Udredningsgarantien behøver ikke kræve flere diagnostiske centre

Da sundhedsminister Astrid Krag for godt en uge siden lancerede sin nye udredningsgaranti og differentierede behandlingsgarantier, pegede hun på Diagnostisk Center i Silkeborg som et godt eksempel på, hvordan hurtig udredning kan etableres. Kritikere, bl.a. vicedirektør på Herlev Hospital, Torben Mogensen, advarer dog mod den løsning - det vil være »ekstremt kostbar«.

Men det er næppe nødvendigt, lyder det fra en regionssundhedsdirektør og en faglig vicedirektør, som Ugeskrift for Læger har talt med.

Teis Andersen, lægefaglig vicedirektør i Sygehus Nord, Region Sjælland:

»Der bliver næppe brug for at oprette særskilte blandede diagnostiske centre. I Region Sjælland har vi dækket behovet for diagnostisk kapacitet. Vi har diagnostiske enheder, der implementerer kræftforløbspakkerne inden for de uspecificerede symptomer.

De patienter, der er indlagt akut, og som viser sig at have behov for at blive udredt for noget andet end det akutte, vil blive henvist til diagnostisk enhed i akutmodtagelsen.

Langt de fleste patienter, der vil være derudover, og som skal under den nye garanti, vil kunne henvises til et speciale for udredning. Derfor mener jeg ikke, der er behov for at oprette nye diagnostiske centre for at kunne leve op til den garanti«.

Ole Thomsen, der er direktør for sundhedsplanlægning i Region Midtjylland, er enig. Han regner ikke med, at det bliver nødvendigt at opbygge nye diagnostiske centre for at implementere en udrednings- eller diagnosegaranti:

»Vi kan klare det med de diagnostiske centre, vi har. Vi har lavet patientforløb for patienter med ukendt sygdom. Og vi skal ikke til at lave særskilte forløb på diabetes og ortopædkirurgi, eksempelvis. Alle hospitalerne skal have bredde til at dække det. Det er et spørgsmål om at have kapacitet på hovedfunktionsniveau«.

Ole Thomsen mener, at det er meget positivt med den nye udredningsgaranti:

»Det er godt, at vi tvinges til at fokusere på de patienter, der falder uden for pakkerne. Vi er gode til at diagnosticere og have fokus på patienter med hjertesygdomme og kræftsygdomme og dem med uspecifikke symptomer, der kan være kræft.

Men hvad der sker med den store restgruppe, ved vi ikke. Vi ved ikke, hvordan det går dem, og vi ved ikke, hvor gode vi er til at behandle dem. Og heller ikke, om de får et relevant tilbud«, siger Ole Thomsen.

Monitoreringen er en udfordring

Den helt store udfordring ligger efter Ole Thomsens mening et andet sted.

»Hvordan skal garantien administreres? Hvordan vil man måle, om vi lever op til garantien? Kan det overhovedet lade sig gøre at måle, hvornår diagnosen er stillet? Som det er i dag, er den endelige diagnose vel udskrivningsdiagnosen. Alle andre kan være forventede diagnoser, og den endelige er principielt først registreret, når alle prøvesvar foreligger. Noget andet er, hvis patienten har flere sygdomme: Hvilken skal der så måles på?«

Garantien gælder selvfølgelig for alle regioner. Men de kører ikke efter de samme systemer, og man registrerer ikke ens, pointerer Ole Thomsen:

»Når regionerne skal måles på, at vi udreder inden for en måned, kræver det, at vi registrerer ens. Og det gør vi ikke«.

Regionernes EPJ er udrullet i forskellig grad.

Region Midtjylland er langt med EPJ, men selv der ligger det ikke lige for at trække de nødvendige data:

»I dag kan vi kun måle forløbstider på kræft- og hjertebehandling. Det er de eneste områder, vi i dag kan trække data på«, siger Ole Thomsen, der oplyser, at han netop har sat en analyse i gang, der skal finde ud af, hvilke data det overhovedet er muligt at trække på systemet. Og hvad praksis egentlig er i dag.

Minister: Det hedder udredningsgaranti
Syv spørgsmål til sundhedsminister Astrid Krag.

Nogle har kritiseret begrebet diagnosegaranti, fordi mange patienter ikke får en diagnose. Hvad siger du til det?

Regeringens ord for det er udredningsgaranti, som er noget andet, netop med den pointe, at det jo f.eks. kan være, at man ikke fejler noget, men også fordi, der findes symptomer, som ikke kan udredes med den formåen, vi har i dag. Derfor hedder det udredningsgaranti - og de, der ikke er færdigudredt inden for en måned, skal have en udredningsplan inden for en måned. Det er pressen, der har døbt det diagnosegaranti.

Vil I stille den betingelse til regionerne ved økonomiforhandlingerne, at udredningen skal foregå i diagnostiske centre - de fleste af dem er jo rettet mod kræft eller mistanke om kræft?

Denne ret gælder alle patientgrupper i modsætning til den nuværende behandlingsgaranti, som kun nogle sygdomsområder har glæde af. Hvordan regionerne vil leve op til garantien, er op til dem. Jeg ved, at det diagnostiske center i Silkeborg er en succes, og jeg har nævnt det, men det er blot som inspiration. Hvad der derimod er et klart budskab til regionerne, er, at ansvaret for udredningsforløbet skal placeres et sted.

Det plejer vel at være den praktiserende læge - skal det flyttes?

Den praktiserende læge har ansvaret for henvisningen. Men det går ikke, at patienten skal tilbage til den praktiserende læge mellem de enkelte undersøgelser, hvis den første ikke viste noget, og der skal flere til. Ansvaret ligger hos den praktiserende læge i starten. Men fra henvisningen og videre - der skal ansvaret ligge et sted.

En case manager?

Det må regionerne finde ud af. Mit budskab er, at patienten ikke skal være kastebold og få en oplevelse af - ud over at være syg - at være kastet ud i en jungle.

Kritikere har sagt, at det ikke kan få konsekvens, hvis garantien ikke bliver overholdt, hvorfor effekten forsvinder. Er du enig?

Tanken er, at hvis regionerne ikke selv har kapacitet til at udrede inden for en måned, så skal de tilbydes behandling i en anden region - ellers privathospital.

Men de har jo næppe den nødvendig bredde til det?

Nej, og det gælder jo også for den eksisterende behandlingsgaranti - at det kun er visse patientgrupper, der kan henvises videre dertil. Vi skal forhandle med regionerne, hvordan de vil leve op til de nye garantier - både udredningsgarantien og den differentierede behandlingsgaranti, det sker til økonomiforhandlingerne til juni.

I dag registrerer de fleste steder ikke tidspunktet for en diagnose. Nogle mener, at data slet ikke findes til at måle, om garantien bliver overholdt. Desuden kører regionerne med forskellige systemer. Er du slet og ret ved at udstede en garanti, som ikke kan måles bliver overholdt - i stil med de maksimale ventetider for kræftbehandling, som det også viste sig, der slet ikke var et system, der kunne monitorere?

Det skal kunne følges. Og jeg tror ikke, det bliver et problem. Nu har vi været igennem problemstillingen i forbindelse med kræft, og vi kan bruge de erfaringer til denne garanti.