Udenlandske læger hjælper presset udkantspsykiatri - men de skal også selv have hjælp

»Jeg spørger også Andrzej til råds om medicin. Han kan det hele, fordi han har så stor klinisk erfaring og har arbejdet som læge siden 2001. Som ny speciallæge får jeg meget ny viden fra ham«, siger Nevra Sari, afdelingslæge og mentor for udenlandske læger i Psykiatrien Syd i Vordingborg.

Andrzej Wójtowicz smiler og siger:

»Hver dag er der nye udfordringer, f.eks. hvordan distriktspsykiatrien og hele systemet i Danmark fungerer. Jeg skal lære det hele igen. Jeg har haft støtte fra overlægerne og fra kolleger. Det var vigtigt for mig, også at jeg har en mentor. En mentor har meget viden om systemet, og om hvordan man skriver notater, som andre kolleger kan forstå«, siger Andrzej Wójtowicz med en tydelig, men ikke uforståelig polsk accent.

På det psykiatriske hospital fra 1858 ved Vordingborg, der ligger imellem bløde bakker, lystbådehavn og udsigt over Færgestrøm og Storstrøm, sidder to læger, der kæmper med det danske sprog, kultur og kommunikationen med patienterne.

Den ene er Andrzej Wójtowicz fra Polen. Han har været læge siden 2001, speciallæge i psykiatri siden 2008. Han kom til Danmark i 2018 og har arbejdet i distriktspsykiatrien i Vordingborg siden januar 2019.

Den anden er Louise Mary Edwards fra England. Hun har en introstilling i Vordingborg, har arbejdet i Danmark i halvandet år og været læge siden 2010.

Hendes erfaring er, at det vigtigste i starten var sproget, men også at lære hvordan systemet virker.

»Det er meget at lære på samme tid. Man skal forstå, hvad folk siger, og tænke over, hvordan man udtrykker sig. Det var min oplevelse, at afdelingen var rigtig støttende, hjælpsomme og venlige«, siger Louise Mary Edwards, hvis britiske baggrund også anes i hendes danske sprog.

Louise Mary Edwards har været med til at opstarte et netværk af udenlandske læger på afdelingen. Denne morgen er hun en smule udkørt, fordi hun netop har afsluttet en 17-timersvagt. Inden hun kører hjem til København, vil hun gerne fortælle Ugeskrift for Læger, hvad der var vigtigt for hende, da hun begyndte at arbejde i Danmark.

»Det betyder meget for mig, at der er fleksibilitet omkring mit skema. Jeg får lov til at have fri to dage om ugen til at tage til danskundervisning i København. Det er en fantastisk mulighed og hjælper meget på mit arbejde, at jeg studerer dansk. Det har hjulpet mig til at blive bedre til mit job hurtigere«, siger hun.

Louise Mary Edwards og Andrzej Wójtowicz er to blandt mange udenlandske læger i Psykiatrien Syd i Vordingborg. 25 procent af lægerne her har deres lægeuddannelse eller speciallægeuddannelse fra et andet land end Danmark.

Andrzej Wójtowicz kom til Danmark via Region Sjællands indsats for international rekruttering på grund af sin mangeårige erfaring som psykiater i Polen, Louise Mary Edwards er kommet til landet på egen hånd og har en lang erfaring med akutmedicin i England bag sig.

Det har været en stor udfordring for dem at lande på begge ben i en dansk arbejdskultur og lære det danske system at kende med dokumentationskrav, sektorovergange og lokale dialekter. Men også med dansk arbejdskultur, sprog og måder at arbejde med patienterne på.

Det skal nye tiltag i Vordingborg hjælpe dem med. Mentorordningen med Nevra Sari i spidsen er et blandt mange, som Psykiatrien Syd har sat i gang for at få de udenlandske læger ombord i den danske psykiatri.

Sprog er ikke nok

I januar 2017 indførte Region Sjælland et sprogkrav til alle udenlandske læger, men sproget er ikke nok, vurderede ledelsen i Psykiatrien Syd. Succesfuld integration af læger fra udlandet er ikke gjort med sprogundervisning, hjælp til at finde bolig og oprette en lønkonto. Det handler i høj grad om kulturel integration, forklarer ledende overlæge Thomas Tellier.

Det er baggrunden for, at han ser et behov for yderligere tiltag end blot sprogundervisning.

Da han kom til afdelingen i marts 2019, var der flere internationale rekrutteringsindsatser i gang, og der var fire speciallæger, der var rekrutteret via den internationale proces i Region Sjælland. Han blev hurtigt opmærksom på, at afdelingen havde behov for initiativer til at rekruttere, fastholde og skabe arbejdsglæde.

Det er stort set det, han bruger hele sin arbejdstid på, siger han.

»Vi forsøger at gøre mange forskellige ting for at rekruttere. Og det er vi nødt til med vores geografi og vores afstand til universitetshospitalerne. Det kræver, at vi er ekstra gode til at skabe uddannelsesmiljøer og faglige miljøer«.

»De nye tiltag kommer indefra og kommer fra lægegruppen selv. Vi så et behov for at arbejde mere indenfor det kulturelle felt og var nysgerrige på, hvordan vi kunne integrere vores udenlandske kolleger bedre,« siger Thomas Tellier.

Velkommen til en presset psykiatri

De udenlandske læger er rekrutteret til en dansk psykiatri, der har stor mangel på læger. Derfor er de mere end velkomne, siger Thomas Tellier.

»Vi er ramt af generationsskiftet. Flere af de ældre læger er gået på pension, og det har været svært at rekruttere nye speciallæger. Aktuelt mangler vi fem speciallæger, og vi benytter os af mange vikarer«, siger Thomas Tellier.

Psykiatrien Syd befinder sig i den yderlige del af Region Sjælland og har også Lolland/Falster med i deres optageområde. De mærker demografien med flere ældre end yngre borgere, større arbejdsløshed og store sociale udfordringer.

De skal løse en opgave for en patientgruppe, som har mange blandede vanskeligheder, siger den ledende overlæge.

Psykiatrien Syd har både sengeafsnit og ambulatorium og ser mange patienter med depression, maniske tilstande, akutte krisetilstande, stressrelaterede tilstande, selvmordstanker, psykosetilstande og skizofreni.

Derudover har de retspsykiatriske patienter, en ældrepsykiatrisk afdeling samt afsnittet De Særlige Pladser, som rummer patienter med bl.a. komorbidt misbrug, særlige sociale udfordringer, ustabil eller udadreagerende adfærd. Psykiatrien Syd har en af de højeste belægningsprocenter på de særlige sengepladser i hele landet.

På trods af rekrutteringsproblemer er det er en af de afdelinger i landet, der er lykkedes bedst med nedbringelse af tvang og ligger lavest, når det gælder bæltefikseringer, siger Thomas Tellier, som desuden ikke oplever, at de er ramt af overbelægning og for tidlig udskrivning.

»Vi har præcist det samme indtag som andre psykiatriske afdelinger, og vi har et stort indtag i akutmodtagelsen. Psykiatrien er brugt, der er en stor søgning, og vi skal gøre, hvad vi kan for at følge med. Men det kan vi godt, og ved spidsbelastninger har vi et tæt samarbejde med afdelingerne i Slagelse eller i Roskilde, og kan hjælpe hinanden med en sengeplads, men det er sjældent nødvendigt«.

Læger fra udlandet er ikke alene

Et af tiltagene til at integrere udenlandske læger er at sørge for, at lægerne ikke føler sig alene. En nyankommen læge kan ikke indgå i vagtplaget på lige fod med andre, forklarer Thomas Tellier.

»Vi så gerne, at bedside-undervisning kom til at fylde endnu mere, altså direkte læring fra en ældre kollega til en uddannelsessøgende læge«.

Det lyder ret tidskrævende for speciallægerne?

»Det er også noget, vi kan mærke i den daglige drift. Men det er endnu mere tids- og ressourcekrævende, når uddannelsesforløb og ansættelser går skævt, og der er mange fratrædelser og mere rekruttering. Det er en investering i hurtigst muligt at få dygtige kolleger med ombord«.

»Der er en enorm bevidsthed hernede om, at folk har brug for støtte«, supplerer Bente Arnika, overlæge i distriktspsykiatrien i Næstved. Hun har en koordinerende rolle i forhold til integrationen af de udenlandske læger.

Det drejer sig især om det lægekulturelle, det sproglige og det kollegiale, forklarer hun.

»Vi samarbejder om, hvordan vi kan integrere, så de udenlandske læger ikke bare bliver en del af en gruppe, der kommer fra andre lande, men også en del af de andre danske læger og andre faggrupper. Der er mange områder, man skal integreres i for at finde ud af, hvordan vi arbejder i Danmark«, siger Bente Arnika.

Derfor har alle lægerne som samlet hold nogle antenner, der fanger, hvad de udenlandske læger har brug for, siger hun.

Tilgangen er, at de gerne vil se dem vokse og blive ligeværdige kolleger. Det er det, det hele handler om. En kollega, som sprogligt, fagligt kollegialt fungerer optimalt. Det er godt for arbejdspladsen og arbejdsglæden, siger Bente Arnika.

»Vi har en faglig mentor, en sproglig mentor og en sekretær, som kan hjælpe med det skriftlige, f.eks. til ordstilling. Vi er opmærksomme på, hvordan vi giver en fornemmelse af det, vi gør i den danske psykiatri. Det kan vi ikke skrive, men vi kan vise det og forklare det i situationen. Der er en stor opmærksomhed hernede på, hvordan vi kan fungere godt sammen som hold«, siger hun.

Mentorordning og følgevagter

Nevra Sari er afdelingslæge i Psykiatrien Syd i Vordingborg. Hun behandler patienter med skizofreni, psykoser, depression med psykotiske symptomer, mani og svære personlighedsforstyrrelser.

Hun er vejleder, underviser, har vagter og er mentor for udenlandske læger, blandt andre Andrzej Wójtowicz.

»Jeg skaber en tryghed for dem og gør det muligt at stille de spørgsmål i plenum, som føles dumme. De samtaletekniske færdigheder er grundlæggende i psykiatrien, og jeg ser patienterne sammen med den nye læge, som fører ordet. Sommetider hjælper jeg ham med, hvor han kan gøre det bedre, og hvordan han kan stille spørgsmålene«, siger Nevra Sari.

Foruden en faglig mentor har Thomas Tellier sat fokus på, at de ikke sætter folk for tidligt ind i vagtskemaet med selvstændige vagter, uden at der er foregået grundig screening først, og uden man har fået de nødvendige værktøjer til også at kunne løfte opgaven. Det gør de anderledes end andre steder, siger Thomas Tellier.

For tidligt i vagt

Netop det med at blive kastet ind i en vagt, uden man er klar, kender Louise Mary Edwards lidt for godt. Under hendes første vagt var Nevra Sari bagvagt.

»Louise ringede mange gange, og jeg sagde, at det ikke virkede, som om hun var klar til vagten. Så snakkede vi igennem, hvad hun havde brug for, og jeg skrev til den ledende overlæge, at hun skulle have flere følgevagter. Min funktion er altså også at spore, hvad de udenlandske læger har brug for. Lægerne tør ikke sige det. Det var mig, der tog kontakt til ledelsen, ikke Louise«, siger Nevra Sari.

»Jeg var så glad for, at der var nogen, der lyttede. Og ledelsen støttede mig, og det var så rart. For jeg var ikke klar«, svarer Louise Edwards.

Hvad var du ikke klar til?

»Det var mest sproget. Det var for svært at forstå, hvad folk sagde. Når man er alene på vagt, har man mange opgaver. Man skal skynde sig, og det var endda i en weekend, hvor jeg var helt alene. Det var for meget. Og jeg forstod ikke, hvordan det hele virkede, og hvad min opgave var. Imens jeg har været her, har jeg dog også oplevet, at selvom man ikke er klar, skal man nogle gange bare gøre det alligevel. Det er en balance«, mener Louise Edwards.

Hvad siger patienterne? Er der nogen, der ikke forstår, hvad I siger?

»Jeg plejer at sige til patienterne, at jeg er englænder, og jeg er i gang med at lære dansk«, svarer Louise Mary Edwards og fortsætter:

»Hvis de ikke forstår mig, må de gerne sige det, og jeg spørger også, hvis jeg ikke forstår dem. Der er selvfølgelig nogle ting, som jeg ikke forstår, men jeg har lagt mærke til, at patienterne har det okay med det, hvis de kan se, at jeg prøver at forstå dem. Jeg får også meget hjælp af sygeplejerskerne«.

Bliver de irriterede over sproget?

»De kan blive irriterede, hvis jeg ikke kan forstå dem. Der har været et par patienter, som har været frustrerede, fordi de ikke kunne forstå, hvad jeg sagde. Begge gange var det meget syge patienter, og det var en svær situation. Men generelt har det ikke været et stort problem, og sygeplejerskerne har været rigtig hjælpsomme. Men det har været svært at komme i kontakt med patienterne og rigtigt forstå dem som hele mennesker. Det bliver dog nemmere og nemmere«.

Andrzej Wójtowicz har også oplevet, at det var svært.

»I begyndelsen var mit danske sprog ikke så godt, og det var svært at forstå, hvad patienterne sagde. Patienterne er meget tålmodige. Og jeg får meget hjælp fra kolleger. Men nogle gange er det svært at stille spørgsmålene korrekt eller udtale ordene korrekt, og så forstår patienterne det ikke«.

Hvordan oplever du din kontakt med patienterne?

»Vi stiller de samme typer spørgsmål i Polen som i Danmark. Og symptomerne er de samme. Hvis jeg ikke kan finde det rigtige spørgsmål, eller hvis patienterne ikke forstår mig, prøver jeg at spørge på en ny måde og bliver ved. Det vigtige er, hvordan de taler under samtalerne, og hvordan de opfører sig«, siger Wójtowicz.

Svært at samarbejde med andre faggrupper

Arbejdskulturen i Danmark er noget af det, lægerne bruger lang tid på at støtte udenlandske læger med at blive integreret godt i. Nevra Sari har oplevet, at udenlandske læge kan have svært ved samarbejdet med andre faggrupper, bl.a. sygeplejersker.

»I Danmark har vi tæt samarbejde med sygeplejerskerne, hvor deres rådgivning ud fra deres observationer af patienterne, deres deltagelse i stuegang og patientsamtale betyder meget i vores daglige arbejdsgang. Den udenlandske læge kan komme fra en arbejdskultur, hvor der ikke har været tradition for at søge viden hos sygeplejersker eller andre faggrupper, og hvor de ikke opfatter dem som en sparringspartner«.

Det kan gøre, at andre faggrupper oplever, at deres viden ignoreres, og det kan udfordre den gensidige faglige respekt og samarbejdet, siger Nevra Sari.

Hun har også oplevet, at lægen i nogle arbejdskulturer er en autoritet, hvor der ikke er tradition for at give patienterne udførlig information, eller at patienterne sætter spørgsmålstegn ved behandlingen. Det kan også være svært at håndtere den udfordring, siger hun.

»Derfor er det så vigtigt med en mentorfunktion, der kan være med til at navigere og orientere den udenlandske læges vej ind i en anden organisationskultur«, forklarer Nevra Sari.

Kulturelt syn på psykiatrien

Netop de kulturelle forskelle er en stor del af den internationale rekruttering, forklarer Thomas Tellier.

Det kan nemlig sige meget om kandidaternes kvalifikationer, hvordan de opfatter psykiatrien i deres hjemlande. Det kan lette integrationen, hvis kandidaten er positivt indstillet overfor den måde, man behandler psykiatriske patienter i Danmark, siger han.

»Der er nogle grundlæggende værdier i samfundet, som understøtter, at vi behandler på en særlig måde. Det kan være meget forskelligt i Ungarn og i Danmark«.

Synet på psykiatrien er derfor noget af det første, Thomas Tellier spørger ansøgere om.

»Der er nogle områder i verden, hvor der er utroligt få psykiatere pr. indbygger, og så bliver jeg som leder nysgerrig på, hvad forestillingerne om psykiatrien så er«.

I Danmark arbejder psykiatrien med recovery-tilgang, patienterne er indlagt i kortest mulige tid, og patienterne skal ud på arbejdsmarkedet igen.

»Vi arbejder på en helt anden måde, og psykiatri er noget helt andet, end det er i Afrika eller i Irak, hvor nogle af vores ansøgere kommer fra«.

Derudover forsøger Thomas Tellier at spørge ind til, om psykisk sygdom er stigmatiseret.

»Jeg forsøger at danne mig et indtryk af, hvad forventningerne er i forhold til deres rolle. Det er vigtigt, at man vil agere respektfuldt overfor patienten, og at man vil forstå, at vi har en hjælperfunktion, der faciliterer patientens egen bedring«.

»Det er vigtigt for mig at vide så meget som muligt om de læger, vi ansætter. Vi er en lille, tæt familie, hvor vi har brug for vide så meget som muligt om hinandens kompetencer. Man får et stort ansvar, når man er ansat i en afdeling, hvor vi er færre læger«.

Ikke bekymret for patientsikkerhed

I forhold til det sproglige erkender Thomas Tellier, at der er udfordringer. Omvendt er patienterne vant til at møde forskellige faggrupper og behandlere under uddannelse, siger han.

»Det er ikke noget nyt for patienterne, at man er ved at tilegne sig kompetencer. Her er det bare det sproglige. Jeg har en forventning om, at patienterne sagtens kan håndtere sproglige udfordringer og møde en udenlandsk læge, som er ved at lære mere dansk. Det er ganske naturligt«, siger han.

Han påpeger, at lægerne i psykiatrien ikke kan undgå at møde patienter, som synes, at de udtrykker sig forkert, og som bliver vrede.

»Derfor er kommunikationen så afsindig vigtig. Det terapeutiske, der opstår i mødet imellem to mennesker, virker ind på det sproglige, og relationsterapi er et selvstændigt område, som er meget vigtigt«.

Er det ikke et problem, hvis patienterne ikke kan forstå, hvad lægen siger?

»Andrzej, Louise og alle her er meget kompetente og har nogle sociale egenskaber, som gør, at patienterne ikke klager over sproget. Med ydmyghed kommer man langt. Når man har en tillidsvækkende personlighed, reagerer patienterne på det, og det er rigtig vigtigt at have i psykiatrien«, siger Thomas Tellier.

Har I på noget tidspunkt været bekymrede for patientsikkerheden?

»Ikke på baggrund af kolleger fra udlandet. Vi har det nødvendige system med supervision og vejledning til, at jeg ikke er bekymret. Men det er klart, at patientens oplevelse og patientens behov er vores vigtigste fokus. Men der er f.eks. ikke flere UTH’er, der er knyttet til udenlandske læger«.

Han understreger, at det er ikke bekymringer for patientsikkerheden, der skal drive diskussionen.

»Det er en interesse i at blive en effektiv organisation, der skal drive værket. En psykiatri, hvor vi får mest muligt ud af hinandens kompetencer, hvor vi får et kompetent og fagligt miljø, hvor alle personalegrupper kan trives«.

Nogle steder i Danmark er andelen af udenlandske læger 50 procent. Vil du gerne holde det på 25 procent hos jer, eller er der mulighed for, at andelen kan stige?

»Jeg er ikke afvisende overfor, at det kan stige, men det vil også kræve, at vi er nok speciallæger til at kunne tilbyde supervision, faglig støtte og vejledning omkring sprog og kultur«.