Nyankomne flygtninge får en meget forskellig velkomst til sundhedsvæsenet. Nogle får aldrig tilbudt en undersøgelse af helbredet, mens andre må gennemgå de samme undersøgelser flere gange
Flygtningetilstrømningen har givet Danmark flere tusinde ekstra borgere på få år. Resultatet er et endnu større pres på et sundhedsvæsen, der i forvejen havde udfordringer med få helbredsundersøgelser af flygtningene sat ordentligt i system.
Det fører til store geografiske forskelle og svær adgang til patienternes sundhedsdata, når de skal overgå fra asylsystemet til en praktiserende læge.
Det er nogle af konklusioner i en ny statusartikel, der kan læses her.
»For os at se, skulle helbredsundersøgelsen optimalt bestå af to dele. Første skridt bør være at tage hånd om kendte sygdomme, sikre at vaccinationer er opdateret og foretage en screening for infektionssygdomme. Det tiltag bør ske tidligt, eksempelvis i asylsystemet. Efterfølgende, når de er ankommet til deres nye kommune og skal påbegynde et nyt liv i Danmark, kan man have fokus på traumer, psykiske problemer og kroniske lidelser samt på forebyggelse. Dette kunne med fordel foregå hos en praktiserende læge, for at sikre kontinuiteten og introducere dem til en ny form for sundhedsvæsen, som mange ikke er bekendt med fra hjemlandet«, forklarer Marieke Leemreize, der i hoveduddannelse inden for almen medicin og en af forfatterne bag statusartiklen.
Når flygtninge kommer til Danmark, bliver de indlogeret på et asylcenter, mens deres sag behandles. Ved ankomsten tilbydes de voksne en samtale med en sygeplejerske og børnene tjekkes af en læge. Når der er en afklaring i asylsagen overgår sundhedsopgaven til den nye hjemkommune, men sundhedsoplysningerne følger ikke altid med, og desuden varetager kommunerne den nye sundhedsopgave meget forskelligt.
Marieke Leemreize satte sig for, at undersøge reglerne på området, da hun flere gange havde oplevet, hvor svær behandlingen af flygtninge var, fordi hun ikke vidste, hvor hun skulle starte.
»Når der kommer en flygtning med ondt i maven, bliver jeg nødt til at vide, hvad de er undersøgt for. Er de testet for tuberkulose? Er de testet for hepatitis? Hvad kan jeg egentlig regne med?«, forklarer hun.
Og hun og hendes kollegaer i almen praksis kan faktisk ikke regne med noget. Der er nemlig ikke nogle landsdækkende regler på området.
I foråret besluttede Kommunernes Landsforening og regeringen, at det skal være op til den enkelte kommune, om de vil tilbyde helbredsundersøgelser til flygtninge som en del af integrationsindsatsen. Mange af kravene til kommunerne blev lempet, fordi den store flygtningestrøm lagde et stort pres så systemet.
At tilbyde en helbredsundersøgelse var ellers blevet lovpligtigt i 2013 og var ikke nået at blive fuldt implementeret. En stikprøve fra Rigsrevisionen i 2015 viser nemlig, at kun 51 pct. af flygtningene fik tilbudt en helbredsundersøgelse rettidigt sidste år.
Så var de kommunale forskelle store før, vil de måske kun blive større nu, hvor der ikke er et lovkrav.
Ufaglige og svære bedømmelser af sundheden
De fleste kommuner tilbyder stadig helbredsundersøgelser til alle flygtninge, men hvordan kommunerne griber undersøgelsen an er meget forskellig. Nogle kommuner har ansat sociallæger til at varetage opgaven, mens det andre steder er almen praktiserende læger, der står for at undersøge og behandle flygtningene.
Men I de kommuner, hvor ikke alle flygtninge tilbydes en helbredsundersøgelse, frygter formanden for Dansk Selskab for Indvandrersundhed, Marie Nørredam, at socialrådgivere eller andre lægfolk vil komme til at stå for vurderingen af, hvem der trænger til et helbredstjek.
»I nogle situationer er det oplagt, at en person skal til lægen, men andre gange kræver det altså lægefaglig viden at fastslå, hvorvidt vedkommende trænger til grundigere tjek og behandling«, fastslår hun.
Men heller ikke alle praktiserende læger er lige vel klædt på til mødet med en flygtning. For mange er det nemlig et møde, der sker ret sjældent.
»Mange almen medicinere finder mødet med patienter af anden etnisk baggrund svært. Det er tidskrævende og ud over forskelle i sygdomsmønstre, er der en sprogbarriere og en kulturbarriere, der gør behandlingen vanskelig«, siger Marieke Leemreize. Det er også en af grundene til, at de i statusartiklen både anbefaler, at praktiserende læger uddannes i kulturforståelse og at de indvandrermedicinske klinikker involveres mere. Faktisk ser de gerne, at der åbnes en indvandrermedicinsk sygehusfunktion i hver region.
Dobbeltarbejde
De flygtninge, der får tilbuddet om en helbredsundersøgelse, og tager imod det, kan også risikere at blive undersøgt for præcis de samme sygdomme flere gange. Vigtige informationer går nemlig ofte tabt et sted mellem asylsystemet og det kommunale system, hvor flygtningenes helbredsoplysninger på asylcentret er koblet til et udlændingenummer og i kommunerne til et cpr-nummer.
To systemer som ikke kan tale sammen. »Det har været et problem i flere år, og der er indtil videre ikke fundet en samlet løsning«, siger Marie Nørredam, der udover at være formand for Dansk Selskab for Indvandrersundhed også er medforfatter på statusartiklen.
At de to systemer ikke taler sammen har Marieke Leemreize oplevet flere gange.
»Jeg har eksempelvis aldrig set en Røde Kors journal. Så jeg har ikke adgang til at se alt det Røde Kors har undersøgt og behandlet på asylcentrene. Så må jeg starte forfra«, siger Marieke Leemreize, der forklarer, at det både er et ærgerligt signal at sende til patienterne men også spild af ressourcer i et i forvejen presset sundhedssystem.
En pointe, som Marie Nørredam er helt enig i. Desuden bør man ikke underkende, hvor vigtigt det er, at flygtningene får en god start i Danmark, forklarer hun.
»Man skal have et sundt liv, før man kan gå i skole, på job, tage en uddannelse og så videre«, siger hun.
Det er ikke undersøgt, hvorvidt helbredet har en betydning for en vellykket integration, men et forskningsprojekt ved Sociallægeinstitutionen i Aarhus, hvor alle flygtninge tilbydes helbredsundersøgelser, er i øjeblikket ved at kortlægge, hvor mange syge flygtninge, man finder via disse undersøgelser samt, hvilke sygdomme de har. Indtil videre tegner der sig et billede af, at manglende D-vitamin, symptomer på PTSD og tuberkulose fylder meget. Derudover er der fundet flere med stofskiftesygdomme, sukkersyge og blodmangel. Der er også fundet både voksne og børn med syfilis og nogle enkelte er fundet positive for HIV.
Via projektet håber forskerne at kunne kvalificere diskussionen af, hvorvidt helbredsundersøgelserne er spild af lægernes tid eller en god investering for kommunerne og Danmark.
Læs ”Et døgn med” Anne Mette Hvass, der er læge i Sociallægeinstitutionen i Aarhus og en del af forskningsprojektet. Hun udfører dagligt helbredsundersøgelser på flygtningefamilier, der skal blive i landet. Samtidig er hun medforfatter til statusartiklen.
