Kromand Jens Korsholm Bork og hans kone i Nordby på Fanø blev hårdt ramt af skæbnen. Det driftige og velstående værtspar havde seks børn. I efteråret 1865 blev børnene syge. Den 26. september døde Hans Peder på syv år. Den 3. oktober døde tre børn på den samme dag: Gjertrud på otte samt Louise og Johan, som begge var fire år. Den 21. oktober fulgte toårige Vilhelmine efter. Det eneste overlevende barn var Anne Marie på et år. Familien på Krogården fik dog fik senere yderligere tre børn, som overlevede.
Var Jens Korsholm Bork og hans kone hårdt ramt, var den slags ulykker var dog ikke enestående. Og som vi skal se, var der andre, som måtte leve videre med endnu større tragedier i bagagen.
På tilkald 24/7
Manden, som fortæller om tragedien i Krogården, er Jørgen Heinrich Lorck, som i 1853-1868 var distriktslæge på øen. I 1885 udgav han sine erindringer fra et langt lægeliv, hvor han fortæller, at Fanø sammen med fastlandet i 1865 blev ramt af både skarlagensfeber og difteri. Da epidemien efter fire måneder havde raset ud, var 37 børn døde i Nordby og Sønderho.
Jørgen Heinrich Lorck (1810-1895), som var indfødt københavner, beskriver bl.a. sine 15 år på Fanø, hvor de daglige runder til patienterne var en anstrengende vandring »igjennem det dybe Sand, hvori Foden ved hvert Skridt sank ned«. Jørgen Heinrich Lorck forsøgte derfor at sætte sygebesøgene i system, så man sendte bud efter ham om morgenen, inden han begyndte sin runde. Det syntes de lokale godt nok var mærkeligt, for de så helst, at lægen kom, »naar det faldt dem selv beleiligst«.
Det skete også, at han blev hentet ud til syge børn sent om aftenen, fordi forældrene »oftest uden nogen som helst rimelig Grund […] frygtede for Natten«. Så måtte Jørgen Heinrich Lorck »trække i de høje Vandstøvler og Oliefrakken for med Lygten i Haanden og Sydvesten paa Hovedet at vade en Fjerdingvei [ca. 1,9 km, red.] eller længere igjennem de bundløse eller med alenhøi Snee belagte Veje«.
Jørgen Heinrich Lorck var øens eneste læge og boede i Nordby. Det var sjældent, at der kom bud længere borte fra. Fanøs anden by Sønderho lå 13 km mod syd, og »at rekvirere Lægen fra Nordby, var jo en temmelig kostbar Historie for Vedkommende, der baade maatte udrede Lægehonorar og Befordringsudgifter«. Det var de svært utilfredse med i Sønderho, og Jørgen Heinrich Lorck ordnede det derfor sådan, at han tilbragte to dage om ugen i den mindre by. Det formildede dog ikke sønderhoningerne, »som i det Hele fandt sig brøstholdne ved, at Alting, baade Øvrighed, Læge og Apotheker var samlet i Nordby«.
Fremskridtets mand
Om sommeren, når de fleste af øens mænd var på langfart, var der ikke meget at bestille for lægen, som dog kunne betjene turisterne. I fanøboernes øjne var de dovne lediggængere, der drev omkring på stranden og i Nordbys gader. De omtalte gerne badegæsterne som »gadebæsterne«. Men Jørgen Heinrich Lorck var ikke kun læge; han var også en fremskridtsmand og sloges for at få fanøboerne til at forstå, at sommergæsterne kunne blive en god indtægtskilde, og han stiftede et aktieselskab til oprettelse af en badeanstalt.
Han mente også, at skippersamfundet Fanø burde have egen navigationsskole. Det lykkedes Jørgen Heinrich Lorck at rejse aktiekapitalen – og projektet bar frugt: Navigationsskolen blev indviet den 6. oktober 1860 og fik snart stor søgning.
Også klitbeplantning fangede hans interesse. Øen var stort set blottet for træer, og indbyggere mente ikke, at sådan nogle hørte hjemme på øen. Og at plante træer var håbløst, når kreaturerne fik lov at gå og gnave af vegetationen, hvor de ville, så snart høsten var i hus.
At indhegne nyplantningerne var alt for dyrt, så Jørgen Heinrich Lorck opgav idéen. I stedet solgte han sin lille, stråtækte lægebolig og byggede sig et anseligt hus, hvor han anlagde en stor have med buske, træer og blomster. Huset blev alt for dyrt og var tæt på at ruinere ham, da han senere måtte sælge det med tab. Haven, derimod, var en succes, selvom det krævede hårdt arbejde at vande den og holde den fri for flyvesand. Synet af den frodige have fik til lægens glæde flere andre til at efterligne projektet.
Selv ramt af ulykker
Krigen i 1864 gik let hen over Fanø. Et par huse var besat af østrigske tropper, men under hele krigen blev der kun affyret et eneste kanonskud, og der var ingen døde. Dem var der til gengæld alt for mange af året efter, da en difteriepidemi som nævnt kostede 37 af øens børn livet. Under epidemien blev Jørgen Heinrich Lorck selv syg og var nær ved at blive kvalt af, hvad han troede var en byld i halsen. Han måtte sende bud efter sin nærmeste kollega, som boede i Varde, som konstaterede, at Jørgen Heinrich Lorck var blevet smittet med difteri under sin omgang med de syge.
Sygdommen og hans efterfølgende rekreation ved et tysk kurbad holdt ham væk fra arbejdet i flere måneder. Sygdommen havde sat tanker i gang hos Jørgen Heinrich Lorcks kone, Ida: Hun indså, »hvilke skjæbnesvangre Følger, Mangelen paa betimelig Lægehjælp paa et saa afsides beliggende Sted« kunne have haft for manden – og for hende selv. Hun forlangte, at han søgte forflyttelse til et sted, hvor han ikke var den eneste læge. Meget modstræbende bøjede han sig, selvom han var kommet til at holde meget af Fanø og dens indbyggere.
I forbifarten fik Jørgen Heinrich Lorck også lige nævnt endnu en grund til at føle sig knyttet til Fanø: I løbet af de 15 år havde lægeparret fået syv børn, der alle døde som helt små og nu lå begravet på kirkegården i Nordby – »en stor Hjærtesorg, den største, der kan times kjærlige Forældre«.
I marts 1868 søgte Jørgen Heinrich Lorck et ledigt embede i Bogense, som han fik. Han blev dog slet ikke glad, da han modtog den kongelige udnævnelse, men »græd som et Barn«. Den dyrt opførte lægebolig solgte han med stort tab til efterfølgeren som ølæge.
Nødtvungen afrejse
Det var midsommer, da Jørgen Heinrich Lorck og frue ankom til Bogense, men han så ikke lyst på fremtiden: »En ældre Mand, der bliver flyttet hen til et nyt Sted, hvor han er ganske ubekjendt med Forholdene og Befolkningen« – hvordan skulle man dog nogensinde få fodfæste her? Mismodig overtog han en forsømt praksis og konstaterede, at han lå i skarp konkurrence med to dygtige praktiserende læger, dr. Bache og dr. Trautner. Som distriktslæge måtte han tage til takke med »nogle faa Familier i Byen og paa Landet« – og derudover var der »ikke synderlig Andet tilbage end Sygebesøgene hos Smaafolk og dem, der sorterede under Fattigvæsenet«. Da der kom flere læger til byen, skrumpede endog den forretning, så lægeparrets økonomi var efterhånden temmelig trængt.
Det varede dog ikke længe, før Jørgen Heinrich Lorck fandt noget at udfylde den alt for megen fritid med. Snart var han bestyrelsesmedlem eller formand i adskillige foreninger, og allerede i 1870 blev han medlem af byrådet for partiet Højre og formand for fattigudvalget. Formand for partiets vælgerforening blev han også og fortsatte gennem 15 år som aktiv deltager i lokalsamfundet.
I oktober 1883 pensionerede Jørgen Heinrich Lorck sig selv og flyttede hjem til fødebyen København, »hvor jeg dog endnu af og til kan træffe paa en eller anden Ven fra Ungdomstiden, der nu, ligesom jeg, vandrer om som en graaharet Pensionist«. I 1895 døde Jørgen Heinrich Lorck og blev begravet på Holmens Kirkegård.
Faktaboks
