangel på, men derimod de speciallæger, der skal videreuddanne dem.

Det er efterhånden ikke nogen hemmelighed. Alligevel er det, som om politikere og ansvarlige myndigheder er ved at gentage den samme fejl, som med nogle års mellemrum skaffer Danmark enten lægemangel eller læge-arbejdsløshed på halsen.

Og det bekymrer Mette Worsøe:

»Man er nødt til at sikre en koordination mellem udbud og efterspørgsel«, siger hun.

»Hvad vi ser lige nu er, at man skruer op for indtaget på medicinstudiet uden at sikre sig, at man om få år har den nødvendige videreuddannelseskapacitet i sundhedsvæsenet«.

Marked ved at være mættet?

Om få år, i takt med at stadig flere speciallæger trækker sig tilbage, vil det danske sundhedsvæsen for alvor begynde at mærke savnet: Ventelisterne vil vokse i takt med antallet af ubesatte stillinger. Vi vil se flere overskrifter om »grådige speciallæger«, som i ferier og weekender - mod passende vederlag - hjælper med at stoppe de værste huller på de perifert beliggende sygehuse. Og vi vil se voksende køer af yngre læger, der i små ryk bevæger sig gennem videreuddannelsens flaskehalse, fordi de gamle, der kunne faget, nyder deres sensommer i Sydfrankrig.

De yngre læger vil der nemlig være nok af - ja, faktisk er der allerede rigeligt af dem. Ganske vist mener FAYL-formand Mette Worsøe, at der lige nu er sådan ca. tilpas med yngre læger.

»Men vi bliver mange flere over de næste par år«, siger hun.

Situationen er faktisk ikke helt ulig de tidligere 1970'ere, da adgangsbegrænsning på andre studier pressede rekordmange ind på medicinstudiet med det resultat, at der ved midten af årtiet opstod egentlig arbejdsløshed blandt yngre læger, og uddannelsessystemet i realiteten brød sammen. Hundrede ansøgninger til en fast stilling var ikke sjældent, og de arbejdsløse læger hutlede sig igennem med vikariater eller rejste til Sverige for at søge arbejde og uddannelse.

Mette Worsøe vil gerne korrigere den almindelige opfattelse: at der skulle herske en generel lægemangel. Det gør der ikke. Derimod er der allerede en mærkbar mangel på speciallæger. En mangel, der vil blive langt mere følelig i de kommende få år, og som den centrale, langsigtede planlægning efter hendes mening bliver nødt til at foregribe allerede nu.

Som formand for over 8.000 yngre læger ville Mette Worsøe gerne selv tro på den udbredte forestilling - der stortrives blandt hendes egne medlemmer - at markedet for læger er umætteligt, og at arbejdsgiverne er parate til at strække sig langt for at sikre sig lidt af den knappe ressource.

Prognoser og statistikker kan fortolkes og fejle. Men markedet lyver ikke. Og markedet viser, at speciallæger i nogle tilfælde får tilbudt op til 50.000 kroner om ugen for at rykke ud og afbøde specialistmanglen på sygehuse, langt fra de store universitetsbyer.

Men hvor overlægernes løn er inde i en pæn udvikling, er lønnen for yngre læger stagneret - måske det første tegn på, at markedet er ved at være mættet med yngre læger.

Brug speciallægerne rigtigt

Lønudviklingen er ét problem, som FAYL må forholde sig til. Et andet problem er, hvad manglen på speciallæger vil komme til at betyde for videreuddannelsen af de store kandidatårgange, der er på vej gennem lægestudiet.

Svaret på speciallægemanglen er i hvert fald ikke kritikløst at proppe flere ind på medicinstudiet, men foreløbig har det været regeringens eneste synlige svar på udfordringen, mener Mette Worsøe.

»Man bliver nødt til at se på hele sundhedsvæsenets struktur og prioritere langt skarpere, hvad man bruger speciallæger til«, siger hun.

»Har vi det antal sygehuse, vi skal have? Ligger de, hvor der er brug for dem, og med det antal læger, vi behøver?

Man har været meget traditionsbundet i den måde, man har udvidet kapaciteten på: Alle steder vil man have forvagter og bagvagter. Arbejdet tilrettelægges, så det altid er forvagter, der skriver journaler, mens det er speciallæger, der skal se patienterne bagefter. I stedet burde man fokusere på patientforløbet og på, hvad der er hensigtsmæssigt for patienten«.

Mette Worsøe foreslår også at kaste et kritisk blik på samspillet mellem primær- og sekundærsektor: Skal sygehusene gentage alle de undersøgelser, som kan ligge i primærsektoren? Kan patienterne ikke være mere færdigudredte, inden de kommer ind i hospitalssektoren?

Ofte har patienterne fået lavet forudredning - det er jo derfor, de er visiteret til specialambulatoriet. Kan man ikke gøre dem mere færdige før en eventuel indlæggelse?

»Og hvorfor skal patienten have en journal på hver afdeling«? siger Mette Worsøe.

»Hvorfor kan man ikke genbruge oplysningerne«?

Hvad netop antallet af sygehuse angår, lægger hun ikke skjul på, at det er færre sygehuse - plus en bedre udnyttelse af dem - der skal til, hvis borgerne skal have den optimale betjening.

»Derfor skal vi også diskutere vagtberedskaber«, siger Mette Worsøe, der slet ikke vil udelukke, at det også kan betyde længere arbejdsdage, også for yngre læger.

»Hvis vi ikke ændrer arbejdstilrettelæggelsen og samtidig gør den mere uddannelsesintensiv, vil vi få et kæmpeproblem. For så vil der ikke være nogen til at tage sig af patienterne. Det, der er vigtigt, er, at arbejdstilrettelæggelsen også fokuserer på samarbejdet mellem uddannelsessøgende og speciallæger, så man udnytter speciallægerne, også til uddannelsesformål. Det nytter ikke, at speciallægerne går alene rundt og behandler patienterne, mens de uddannelsessøgende går alene rundt og leder efter nogen, der vil lære dem noget«, siger Mette Worsøe.

Usikker prognose

I øjeblikket tager det i gennemsnit 14 år for en kandidat at uddanne sig til speciallæge. Halvdelen består af ventetid på uddannelsesstillinger.

Ifølge Sundhedsstyrelsens lægeprognose fra maj 2003 mangler der lige nu 800 speciallæger. Hver tiende speciallægestilling er ubesat eller varetages af en ikkespeciallæge.

Hvor mange uddannelsesstillinger, den nye speciallægeuddannelse vil medføre, er endnu ukendt, men prognosen antager, at det vil være nogenlunde uændret. På det grundlag forudser prognosen, at der i 2025 vil være 800 speciallæger færre end i dag. Med en uændret efterspørgsel vil der altså om godt 20 år mangle 1.600 speciallæger.

At efterspørgslen pludselig skulle holde op med at vokse, er dog usandsynligt. I de senere år er lægeefterspørgslen vokset med 5-8 procent om året.

Selv om man optimistisk anslår, at efterspørgslen i de kommende år kun vil stige med én procent om året, vil der således allerede i 2010 - om seks år - mangle 2.000 speciallæger.

Prognosen rummer andre usikkerheder: Hvis det fx lykkes at tvinge eller overtale de nuværende speciallæger til at udskyde deres efterløn eller pensionering med to år, vil udbudet af speciallæger i 2010 være 200 flere.

Der er heller ingen, som ved, hvor mange af de udenlandske medicinstuderende, der vil vælge at rejse tilbage til hjemlandet - og udenlandske studerende udgør allerede nu næsten en tredjedel af alle på lægestudiet.

Antallet af kvindelige læger er stigende. Målt i arbejdstimer pr. år er kvindelige lægers erhvervsaktivitet lavere end deres mandlige kollegers, og kvindelige læger er hidtil gået tidligere på pension end de mandlige.

Også dette er med til at gøre lægeprognoser lige så usikre som vejrudsigten i april.

Bent Hansen:
Flere studerende øger problemet

Det eneste, der nævnes om lægeuddannelsen i VK-regeringens regeringsgrundlag »Vækst, velfærd - fornyelse« er, at »Regeringen vil søge at øge optaget af medicinstuderende«.

»Det er nok ikke lige dét, vi har mest brug for lige nu«, siger næstformand i Amtsrådsforeningen og formand for Sundhedsudvalget, Bent Hansen (S).

»Yngre læger er der ikke mangel på, siger han.

Men der er mangel på speciallæger i udvalgte dele af landet, og en mangelsituation på praktiserende læger, som breder sig og har sin egen demografiske udvikling. Også i en række mindre specialer presser mangelsituationen sig på«.

»Med de ekstra studerende, der er taget ind i løbet af 1990'erne er uddannelsesforpligtelsen blevet voldsom, og den er stigende. Det skal vi håndtere i de kommende år, i en situation med for få speciallæger«, siger Bent Hansen.

»At tage flere studerende ind, vil bare få uddannelsesproblemet til at stige. Der, hvor jeg ser de største vanskeligheder, er i at få tilrettelagt nogle ordentlige uddannelsesforløb for de mange unge mennesker, der kommer ud fra universiteterne og skal i turnus og kursusstillinger osv.«.

»Hvad gør Amtsrådsforeningen ved det«?

»Vi har bl.a. via økonomiforhandlingerne sikret de økonomiske rammer til, at vi kan få normeret stillinger og uddannelsesforløb. Det næste, vi skal være opmærksomme på, er sammen med amterne og sygehusene, at de få speciallæger også har tid til at undervise på en kvalificeret måde«.

»Hvordan«?

»Det handler så om arbejdstilrettelæggelsen: Hvordan sikrer vi på de enkelte arbejdssteder, hvor vi gerne vil have kortere ventetider, og gerne vil have speciallægerne til at bruge mere tid på at være tæt på patienterne, at de også får tid til at give den nødvendige og kvalificerede uddannelse. Det er udfordringen lige nu. Og det skal tænkes meget igennem på det enkelte uddannelsessted. Hvis det nogle steder betyder, at man skal købe nogle ekstra timer hos speciallæger eller finde nogle fleksible løsninger, må vi jo gøre det«.

»Tænker du dermed på muligheden for at holde længere på de ældre speciallæger«?

»Ja. Sammen med FAS skal vi til at se på, hvilke seniorordninger, vi skal fremme for at holde længere på nogle flere. Skal vi være mere smidige med at give de ældre speciallæger mulighed for noget deltid - to tredjedele eller halv tid, noget i forhold til pensionen osv. Jeg tror, vi skal være ret kreative for at holde fat i vore speciallæger så længe som muligt«.

Plan ignorerer kandidattal

I foråret fremlagde Sundhedsstyrelsen en dimensioneringsplan - en »femårsplan« frem til 2007, som med udgangspunkt i lægeprognosen og specialernes forventede efterspørgsel efter speciallæger anbefaler, at de enkelte regioner planlægger antallet af uddannelsesstillinger inden for hvert speciale og hvert uddannelsesled - introduktionsstilling såvel som hoveduddannelse.

Dimensioneringsplanen, der fremover skal justeres hvert år, angiver det ønskværdige antal stillinger for det kommende år.

»Man skulle tro, at en sådan femårsplan ville tage højde for, at man i de næste fem år gradvist skulle oprette nogle flere introduktionsstillinger«, siger Hans Mathiasen, uddannelseskonsulent i FAYL's sekretariat.

»Men det sker ikke. Der nævnes et minimums- og et maksimumsniveau. Men selv på maksimumsniveauet holder det sig kun på lidt mindre end det antal introduktionsstillinger, man har i dag. Det betyder, at Sundhedsstyrelsen slet ikke har taget højde for det meget store antal kandidater, der allerede nu er begyndt at forlade universiteterne.

Mht. til hoveduddannelsesforløb har man lavet en gradvis opskrivning. Men det store behov er i første omgang på turnus- og introduktionsstillingsniveauet, da hoveduddannelsen jo først kommer på et senere tidspunkt i uddannelsesforløbet.

Med andre ord: Det bliver kolossalt afgørende, at man i hver årlig dimensioneringsplan gør sig klart, at der skal skrues op for både introduktionsstillinger og hoveduddannelsesforløb«.

Hans Mathiasen har regnet på forholdet mellem studenteroptaget, forventet gennemførelsesprocent, antallet af klassificerede uddannelsesstillinger og det reelle behov for sådanne stillinger.

»Selv med en tredjedels reduktion af den tid, speciallægeuddannelsen reelt tager, og uden at medtage almen medicin, vil den nuværende uddannelseskapacitet skulle udbygges med 60-65 procent, hvis der totalt set skal være uddannelsesstillinger, der svarer til antallet af uddannelsessøgende yngre læger«, siger han.

Og endnu værre ser det ud, hvis almen medicin medregnes.

»Hvis man undlader at udbygge uddannelseskapaciteten i forhold til produktionen af kandidater, undgår vi ikke, at der opstår en uddannelsesløs restgruppe af yngre læger«, konkluderer Hans Mathiasen.