I dag, den 4. maj 2014 er en mærkedag. Det er nemlig præcis 175 år siden, at det første nummer af Ugeskrift for Læger så dagens lys. Det skete som et ”ungdomsoprør” mod en stagneret, forældet medicin og blev begyndelsen til den moderne lægevidenskab i Danmark.
Ugeskrift for Læger er et af verdens ældste, endnu udkommende lægevidenskabelige tidsskrifter (selv om Bibliotek for Læger er 30 år ældre og dermed verdens ældste i samme kategori).
Ugeskriftet begyndte egentlig som en slags ”ungdomsoprør”. Det kom til verden samtidig med, at uddannelsen af kirurger og medicinere efter århundreders rivaliseren blev samlet under én hat, og Det Medicinske Fakultet blev fusioneret med Det Kongelige Kirurgiske Akademi under den fælles betegnelse: Det Lægevidenskabelige Fakultet.
At netop det videnskabelige blev understreget i det nye navn, lå i tiden: Naturvidenskaberne og de tekniske videnskaber havde for længst overhalet medicinen, som hang fast i overtro og dogmer, der var nedarvet fra antikken og middelalderen.
Lægerne tappede blod, gav klysterer og satte igler og kopper. De ordinerede urteafkog og pulvere, de smurte sennepsplastre og de forgav deres patienter med kviksølv, mens de mumlede betydningsfuldt på latin.
”Medicin er kunsten at underholde patienten, mens kroppen helbreder sig selv”, som filosoffen Voltaire spydigt bemærkede. Og man kunne tilføje, at kroppen i mange tilfælde bukkede under for lægens behandling, inden sygdommen fik lov til at gå over af sig selv.
Link: Ugeskrift for Læger, 1. årgang (Google Books)
Eksempelvis var det ikke sygdom, der tog livet af den amerikanske præsident George Washington. Det gjorde hans læger, fordi de tappede ham for 2,5 liter blod i forsøget på at kurere en halsbetændelse. Med hæderligere undtagelser var lægerne i 1839 – højdepunktet af dansk Guldalder – ikke bedre end kvaksalvere.
Men en ny generation af læger ville noget andet. De yngre læger havde for længst stiftet deres eget videnskabelige selskab, ”Philiatrien”, i opposition til de gamle, selvfede Doctores medicinae, som mødtes i det fornemme ”Kongeligt Medicinsk Selskab”, der kun var for højlærde doktorer.
Medicinen havde endnu ikke etableret sig som en videnskab, og der blev søgt, afprøvet og forkastet. Noget førte på afveje, mens andet førte videre. To unge læger, Carl Emil Fenger og Carl Johan Kayser, var efter et studieophold i udlandet i 1839 kommet hjem med en helt ny tilgang til videnskab.
Fenger var i Frankrig blevet grebet af statistikkens muligheder under et studieophold i Paris og argumenterede for metoden med, at man ikke kunne uddrage noget af de enkelttilfælde, som man hidtil havde baseret den medicinske faglitteratur på.
I stedet kunne man for eksempel lade to store, tilfældigt udvalgte patientgrupper gennemgå forskellige behandlinger. Så ville forskellene i dødelighed, når de blev optalt, være af stor betydning for vurderingen af, hvordan de forskellige behandlinger virkede.
Statistikken blev hurtigt en anerkendt disciplin og et slagkraftigt argument for læger, der i rapporter og artikler studerer sammenhænge mellem befolkningstæthed, sygelighed og dødelighed og argumenterer for bedre hygiejne- og boligforhold. Sygdom, epidemier og dødelighed var ikke længere noget, der afhang af Guds vilje. Det var noget mennesker kunne regulere.
Fenger og Kayser havde næppe pakket kufferterne ud efter hjemkomsten fra udlandsrejsen, før de tog fat. Kayser grundlagde et nyt lægetidsskrift – Ugeskrift for Læger.
Det første nummer udkom som sagt den 4. maj., som var en lørdag. Og allerede i den første årgang kastede Fenger sig ud i kampen for at gøre medicinen videnskabelig. Det skete dels ved at forklare indgående om ”den numeriske Methode” og dels – som i et septembernummer, at agitere for overhovedet at bringe medicinen på omgangshøjde med andre videnskaber.
Medicinen var tilbagestående i sammenligning med andre videnskaber, erklærede Fenger: I modsætning til kemikere og fysikere var lægernes observationer tilfældige og vilkårlige, og desuden havde lægerne tendens til at rapportere om de afvigende og mærkværdige tilfælde i stedet for at studere helheder, der kunne resultere i opdagelsen af lovmæssigheder.
Ifølge Fenger er medicinen er ”en erfaringsvidenskab” i nært slægtskab med fysikken og kemien. Disse videnskaber var også baseret på iagttagelser og stræben efter at ”opfatte Eenhederne i den Mangfoldighed af Phænomener, som den os omgivende Natur frembyder”, skriver han. Men i 1700-tallet var skæbnefællesskabet mellem medicinen og de øvrige naturvidenskaber blevet brudt: Fysikken fik sin Newton, og kemien sin Lavoisier, der hævede fysikken og kemien til nye højder. Men medicinen, ak og vé:
”Medicinens Newton er endnu ikke optraadt, og vi har desværre Grund til at frygte for, at 'Træet, hvoraf hans Vugge skal bygges, endnu ikke er saaet' […] Medicinen er nu det, som hine Videnskaber var for 100 Aar siden, en samling af usammenhængende Sætninger, hvoraf den største Deel i dag Staar og i morgen kastes i Ovnen”, skriver Fenger.
Artiklen er en programerklæring for Fenger, som vil omskabe den gamle ”lægekunst” med dens snak om den erfarne læge og hans geniale kliniske blik, der subjektivt lader ham skønne over individuelle og unikke enkelttilfælde. I stedet vil han have en lægevidenskab, der bygger på en fast grund af indsamlede data fra et stort patientgrundlag.
Herfra – med grundlæggelsen af Ugeskrift for Læger – begynder så småt tilblivelsen af den moderne lægevidenskab på dansk jord. Har man fået lyst til at studere den første årgang på egen hånd – herunder Fengers artikel ”Om den numeriske Methode” i numrene 20 og 21 (p. 306 ff samt p. 321 ff) - kan man klikke på dette link.
