Ugeskrift for Læger afslører alternativ svindel

Syge helbredes. Svage vinder kræfter«, lokkede en stor annonce på bagsiden af ugeavisen Illustreret Tidende i januar 1902. Annoncøren kunne tilbyde en »underfuld Livselixir opdaget af en berømt medicinsk Videnskabsmand som Kur for alle Sygdomme«. Ifølge annoncen kunne Dr. James W. Kidd i Amerika love »Mærkværdige Helbredelser, der ligner Mirakler. Oldtidens Langlivetheds Gaade løst«.

»Helbreder alle kendte sygdomme«

Dr. Kidd havde foretaget »aarelange taalmodige Granskninger af Fortidens støvede Skrifter saa vel som Experimenter paa Nutidens Lægevidenskabs-Omraade« og havde nu, ifølge annoncen, »fuld Vished for at have opdaget Livets Elixir – at han ved Hjælp af en mysterisk Mixtur, hvis Sammensætning han alene kender (…) er i Stand til at helbrede alle og enhver af de Sygdomme, som det menneskelige Legeme lider af«.

Lægevidenskaben gjorde utrolige fremskridt omkring århundredskiftet. Man oplevede, at den videnskabelige medicin pludselig kunne helbrede f.eks. den frygtede difteritis og vaccinere mod rabies, og at kirurgerne smertefrit og næsten uden risiko kunne foretage operationer, der havde været utænkelige for få år siden. Så hvem turde afvise, at »en berømt medicinsk Videnskabsmand« som Dr. Kidd kunne udrette mirakler?

Kidds annonce i Illustreret Tidende var ord for ord oversat fra en identisk annonce, som i disse år var på turne i en lang række amerikanske stater og europæiske lande i områder med dårlig lægedækning og en dårligt uddannet befolkning. Kidd og hans alternative svindelnummer havde internationalt vingefang.

Der foreligger intet om, hvorvidt læserne af den danske ugeavis bed på krogen. Svindlen var endnu ikke blevet afsløret, men Kidd og de utallige andre kvaksalvere, der annoncerede i bladene, havde skabt harme i Lægeforeningen. I nytårsnummeret af Ugeskrift for Læger i 1902 skrev Lægeforeningens formand, reservekirurg Sophus Meyer, at hvis kvaksalvere og fabrikanter af fupmedicin i deres annoncer kan påberåbe sig »lægevidenskaben«, burde videnskaben vel også kunne give svindlerne et effektivt modspil. Men ak!:

»Trods Nutidens højt priste Oplysning har Publikum bevaret Fortidens Trang til at søge efter stærke, hemmelige Kræfter i de Midler, der benyttes mod Sygdom«, skrev Meyer.

»Dumhed og Overtro«

Fabrikanterne af mirakelmedicin var uden skrupler, og indtægterne var enorme. Manden bag »Dr. Holloways Piller«, der blev markedsført i mange lande, døde som en af de rigeste mænd i victoriatidens England. »Professor« Holloway, der ikke var mere professor end Tribini, brugte enorme summer på reklamer.

Muligvis opfandt han også product placement allerede i 1860’erne, længe før filmindustrien begyndte at tjene penge ved at lade f.eks. BMW betale millioner for at få James Bond til at udskifte sin legendariske Aston Martin med en tysk bil og flashe et Seiko-ur i stedet for Rolex (for igen at skifte til Omega, da de bød højere).

Mens Charles Dickens skrev på en af sine føljetonromaner, lod Thomas Holloway angiveligt et bud aflevere et brev til forfatteren med en check på 1.000 pund – en formue i 1860. De mange penge kunne Dickens hæve på den ene betingelse, at han ville give Holloway’s Pills en linjes positiv omtale i romanen. Ifølge anekdoten (der skyldes en ven af Dickens) afslog Dickens rasende tilbuddet.

»Pink Pills« – jerntablet med stryknin

I ældre tid havde hemmelighedsfulde lægemidler – arkana – vundet udbredelse ved, at en person, som mente at have haft gavn af et middel, anbefalede det til andre. Men i det nye århundredes moderne medietider kunne spekulanterne få »de svage, kritikløse Aander i Tale (…) ved Hjælp af en voldsom Reklamering i Dagbladene«.

Aviser og blade flød over med annoncer for »Livseliksirer«, der for et beskedent beløb kunne helbrede enhver sygdom, fra fodvorter og søvnløshed til kræft. Som f.eks. Dr. Williams’ Pink Piller, som ifølge annoncerne helbredte lammelser, social angst, »alle Nervelidelser«, anæmi, kronisk træthed, appetitløshed, iskias og reumatisme, »bleg og gusten teint«, »kvindelige svagheder«, udeblevne menstruationer og hovedpine.

Ugeskrift for Lægers kampagne i 1902-årgangen omfatter kemiske analyser af fupmedicinen og kan bl.a. afsløre, at Dr. Williams’ lyserøde piller er almindelige jerntabletter – bortset fra, at de koster det tidobbelte og i øvrigt også indeholder stryknin.

Diabetikere kunne i helsekostbutikken Sana købe vegetariansk Gluten, som angiveligt egnede sig fortrinligt til at koge grød til diabetikere. Analysen viser dog, at man ville få lige så god gavn af at spise havregrød, som højst ville koste en fjerdedel.

Dr. Kidds dødelige mirakel

Mens de nævnte produkter virker relativt uskadelige, virker det mere odiøst, når den førnævnte amerikanske »Doktor Kidd« tilbyder at helbrede næsten alle sygdomme. Man kan skrive efter en gratis vareprøve. Med prøven følger en opfordring til at indsende 40-50 kroner til doktorens »Institut« (svarende til to ugers løn for en murersvend). For det beløb vil man få tilsendt den mængde af midlet, som er nødvendig til behandlingen af en hvilken som helst sygdom.

Ifølge Ugeskrift for Læger har myndighederne på dette tidspunkt indledt undersøgelser af James W. Kidd og hans vidundermiddel, efter at et raskt barn er død under kramper efter indtagelsen af to kapsler. De viste sig at indeholde »en forholdsvis stor Mængde Stryknin«.

Ugeskrift for Læger indsendte det forlangte beløb til Kidd's »institut« og fik den lovede pakke sendt. Den viste sig at indeholde: Et æske med hvidt pulver, en æske store, brune piller, en æske små brune piller, en æske med sorte og en med blå piller samt en æske med både brune og blå piller.

Pulveret skulle omrystes i en flaske brændevin og smøres på kønsdelene (efter afvaskning med koldt vand). En nærmere analyse afslørede, at pulveret bestod af mælkesukker og borsyre, mens pillerne, foruden stryknin, indeholdt en række virkningsløse stoffer.

Et andet produkt var Dr. Campbells Red Blood Forming Capsuloids, der indeholdt tørret, pulveriseret okseblod, og som blandt andet lovede at give skaldede en overdådig hårpragt. Ugeskrift for Lægers omtale fik den vrede producent til at kræve plads til et langt genmæle i Ugeskriftet. Det afviste Ugeskriftet – og modtog trusler om et sagsanlæg. Det blev dog ved truslerne.

De hemmelige ingredienser

Men der var også hjemlige produkter på markedet. Et af dem var Apotheker Vides Gigttabletter. Dengang som nu vidste fabrikanten, at en artikel, der ser »journalistisk« ud, virker mere overbevisende end en annonce. Derfor havde firmaet fået fremstillet et tillæg med navnet »For Alle Hjem«. Tillægget blev udsendt sammen med københavnske dagblade i 100.000 eksemplarer, og i en »redaktionel« artikel, hvor glorien pudses, stod:

»Vor Tid er paa alle Kanter opfyldt af Reklame og humbugsagtige Anvisninger, hvis Følger ofte har været skæbnesvanger for dem, der letsindigt har benyttet dem. Alt saadant skal være banlyst fra vore Spalter. Vi overtage personlig Garantien for de Lægemidler, de Husholdnings- og dagligdags Brugsgenstande, der omtales og anbefales i Bladet o.s.v.«

Annoncetillægget stiller sig ridderligt på forbrugerens side og advarer imod de (andre) slemme platugler, der vil narre godtroende mennesker til at købe uvirksom medicin. Tsk, tsk!

Og – spørger Sophus Meyer i Ugeskrift for Læger – hvordan kan det egentlig være, at producenterne af disse arkana er så hemmelighedsfulde? Hvorfor må ingen vide, hvad der er i den livseliksir, som kan helbrede alle sygdomme for et ganske beskedent beløb?

For det er jo tydeligt, at fabrikanten er vældig glad for penge. Og hvis han bare ville offentliggøre sin epokegørende opdagelse – et middel, der kan helbrede alle sygdomme – ville han jo blive overdænget med guld og evig hæder.

Så enten må han være ufatteligt dum – og i så fald kan han umuligt have gjort en så vanskelig og epokegørende opdagelse.

Eller også er han en bedrager og løgnhals.

Sophus Meyer er mest tilbøjelig til at tro det sidste.