Lægeforeningen: ikke nok penge
Lægeforeningen er mere forbeholden, hvad angår pengene – om end udspillet i øvrigt modtages pænt.
Læs også: Regeringens sundhedsudspil - kort
"Der er mange positive elementer i udspillet. Vi er meget tilfredse med, at regeringen signalerer, at der nu skal større fokus på kvalitet og mindre bureaukrati., og vi bakker op om bestræbelserne på i højere grad at inddrage den enkelte patient i beslutninger om behandling", siger Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen i en pressemeddelelse.
Lægeforeningen støtter også de kommende indsatser for kræftpatienter og de kronisk syge.
Og udspillets fokus på almen praksis får også et godt skudsmål.
"Et voksende antal ældre og kronisk syge skal have behandling i de kommende år, og det nære sundhedsvæsen skal kunne klare stadig flere opgaver, som tidligere blev klaret på sygehusene. Derfor er det rigtigt, at de praktiserende læger får ressourcer og redskaber til at kunne foretage hurtigere og bedre opsporing af kræft og følge op på kroniske sygdomme ", siger Mads Koch Hansen.
Lægeforeningen peger, at de nye opgaver betyder, at der bliver behov for flere praktiserende læger. Dem er der allererede i dag stor mangel på flere steder i landet.
"Derfor er det vigtigt, at regionerne bidrager med det nødvendige antal videreuddannelsesstillinger", siger han.
Men Lægeforeningen kritiserer, at sundhedsudspillet ikke omfatter de mange patienter på medicinske og akutte afdelinger. Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd har opfordret til ikke at glemme denne gruppe, hvis behandling og pleje lider under overbelægning og mangelfuld bemanding.
Desuden tvivler Lægeforeningen på, at de penge, der er afsat til at føre sundhedsudspillet ud i livet, er nok.
"Nogle af initiativerne er meget ambitiøse - og det er godt - men det er også vigtigt, at der er midler til at realisere dem. Uden at være økonom kan jeg godt have mine tvivl om det", siger Mads Koch Hansen.
Mål for sundheden
De mål, regeringen har ambitioner omkring, er bl.a. at mindske uligheden i sundhed.
”Det skal være sådan i Danmark, at alle har lige gode muligheder for at leve et godt og langt liv og få den bedste behandling, hvis de bliver syge. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi investerer i vores offentlige sundhedsvæsen og sætter os en række ambitiøse mål, som vi er parate til at blive målt på”, siger sundhedsminister Nick Hækkerup i en pressemeddelelse.
På kræftområdet er målsætningen således, at tre ud af fire kræftpatienter skal være i live fem år efter, de har fået en kræftdiagnose. I dag er det godt halvdelen, der lever fem år eller mere.
Og for patienter med kroniske sygdomme er målene at reducere antallet af akutte indlæggelser og genindlæggelser af KOL- og diabetes-patienter med 20 procent. Det svarer til 6.000 færre akutte indlæggelser på sygehusene.
Læs også: Nye lægehuse for 800 mio. kr. skal fastholde praktiserende læger