Udenlandske læger - ikke kun de andres bord

»I Lægeforeningen mener vi, at det offentlige har haft en noget forfejlet og langsom håndtering af de udenlandske lægers problemer«. Sådan lød den kontante udmelding fra Mogens Boy Christiansen, medlem af Lægeforeningens arbejdsmiljøudvalg, ved Kollegialt Netværk for Lægers temamøde i slutningen af januar om udenlandske læger i Danmark.

At udmeldingen ikke er overdrevet, fremgik af en indrømmelse fra amtsborgmester i Vejle Amt og medlem af Amtsrådsforeningens bestyrelse Otto Herskind Jørgensen.

Skønt problemerne med at få højtuddannede flygtninge/indvandrere ind på arbejdsmarkedet har været drøftet intenst i offentligheden i mange år, kunne Herskind Jørgensen ikke erindre, at udenlandske lægers indslusning havde været drøftet i Amtsrådsforeningens bestyrelse, i Sygesikringens forhandlingsudvalg eller lønudvalget.

Amtsborgmesteren var imidlertid tilsyneladende indstillet på, at tiden var kommet til at tage skeen i den anden hånd: »Vi skal sørge for mere permanente løsninger på problemerne med at få optaget udenlandske læger i det danske sundhedssystem. Vi må have fundet og registreret dem tidligere, og så må der sættes ind med målrettet undervisning og en geografisk fordeling«, understregede han og fortsatte:

»Amtsrådsforeningen er glad for, at vejen ind i sundhedssystemet er blevet bedre, blandt andet ved at lægerne nu bliver prøvet ude på afdelingerne via surnumerære stillinger. Men det er ikke nok, at formelle ordninger er på plads. Uddannelsesforholdene på afdelingerne må opgraderes, og hver enkelt må føle et medansvar for at tage godt imod de udenlandske læger«.

Hvem skal betale?

Herskind Jørgensen kunne dog ikke nære sig for at skyde bolden op på overenskomstforhandlingsbordet: »Lægeforeningen klamrer sig til, at udenlandske læger skal have samme løn som andre, selv om de mangler de nødvendige sprogkundskaber og skal have støtte. Man kunne da overveje introduktionsstillinger til en lavere løn, hvor lønforskellen blev brugt til kvalificerende undervisning«.

Bolden blev straks driblet af formanden for FAYL's arbejdsmiljø- og organisationsudvalg Klaus Klausen: »Lægeforeningen vil gerne tage initiativer og udforme kurser, men vi vil og kan ikke bruge kontingentmidler til, at arbejdsgiverne kvalificerer deres arbejdskraft. Området har i øvrigt alt for længe været præget af kassetænkning. Den hænger sammen med, at kommunerne skal betale for integrationen, men amterne skal bruge arbejdskraften«.

Mogens Christiansen serverede et andet eksempel på det samme: »Yderamter er tilbageholdende med at bruge ressourcer på uddannelse, fordi de har erfaret, at de udenlandske læger efterfølgende søger til de større byer«.

Lægerne tager initiativ

Men ellers var det de gode ideer og initiativers møde. Lægeforeningen og »græsrødderne« har således ikke ladet sig bremse af offentlig træghed, men har taget initiativer inden for en lang række felter, som Mogens Christiansen opsummerede det:

»I foråret 2001 skrev vi til alle danske kommuner og sprogcentre for at få et overblik over antallet af tredjeverdenslæger. I kommunerne kendte man til ca. 200 arbejdsløse, fortrinsvis fra Afghanistan og Irak. Hertil kom et antal læger i flygtningelejre. Ingen dansk myndighed kendte det nøjagtige tal, men et skøn var 70.

Lægeforeningen har været i kontakt med lægerne for at finde ud af deres behov. Det er først og fremmest relevant, målrettet undervisning tilrettelagt efter en målgruppe af højtuddannede, motiverede personer med et aktivt ønske om at lære dansk. Gerne med udgangspunkt i fremtidige arbejdspladser i sundhedsvæsenet. Lægerne har behov for at lære sprog, om samarbejdsformer, kultur, humor, læge-patient-forholdet, opgavefordeling m.v. Det har vi fortalt Sundhedsstyrelsen, Amtsrådsforeningen, den nye integrationsminister og Arbejdsmarkedsstyrelsen, og vi har haft et tæt samarbejde med Sundhedsministeriet om at tilrettelægge et sådant kursusforløb.

Frivillige har arrangeret et kursusforløb primært for afghanske læger, og adskillige pensionerede læger har meldt sig som undervisere uden at få noget for det. Lægeforeningen har lagt lokaler i Domus Medica til. Flere lægekredsforeninger gør også et stort stykke arbejde på området.

Lægerne i flygtningecentrene er i en særlig situation. De har et brændende ønske om at lære det danske sundhedsvæsen grundlæggende at kende - gerne gennem et praktikophold, men også i form af undervisning og noget så banalt som adgang til dansk faglitteratur. I efteråret udsendte vi 25 pakker til centrene med tidsskrifter, klaringsrapporter, faglige udredninger, lægemiddelkataloger, kompendier m.v. Den 11. april holder Lægeforeningen endvidere et møde for udenlandske læger fra tredjeverdenslande for at informere dem om muligheder og vilkår for at arbejde som læge her«, sluttede Mogens Christiansen.

På ægte græsrodsmanér hejste Henning Tøjner, Kollegialt Netværk for Læger, til allersidst en fane for den personlige, kollegiale indsats: I den muslimske kultur har man en stor gæstfrihed, som vi desværre ikke kender herhjemme. Jeg vil opfordre til, at vi hver især inviterer vore udenlandske læger hjem, taler og spiser sammen med dem. Det er den mest effektive form for integration - og den er billig«.