Udkantslæger forgyldes

Det ser ikke ud af noget særligt - lægehuset i Thyborøn. Det ligger sådan lidt forladt på en bar græstomt i et udstykket område lidt uden for bykernen og ligner nærmest et stort, slidt parcelhus.

Inden i er det dog vældigt hyggeligt - f.eks. med en lille skulptur med rislende vand i venteværelset og en gedigen samling lokal kunst til at pryde væggene.

Men det er ikke for hyggens skyld, at Region Midtjylland har grebet i lommen og købt huset af de to læger Hans Holmsgaard og Viggo Kragh Jørgensen, som nu lejer sig ind i deres gamle lokaler.

En kombination af ekstremt arbejdspres, manglende interesse fra nye læger og en grum risikovurdering har gjort, at regionen nærmest var tvunget til at iværksætte en hjælpeaktion, for ellers havde der næppe været flere læger tilbage.

65 patienter om dagen

Hans Holmsgaard svinger ind på parkeringspladsen foran huset lidt over fem om eftermiddagen efter et sygebesøg. Han har været i gang siden 7.30 om morgenen, og det er helt normalt, at han først kommer hjem til familien ved 17.30-18.00 tiden.

»I dag har jeg haft 57 patienter - 65 er rekorden«, fortæller han.

»Det siger sig selv, at det kan én mand ikke klare - det er ikke holdbart«, siger han, som på et tidspunkt seriøst overvejede simpelt hen at holde op i Thyborøn, inkassere tabet ved, at han næppe kunne få så meget som en rød Nordsøreje for sin praksis, og starte om i en alder af 53. Det havde næppe været vanskeligt at finde et andet sted at drive lægegerning.

»Min arbejdskraft er jo efterspurgt«, som han siger.

Så myndighederne - dvs. regionen - er nu gået ind på at lette livet for lægerne i Thyborøn og dermed få dem til at blive så længe som muligt.

For Thyborøn er noget af det mest udkantede, man kan komme i udkants-Danmark, og det er svært at få læger til at flytte hertil. Så det gælder om at holde på dem, man har.

Købet af lægehuset er ikke det eneste element i den pakke, som er blevet stykket sammen. Lægerne får f.eks. også dobbelt basishonorar for de ekstra patienter, de tager ud over normen på 1.600. Hans Holmsgaard har p.t. 2.000 patienter og Viggo Kragh Jørgensen noget færre - han arbejder en del af tiden med opgaver for regionen.

Ligeledes får Hans Holmsgaard tilskud til ansættelse af personale - praksisen har nu seks ansatte, men så er alle også talt med, selv rengøringshjælpen. Og endelig betaler regionen løn til en vikar, når en af lægerne er væk i over en uge, mens praksisen beholder halvdelen af de honorarer, vikaren indtjener, til at betale for føromtalte personale, lys, varme, husleje mm.

Lige nu overvejer regionen desuden, om lægehuset skal renoveres, eller om der skal bygges et sundhedshus med plads til såvel lægerne som andre sundhedsfaglige grupper - enten på det nuværende lægehus grund eller et andet sted.

Der er dog et enkelt aberdabei ved aftalen. Den løber i to år og skal evalueres senest efter halvandet år, men Hans Holmsgaard ville ønske, at tidsbegrænsningen blev droppet.

»Jeg ønsker mig arbejdsro, og at den aftale, jeg har, kan fortsætte. Jeg ville gerne vide, hvad mine arbejdsvilkår er fremover, så jeg kan foretage de investeringer i mit firma, som er nødvendige«, siger han.

»Njet« til noget permanent

Det ligger slet ikke i kortene inde hos Region Midtjyllands folk i Viborg.

»Det er vigtigt for os, at den er midlertidig«, siger Palle Jørgensen, som er afdelingschef med ansvar for primærsektoren, om aftalen i Thyborøn.

Ordene falder med et tryk og et blik, som ikke er til at misforstå: Der er tale om en udmelding af gammelsovjetisk karakter, hvor et nej er et nej er et nej.

Så her på stedet hedder den økonomiske bistand i aftalen »et omstillingstilskud« netop for at sende det signal, at den er unik, et overgangsfænomen og absolut ikke til kopiering andre steder.

Det er ellers ikke helt usædvanligt for myndighederne at sætte ind over for lægemangelen ved at assistere økonomisk på den ene eller den anden måde. For eksempel blev der på et tidspunkt lokket med et ekstra beløb - 300.000 kroner om året i tre år - for at få en læge til at nedsætte sig i Lemvig, hvilket da også lykkedes.

Men hjælpeforanstaltninger af den art har en slagside - skaber ulighed blandt lægerne og dermed grobund for utilfredshed og muligvis en kravspiral.

Det er netop en sådan kravspiral, regionen frygter, at Thyborøn aftalen skal forårsage.

Så fremover vil der fra Region Midtjyllands side blive fokuseret meget på ikke blot det midlertidige i sådanne ordninger men også på det faktum, at det er meningen, at modtagerne af hjælpen skal foretage nogle ændringer, så hjælpen kan aftrappes.

»Det handler meget om, hvordan man organiserer sig. Blandt andet så man ikke sidder med alle opgaverne selv«, siger Palle Jørgensen.

En sådan omstilling til at kunne kapere flere patienter - f.eks. ved at uddelegere flere og flere opgaver til hjælpepersonale - er også i lægernes egen interesse, mener Palle Jørgensen.

»Ellers bliver det nødvendigt at gøre noget andet. Så risikerer man, at sådan nogen som os går og laver løsninger«, siger han.

Det kunne f.eks. være løsninger, der normalt ikke huer de praktiserende læger, som jo er selvstændige erhvervsdrivende - f.eks. læger i praksissek-toren, der direkte er ansat af myndighederne.

»Hvorfor skulle vi det?«

De praktiserende lægers repræsentanter i Region Midtjylland har allerede forsøgt at få en løsning forhandlet hjem, der ligner den i Thyborøn, vedrørende et andet område med lægemangel - nemlig Nordsalling. Men her er forhandlingerne nu gået i stå.

»Regionen tilbød, hvad der ville svare til en sygeplejerske-løn. Men ikke noget med f.eks. dobbelt basishonorar«, fortæller Egon Juul-Andersen, som er praksisudvalgsformand i Region Midtjylland.

»Det blev ikke accepteret, og det er da klart. Ingen andre mennesker ville acceptere at lave et kæmpe arbejde på samme vilkår. De skal da have noget for det«, siger han.

Men er ideen ikke god nok om, at det er omstilling og omorganisering, der skal til, så praksis kan tage flere patienter?

»Pointen er ikke at tage så mange patienter som muligt men at gøre tingene så godt som muligt, og det må under alle omstændigheder være den enkelte læge, som må afgøre, om vedkommende er interesseret i omstrukturering«, siger Egon Juul-Andersen.

Og det er slet ikke sikkert, at alle læger er det.

»Der bliver tungere beslutninger, og hverdagen bliver mere hektisk, ligesom det, der kendetegner os her i Danmark, at vi kender patienterne, det forsvinder. Det bliver ligesom i f.eks. Kaiser Permanente i USA, hvor praksis nærmest er som en slags ambulatorium, hvor patientens problemer bliver bredt ud på flere delfunktioner med forskellige mennesker hver gang. Det betyder, at den, der har det overordnede ansvar, vil få et dårligere personligt kendskab til patienten. Jeg synes ikke, det er godt - hvorfor skulle vi det?«, mener Egon Juul-Andersen.

Det er toner, som klinger helt forkert i forhold til de udmeldinger, der er kommet fra formand for Danske Regioner, Bent Hansen.

Han har sagt det før, og han vil sikkert sige det igen - at regionerne er parate til at træde til med økonomisk hjælp for at løse lægemangelen, bl.a. ved at påtage sig udgiften til lokaler, men gerne på en måde, som fremmer udviklingen mod større læge- eller sundhedshuse med flere funktioner. Dog kun som »bagstopper«, som han formulerede det på Danske Regioners konference om fremtiden for almen praksis i slutningen af sidste år.

Spørgsmålet er så naturligvis, hvordan man definerer begrebet »bagstopper«, og hvilke situationer, der skal udløse det.

Indtil den kabale er gået op, slås landet videre med lægemangelen, som næppe bliver mindre udtalt i de kommende år. Kvalificerede gæt lyder på, at problemet bliver værre i de næste 4-5 år og først kan påregnes løst om 10-15 år.

Tidligere artikler om problemet med lægemangel:

• Spøgelsespatienter kræver forandring i almen praksis, Ugeskrift for Læger 2007;169(50):4386

• Spøgelsespatienterne får hjælp, Ugeskrift Læger 2007;169(51):4421

• I Øster Jølby flyttes der grænsepæle, og sygeplejersken kan også stille diagnose, Ugeskrift for Læger 2007;169(20):1946

Kilder: