Egentlig skulle den unge skibslæge William Redfern være hængt. Redfern (1774-1833) var en ung læge i den britiske flåde. Han var udlært som kirurg hos sin storebror, Thomas, bestod sin eksamen i 1797 og blev optaget i London Company of Surgeons.
Samme år fik han hyre som underkirurg i flåden, knap 23 år gammel. Han påmønstrede HMS Standard, et 64-kanoners linjeskib. Han var stadig ved at vænne sig til livet ombord, da HMS Standard blev involveret i et mytteri, der omfattede et antal skibe, der lå for anker i Themsens munding.
Mytteriet begyndte som en strejke over manglende udbetalinger af den i forvejen lave løn. Enkelte skibe, som forsøgte at slippe væk fra det ulmende oprør, blev beskudt af mytteristerne med kanoner. Matroserne udformede krav, som blev overbragt til Admiralitetet, og i tidens revolutionære ånd – den franske revolution havde kastet det europæiske kontinent ud i kaos – stillede de også vidtgående politiske krav – bl.a. om at opløse parlamentet og indgå en øjeblikkelig fredsaftale med det revolutionære Frankrig.
Mytteristerne forsøgte at indføre en blokade af London – men oprøret ebbede ud, og dets ledere blev stillet for en krigsret. 29 blev hængt, 29 blev fængslet, ni blev pisket, og mange blev deporteret til straffekolonien New South Wales (som Australien dengang blev kaldt).
Før den amerikanske revolution i 1776 havde England deporteret tusinder af straffefanger til kolonierne i Amerika. Da man ikke længere kunne afskibe »forbrydere og løsgængere« til Amerika, blev de engelske fængsler hurtigt overfyldt. Det samme skete med fængselsskibene, aftaklede og rådne skibsskrog, der blev brugt som nødfængsler. Man måtte se sig om efter andre muligheder. Blikket faldt på imperiets fjerneste, mest isolerede og afsides koloni: New South Wales.
En af de deporterede var underkirurg William Redfern, som ifølge anklagen havde støttet mytteristerne. Egentlig skulle han være hængt, men dommen blev ændret til fængsel på livstid grundet hans unge alder. Efter fire år blev straffen ændret til deportation, og sammen med hundreder af andre forviste ankom han i 1801 til bosættelsen Sydney ombord på transportskibet Minorca.
De kummerlige forhold på fængsels- og transportskibene er svære at forestille sig. Her var ingen ventilation. Stanken fra sammenstuvede, uvaskede kroppe, af urin og ekskrementer var overvældende. Ernæringen var utilstrækkelig og fordærvet ligesom ferskvandet, og disciplinen blev opretholdt ved piskning. Skibene vrimlede med rotter og drev af fugt. Dødeligheden af sygdomme som skørbug og tyfus under de lange sørejser var omkring 10%. De døde blev smidt overbord. De overlevende blev sat til tvangsarbejde i marker og plantager. Efter afsoning af den tilmålte straf, kunne de slå sig ned som frie nybyggere og få en jordlod på ca. 50 hektar.
Som flådekirurg havde Redfern været vidne til søfolkenes elendige forhold, som ikke var meget bedre end fangernes på transportskibene. Det var formentlig grunden til, at han som veluddannet og privilegeret officer havde udtrykt sin sympati for mytteristerne.
Under transporten til Australien hjalp Redfern sine medfanger så godt, som forholdene tillod. Efter ankomsten til Sydney blev hans evner som kirurg snart bemærket. Han blev sendt til bosættelsen Norfolk Island, hvor han opholdt sig i nogle år, men blev omsider benådet og fik lov at bosætte sig i Sydney. Han blev ansat i koloniens sundhedsvæsen og drev samtidig sin egen praksis.
I 1814 ankom tre fangetransporter til Sydney, som undervejs havde oplevet en usædvanligt høj dødelighed af tyfus, der også kostede en kaptajn og flere officerer livet. Guvernøren beordrede Redfern til at iværksætte en undersøgelse og komme med anbefalinger til at hindre en lokal epidemi.
Redferns rapport og hans liste over anbefalinger betragtes som Australiens første dokument vedrørende offentlige sundhedsforhold. Det banede vejen for, at dødeligheden på transportskibene i de følgende år faldt mærkbart. Redferns indsats skønnes at have reddet tusinder af søfolks, fangers og andre immigranters liv.
Allerede før ankomsten af de tre tyfusramte skibe i 1814 var der regulativer, som skulle hindre den slags smitteudbrud i flåden. Dem havde man bare valgt at ignorere. Uden omsvøb pegede Redferns rapport på skibschefernes og skibslægernes uvidenhed, forsømmelse og inkompetence som årsagen til de mange tabte liv. Rapporten beskrev transportskibenes beskidte, overbefolkede forhold og fangernes manglende adgang til frisk luft som årsagerne til sygdomsudbruddet. Det hjalp heller ikke, at maden var utilstrækkelig og fordærvet, og at kaptajnerne, da sygdommen brød ud, intet foretog sig for at standse den.
Selv om Redfern intet kendte til bakterier og virus, forstod han, at epidemien var udløst af de uhygiejniske og trange forhold ombord, og at det var vigtigt at indføre en karantæne. Blandt hans anbefalinger var også vigtigheden af personlig hygiejne og hensigtsmæssig indkvartering. Sæbe og vask af hele kroppen var ifølge Redfern »kraftige midler til at forebygge smittens opståen«.
Fængslerne skulle rengøres og udluftes grundigt, der skulle sørges for rent tøj og sengetøj, nærende kost, daglig bevægelse og adspredelse, og man burde uden tøven »udpege godkendte og dygtige læger med ansvar for fangerne på hvert skib«, gerne med magt til at tilsidesætte kaptajnen.
William Redferns egne erfaringer som skibslæge og hans oplevelse af de forfærdende forhold i fængslet og på fangetransporten har utvivlsomt påvirket hans anbefalinger – ligesom han havde vist sympati for de menige søfolks mytteri i 1797.
I 1816-1819 arbejdede han som reservelæge på det nye lokale sygehus, fra kl. 6 morgen og til ud på aftenen. På 18 måneder indlagde han 988 patienter med bl.a. ulægelige sår, betændelser, pneumoni, hudsygdomme, arbejdsskader, forbrændinger, rygsmerter, dysenteri og sår efter piskning. Fra journalerne ved vi, at 86 af patienterne døde.
Myndighederne i London læste Redferns rapport og gennemførte faktisk de fleste af hans anbefalinger. Fangetransporterne fortsatte, men forholdene blev forbedret. Anbefalingerne var en så stor succes, at også passagerskibe snart indførte lignende forholdsregler på længere sørejser.
Det tjener dog ikke myndighederne til ære, at de småligt valgte at forbigå Redfern, da der i 1819 skulle udnævnes en cheflæge for kolonien. Begrundelsen var, at han var »tidligere straffet«.
I vrede over forbigåelsen opsagde han sin stilling ved sygehuset og fortsatte sit virke som privatpraktiserende. Han blev en af Sydneys mest benyttede og velrenommerede læger.
Efter syv år som pensionist døde Redfern i 1833. En sen eftertid gav ham oprejsning, da den jord, han havde ejet syd for byen, i dag er kendt som den farverige Sydney-bydel Redfern. William Redfern betragtes i dag som grundlægger af Australiens sundhedsvæsen.
Det var hans humanistiske indstilling, som i første omgang bragte ham i vanskeligheder. Og det var den, som senere fik ham til at engagere sig i sit nye lands lands økonomiske udvikling og i socialt og filantropisk arbejde.
En del tyder på, at Redfern manglede diplomatisk fingerspitzgefühl i omgangen med autoriteter. Ved hans pensionering skrev Sydney Gazette, at »hans manerer … måske ikke var så vindende og charmerende, som man kunne ønske, men til gengæld kompenserer hans erfaring, hans dygtighed og hans praksis efter vor vurdering i rigt mål for hans mangel på overvældende høflighed«.
Et karaktertræk, der sagtens kan have medvirket til, at han aldrig opnåede de høje stillinger, han med god ret følte sig kvalificeret til.
