Skip to main content

Uganda: Hellere afholdenhed end kondomer mod hiv/aids

Journalist Thor Wilkens, thor.wilkens@gmail.com

16. okt. 2006
6 min.

KAMPALA - Ingen sex før ægteskabet.Sådan lyder parolen i Uganda i disse dage. Dermed gør det centralafrikanske land op med en aids-politik, der i 1990'erne gjorde landets præsident Yoweri Museveni populær blandt vestlige donorer. Uganda blev et foregangsland i Afrika i kampen mod aids. Oplysning om sex og offentlig debat om kondomer fik med præsidenten i spidsen antallet af aids-smittede til at falde fra 15% i starten af 1990'erne til 6-7% i dag.

Men tiderne skifter, og holdningen til prævention ændrer sig, så det i dag er tabu at tale om f.eks. kondomer. I dag har landet således droppet de store kampagner for kondomer: »Da jeg kom til Uganda i 2002 var gaderne fyldte med reklamer for kondomer. I dag er det billboards for afholdenhed og aids-medicin, der dominerer gadebilledet«, siger Florinda Guadagna, programansvarlig for EU-Kommissionens aids-bekæmpelse i Uganda.

Holdningsændring

Holdningsændringen i landet er sket af både religiøse og økonomiske årsager: Pengestrømmene følger med afholdenhedskampagnen: »Landets elite har ændret holdning til aids-spørgsmålet, fordi der i dag er flere penge i at prædike afholdenhed end kondomer«, siger Margaret Kyakuwa, lektor i antropologi ved Makerere Universitet i Kampala.

Margaret Kyakuwa er selv ugander og skriver i øjeblikket en ph.d.-afhandling om kampen mod aids i Uganda ved KIT i Amsterdam: »Kondomer er i dag tabu pga. afholdenhedskampagnen. Mange ugandere forstår ikke, hvordan præsidenten tidligere kunne anbefale kondomer, og at han i dag anbefaler afholdenhed i stedet«, siger hun.

At tale åbent om kondomer og sex er blevet tabu, og det oplever man også i den danskstøttede lokale ngo Straight Talk, som bl.a. sender oplysningsblade ud på skolerne: »Tidligere skrev og tegnede vi meget mere om kondomer, især i de blade, vi deler ud på skolerne. Det kan vi slet ikke nu. Holdningen har ændret sig«, siger Kathy Watson, kommunikationsansvarlig hos Straight Talk.

Hun fortsætter: »Undervisningsministeriet beder os om ikke at promovere kondomer, da de mener, at det får folk til at have mere sex. Kondomer bliver efterhånden kun forbundet med utroskab i Uganda.«

Holdningen til prævention har ændret sig, fordi Ugandas elite med det magtfulde præsidentpar Yoweri og Janet Museveni har ændret deres holdning. Således blev præsidenten under den 15. internationale aids-konference i Bangkok 2004 citeret for at kalde aids for »et moralsk problem, forårsaget af udisciplineret sex«, og at »kondomer bør reserveres til prostituerede«.

Støtte fra USA til især afholdenhed

En anden grund til, at afholdenhed før ægteskabet er så populær i det centralafrikanske land, er, at 66% af midlerne fra den milliardstore amerikanske PEPFAR-fond ifølge engelske BBC er øremærket til den såkaldte AB-kampagne (hvor A står for afholdenhed og B for bliv trofast, hermed mangler der C for condoms, mener kritikere).

Også mange private, højrereligiøse kirkeorganisationer fra USA er på mærkerne i Uganda. Således er præsidentfrue Janet Museveni genfødt kristen og er tidligere blevet citeret for at sige, at »kondomdistributører er mordere«. Hun er tilhænger af en ugandisk afdeling af de stærkt højrereligiøse kirker fra USA, som også præsident Bush er tilhænger af. På grund af Ugandas mangeårige kristne traditioner har disse kirker i de sidste ti år hældt enorme summer i udbredelsen af evangeliet i Uganda, hvilket lægger yderligere pres på præventionsoplysningen og giver vind i sejlene for afholdenhedsbevægelsen. Ofte arrangerer de højrereligiøse kirker store crusades (korstog eller vækkelsesmøder) i de større byer i Uganda, hvor præsterne taler dunder mod prævention og abort til tusinder af tilhørere.

Dansk organisation mærker presset på prævention

Også den danske organisation Sex & Samfund oplever det amerikanske pres for afholdenhed i stedet for prævention. For nylig blev Sex & Samfunds ugandiske samarbejdspartner stillet over for et ultimatum: Enten skulle samarbejdspartneren fraskrive sig retten til at opfordre de unge til at vælge præventionsform, eller også ville organisationen blive udelukket fra et amerikansk støttet projekt for unge udsat for høj smitterisiko. Resultatet blev, at den ugandiske partner blev udelukket fra projektet, som nu kører videre uden at give adgang til kondomer og uden adgang til information om, hvordan man bruger kondomer.

Frygter flere nysmittede

Holdningsændringen får eksperter til at frygte, at antallet af nysmittede i Uganda vil stige: »At fjerne C-komponenten i A-B-C-strategien vil med al sandsynlighed lede til et øget antal nysmittede (altså øget incidens af hiv) blandt de mest sårbare grupper«, siger Frants Staugård, dansk læge og epidemiolog med 20 års erfaring i aids-bekæmpelse i Uganda og resten af Afrika. Frants Staugård gør også opmærksom på, at observationer fra andre lande i regionen, Malawi, Rwanda og Zambia, viser, at her falder den seksuelle debutalder med en mulig højere aids-transmission som følge (se boks). Derfor frygter han, at en stigning i antallet af nye aids-tilfælde kan blive konsekvensen.

Også FN har tidligere udtrykt sig kritisk om den amerikanske aids-politik i Afrika. Stephen Lewis, FN's specielle udsending for hiv/aids i Afrika, sagde i august 2005, at Bush-administrationens afholdenhedspolitik sammen med nedskæringer i de amerikanske tilskud til kondomer har bidraget til kondommangel i Uganda, og at den førte politik underminerer landets kamp mod hiv/aids.

Ifølge den amerikanske organisation Human Rights Watch (HRW) kan konsekvenserne blive fatale, hvis kondomer ikke længere er en fuldgyldig del af aids-strategien i Uganda.

»Selvfølgelig er det at vente med at have sex et sundt valg for unge ugandere, men de unge har også ret til at vide, at der er andre effektive måder at beskytte sig mod hiv«, siger Tony Tate, der er forfatter til en rapport om netop Ugandas aids-politik.

HRW understreger i en rapport, at når Ugandas regering fjerner afgørende hiv-/aids-information fra underskolernes læseplan, inklusive information om kondomer, sikker sex og risikoen for hiv i ægteskabet, forbryder man sig mod folks ret til information, der kan redde deres liv. Ifølge organisationen er alle afholdenhedsprogrammer, der har forsøgt at nedsætte antallet af teenagegraviditeter samt antallet af seksuelt overførte sygdomme, slået fejl.

EU-Kommissionens ansvarlige for aids-politik i Uganda, Florinda Guadagna, er også kritisk: »Det største problem er den fejlkommunikation man sender ud. For selv om aids-politikken ifølge sundhedsministeriet stadig er den samme, så forvirrer det uganderne, at præsidenfruen siger ,be abstinent, be faithful`, for hvad skal et ægtepar gøre, når den ene er smittet med aids og den anden ikke er? Denne fejlkommunikation vil få negativ indflydelse på antallet af nye aids-tilfælde«, udtaler Florinda Guadagna.

Ny bølge af aids på vej i Uganda og nabolandene?

I Uganda har mere end to mio. mennesker fået aids, og ca. 900.000 er døde siden 1984, da sygdommen blev identificeret i landet. Men nu frygter bl.a. danske eksperter, at en ny bølge af epidemien kan være på vej i Uganda. Observationer fra Rakai-distriktet i Uganda samt andre lande i regionen, Malawi, Rwanda og Zambia, viser ifølge læge og epidemiolog Frants Staugård tendens til øgende hiv-prævalens samt en faldende seksuel debutalder blandt unge piger. Endnu kan sammenhængen mellem de to observationer ikke påvises, men en hypotese om årsagssammenhængen er ifølge Frants Staugård relevant og bør lede til flere seroepidemiologiske studier og samtidig til målrettede forebyggende indsatser.

At den seksuelle debutalder falder - særligt blandt de helt unge, uuddannede og økonomisk svageste grupper piger i landsbymiljøer - vil alt andet lige indebære markant øgning af seksuelt overførbare sygdomme - inklusive hiv-transmissionen. Denne stigning er en nærmest uundgåelig konsekvens, særligt eftersom samstemmige oplysninger tyder på, at helt unge piger debuterer seksuelt med »ældre mænd med slips«, dvs. relativt velstående personer fra bymiljøer - en gruppe, som må mistænkes at have høj hiv-prævalens. Herefter har de unge piger seksuelt samkvem med drenge i landsbymiljøet, og dermed spredes hiv.

Denne tendens til stigende prævalens bekræftes af ngo'er i bl.a. Ugandas Rakai-provins. Ifølge Fred Kazozi, manager i RACA, en lokal ngo, der arbejder for at udrydde aids, er prævalensen i Rakai-provinsen således steget fra 8% i 2001 til 13% i 2006.

Denne artikel er produceret med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp og Danida.