Udfordringer og løsninger i global sundhed

Målet for global sundhed (GS) er »at skabe en vej, der fører til et langt, sundt og produktivt liv for alle« [1].

GS er kommet på mode i medier, blandt studenter og på fakulteter [2]. GS har skabt eller omformet mange akademiske programmer og er endog blevet et vigtigt led i udenrigs- og udviklingspolitik, bl.a. i USA og Storbritannien [2], men bemærkelsesværdigt nok ikke længere i Danmark.

Gobal anskuelse af sundhedsproblemer er dog ikke ny. Allerede i 1948 fik verden en sundhedsorganisation, WHO, som forsøgte at forene nationerne i kampen mod enkelte, ofte smitsomme sygdomme. I 1978-1988 skiftede fokus til sundhed for alle via forebyggelse og integreret primær sundhed, bl.a. takket være den visionære danske generaldirektør Halfdan Mahler. Denne integrerede tilgang kan beskrives som »horisontal« i modsætning til den »vertikale«, der er en indsats mod en enkelt sygdom eller beslægtede sygdomme. Fra 1988 kom vertikal bekæmpelse af smitsomme sygdomme igen i fokus: børnesygdomme, tuberkulose, hiv og malaria. I 2008 »genopdagede« WHO den primære sundhedstjeneste, som det rekapituleres af Schriver et al [3] og nærmere beskrives af Aabenhus et al [4]. Det er fortjenstfuldt, at Ugeskrift for Læger følger udviklingen og følger artikelserien fra 2006 om international og global sundhed op [5].

Første led i kæden af sundhedsydelser, lokalt som globalt, er jf. navnet, den primære sundhedstjeneste og dens personale. Aabenhus et al's artikel bærer da også overskriften »Primær sundhedstjeneste bidrager til global sundhed«, mens Schriver et al peger på nødvendigheden af at styrke og frembringe en ny generation af sundhedsarbejdere som et bidrag til en løsning af GS's store problemer. Manglen på sundhedspersonale globalt er på over 4 mio. mennesker, heraf 2,4 mio. læger, sygeplejersker og jordemødre. Aabenhus et al beskriver, hvordan vertikale programmer mod enkelte sygdomme ofte modtager store bidrag fra multinationale og -laterale organisationer samt i stigende omfang private organisationer. Det skævvrider den primære sundhedstjeneste, hvis omdrejningspunkt jo er lighed og universel adgang, dvs. horisontal. Vertikale og horisontale tilgange kan forbindes diagonalt via kontinuerlige patientforløb, sammenhængende sundhedsydelser og resurseudnyttelse i en optimeret sundhedstjenestetrekant. Men sundhed, ikke mindst GS, er mere end sundhedstjenester, sygdomme og patienter. Consortium of Universities for Global Health [2] fremhæver, at GS er udpræget inter- og multidisciplinær og omfatter andet end sundhedsvidenskab. Bag sundhed, sygdom og systemer ligger determinanter og risici. Den beskrevne trekant kunne gøres tredimensionel og perspektivere, hvad GS også omfatter: samfundsfag, jura, humaniora, tekniske fag og life sciences samt mange af deres objekter f.eks. sikkerhed, fordelingspolitik, rettigheder, fødevarer, vand og sanitet, klimaforandringer samt konflikter. Begge artiklers forfattere peger da også på nødvendigheden af mere uddannelse og forskning, herunder tvær- eller flerfaglig uddannelse og forskning, for at løse globale sundhedsproblemer, og ikke mindre på en stærkere forankring og medinddragen af lokalsamfundet og den primære sundhedstjeneste.

GS udgår fra folkesundhedsvidenskab og international sundhed, som udsprang af hygiejne, socialmedicin og tropemedicin. Københavns, Syddansk og Aarhus Universiteter opruster alle på GS-området. Artiklerne i Ugeskrift for Læger udgår fra sidstnævnte i samarbejde med organisation Globale Læger, der blev stiftet i 2008. Udfordringerne for sundhed er store og globale - løsningerne begynder lokalt.

KORRESPONDANCE: Ib Christian Bygbjerg , Institut for International Sundhed, Immunologi & Mikrobiologi, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, Øster Farimagsgade 5, 1410 København K. E-mail: iby@sund.ku.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatterens ICMJE-formular er tilgængelig sammen med lederen på Ugeskriftet.dk