Skip to main content

Udkantsdanmark krydser fingre

Journalist Annette Hagerup, annette@hagerup.info

26. nov. 2010
2 min.

Brønderslev er en af de kommuner, der i år håber på en ekstra julegave fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet i form af tilskud til et nyt sundhedshus.

I den anden ende af landet, nemlig i Nakskov, krydser de også fingre for, at ministeriets øjne lander på deres ansøgning om et sundheds- og akuthus. Vestlolland kan imødese stor lægemangel, hvis udviklingen ikke vendes.

Et sundheds- og akuthus vil gøre det muligt at tiltrække nye praktiserende læger til Vestlolland, hedder det bl.a. i ansøgningen fra Lolland Kommunes borgmester, Stig Vestergaard.

Spændingen udløses en uge før juleaften, hvor Indenrigs- og Sundhedsministeriet afgør, hvilke ansøgere der får del i regeringens pengepulje til sundheds- og akuthuse i yderområderne.

I finanslovsaftalen for 2009 og 2010 er der afsat i alt 600 millioner kroner til en styrket akutindsats i udkantsområder med store afstande, herunder lægehelikopterordninger, præhospitale beredskaber og kompetenceløft til sundhedsprofessionelle. Halvdelen af beløbet - 300 millioner kroner - er målrettet etableringen af moderne lægehuse og sundheds- og akuthuse, som skal være med til at håndtere de mange sygdomstilfælde og skader, hvor det ikke er nødvendigt at tage til et specialiseret sygehus.

De 600 millioner kroner fordeles ad to omgange. Ved ansøgningsfristens udløb den 15. november havde otte ansøgere fra alle regioner - bortset fra Region Hovedstaden - meldt sig på banen. Fristen for at søge fra anden uddeling er sat til den 25. februar 2011.

Det er endnu ikke afgjort, hvor mange af pengene der vil blive fordelt i første omgang.

Ansøgningerne er udarbejdet i fællesskab med de respektive kommuner, hvor pengene skal anvendes.

Blandt ønskerne om tilskud til sundheds- og akuthuse er:

Region Sjælland: sundhedscenter i Faxe. Sundheds- og akuthus i Nakskov (45 millioner kroner).

Region Nordjylland: fem lægehuse i fire nordjyske kommuner (245 millioner kroner).

Region Midtjylland: Sundheds- og akuthus i Holstebro (71,7 millioner kroner).