Ukrainske læger i Danmark: »De er forbløffede over, så meget magt patienterne har«

Vi er mærkelige i Danmark …

Patienterne møder til en aftalt tid. Nogle af dem taler frimodigt og fortroligt med deres læge om selv meget intime sider af deres liv. Lægerne har stor respekt for patienterne og giver dem lov til at få indflydelse på behandlingen.

Øjne udefra hæfter sig nogle gange ved ting, som man ikke selv studser over i sin hverdag. Ved ting, man tager for givet. Fordi det bare er hverdag.

Sådanne indsigter har danske læger fra infektionsmedicinske klinikker i Østdanmark fået gennem deres deltagelse i et dansk-ukrainsk trænings- og mentorprojekt, der er støttet af WHO. Med programmet får de danske læger en kærkommen lejlighed til at få et blik udefra på sig selv, på sundhedsvæsenet og på hele det danske velfærdssystem.

Selv om de ukrainske hiv-specialister undrer sig over mangt og meget, er de mest af alt imponerede. Og noget af det, de er allermest imponerede over, er vores it – som i dette tilfælde er den ellers så udskældte sundhedsplatform.

Oksana Kushnirenko og Liana Diachenko, der til daglig arbejder som infektionsmedicinere i Ukraine, forklarer gennem en tolk:

»Vi har rigtig meget papirarbejde i Ukraine. I Danmark er alt elektronisk, og det er selvfølgelig meget imponerende, hvad lægerne her kan elektronisk. I Ukraine skal vi både bruge gammeldags kartotekskort og ny elektronik, og den blanding er næsten værre, end hvis vi slet ikke havde it. Det er lettere, hvis det er enten det ene eller det andet«.

Respekt for patienterne

Den dag, Ugeskrift for Læger møder de ukrainske hiv-specialister, er de på besøg på Sjællands Universitetshospitals infektionsmedicinske afsnit i Roskilde, hvor de skal følge overlæge Toke Seierøe Barfod. Han forklarer:

»De ukrainske læger ser i praksis, hvordan vi arbejder. De er forbløffede over, hvor meget sygeplejerskerne kan, og over hvor selvstændige de er. Og de er forbløffede over, så meget magt patienterne har, og så meget respekt der er for patientens mening. De er også imponerede over alt vores udstyr«.

De ukrainske læger må skele med en vis misundelse til de danske lægers lønsedler. Ifølge Toke Seierøe Barfod tjener de omkring 350 US dollars om måneden. I Ukraine tjener en almindelig butiksansat cirka det dobbelte af en læge.

Bag det dansk-ukrainske samarbejde står WHO's landekontor i Ukraine og det internationale forskningscenter, CHIP (Centre of Excellence for Health, Immunity and Infections), som hører hjemme på Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet.

Målet med trænings- og mentorprojektet er at opkvalificere ukrainske lægers kompetencer, så de bedre kan håndtere landets store udfordringer med hiv. De ukrainske læger kommer på besøg i Danmark i en uge, og en måned senere kommer de danske læger på genbesøg på de ukrainske lægers klinikker.

Siden programmet tog sin begyndelse i foråret 2018 har otte hold ukrainske læger været på besøg i Danmark, og danske læger har syv gange været i Ukraine og har besøgt 34 klinikker. De danske infektionsspecialister fungerer som mentorer for ukrainerne, forklarer Anne Raahauge, der er projektkoordinator i CHIP.

»Lægerne fra Ukraine kan til enhver tid kontakte de danske læger og spørge om råd. Samtidig dannes der et netværk mellem de danske og ukrainske læger og også blandt lægerne i Ukraine«, forklarer hun.

En tur i tidsmaskinen

Ukraine har store problemer med hiv. Ud fra de tilgængelige tal er Ukraine med et estimeret tal på 240.000 hiv-smittede formentlig det land uden for det afrikanske kontinent, der har den største andel hiv-smittede i befolkningen.

Men kun få er diagnosticerede – ca. 140.000 – og endnu færre er i behandling – cirka 90.000.

»I Danmark har vi arbejdet med hiv i 30 år. Vores patienter blev smittet i 80'erne, de er det grå guld, og de er velbehandlede, aldrende patienter. Et af formålene med mentorprogrammet er at få etableret et velfungerende system til diagnosticering og behandling af de meget syge ukrainske patienter, som typisk er ganske unge mennesker. Der kan vi trække på 30 års erfaring«, siger Anne Raahauge.

På mange måder har WHO-programmet været en tur tilbage i tidsmaskinen til hiv-behandling i Danmark for flere årtier siden. Som Toke Seierøe Barfod forklarer, ser han i Ukraine »alt muligt eksotisk, som vi så i Danmark for tyve år siden«.

»De har mange ubehandlede og dårligt behandlede patienter. Det betyder, at de ukrainske læger opnår stor erfaring i at behandle svært syge mennesker, og de arbejder med sygdomme og følgesygdomme, som vi stort set ikke ser herhjemme mere«, forklarer han og nævner opportunistiske infektioner som pneumocyste-pneumoni og kryptokokmeningit.

»Det betyder også, at de ukrainske læger bliver eksperter i hiv og i behandling af følgesygdomme«, forklarer han.

Kulturelle barrierer

Men hvad kan de danske læger lære deres ukrainske kolleger?

Toke Seierøe Barfod griber en kuglepen og skriver fire ord på en papirserviet på bordet. Der står: struktur, kultur, faglighed og stolthed.

Han forklarer:

»Vi kan bidrage med noget strikt lægefagligt, for eksempel med en større erfaring med anti-retrovirale behandlinger og især med vores tradition for en mere ihærdig diagnostik. Deres tilgang er i langt højere grad, at nu gør vi et eller andet. Bum. Det er sådan mere rock’n’roll-behandling«.

Til Toke Serierøe Barfods store overraskelse er det dog noget helt andet, der er den mest afgørende og betydningsfulde faktor, nemlig de kulturelle barrierer.

»Deres hovedproblem er, at folk ikke tør lade sig teste. Det handler om værdier, tro og kommunikation. Der er mange kulturelle barrierer, og de ukrainske hiv-læger har en meget tung og problematiserede attitude, som kan skabe problemer for deres patienter, og som bevirker, at patienter dropper ud af behandlingen, og at det er meget svært for læge og patient at tale sammen om for eksempel risikoadfærd og dårlig komplians«, forklarer han.

Hvordan kan du se, at læger i Danmark har større respekt for patienten, end det er tilfældet i Ukraine?

»Jeg vil ikke sige, at det er dårligt dernede. Men patienterne virker ikke trygge. Læger og sygeplejersker sidder i et lokale, og så kommer patienten ind med et ydmygt kropssprog og sætter sig på en stol i den modsatte side af lokalet. Der er ikke et fortroligt rum, hvor man først hyggesnakker«, fortæller Toke Seierøe Barfod.

Anne Raahauge tilføjer:

»Det skyldes også, at der er flere læger i samme rum, og der kommer flere patienter ind samtidig. Der er simpelthen ikke grundlag for den intimitet, læger kan opnå med deres patienter i Danmark«.

Stolte læger

55-årige Toke Seierøe Barfod trives med det internationale arbejde. Han har tidligere arbejdet i lande som Botswana, Lesotho, Bangladesh og Afghanistan, og han suger det fremmedartede til sig og nyder at lære fra sig.

Er der noget, du selv kan lære af ukrainerne?

Toke Seierøe Barfod tager en tænkepause. Kigger ud ad vinduet som for at finde svaret ude i efterårsløvet.

Svaret har han skrevet på servietten. Det sidste ord er nemlig »stolthed«.

»Jeg ved ikke, om man kan sige det på den måde, men det virker, som om de har lidt mere værdighed, end vi har i Danmark. Måske er det noget, vi kan lære.”

De ukrainske læger er stolte mennesker, men det er ydmygende for dem, at lønnen og forholdene er så dårlige.

»Jeg oplever, de er stolte af at være udvalgt til projektet, hvor de får det internationale samfunds og WHO's bevågenhed. Det er en vigtig del af projektet, at de kan blive mere stolte af at være hiv-læger«, siger han.

Toke Seierøe Barfod gør klar til at modtage dagens første patienter i ambulatoriet. Bagerst i lokalet sidder de to ukrainske læger sammen med tolken, der oversætter samtalen mellem Toke Seierøe Barfod og patienten.

Oksana Kushnirenko og Liana Diachenko forklarer efterfølgende gennem tolken, at de har svært ved at opbygge et lige så tillidsfuldt læge-patient-forhold som det, de ser udspille sig her i Toke Seierøe Barfods konsultationslokale.

»Kommunikationen mellem læge og patient foregår på en anden måde i Ukraine. Patienterne kan ikke bestille en tid, men må dukke op og sætte sig på en stol og vente på, at det bliver deres tur. Man kan aldrig vide, hvornår man kommer til – eller om man overhovedet bliver kaldt ind den dag«, forklarer de.

I Ukraine er både tid og penge knappe. Det påvirker også behandlingen.

»Alt er gratis i Danmark. I Ukraine er anti-virusmedicin gratis, men du skal selv betale for skanninger og for medicin mod følgesygdomme. Det gør det svært for både læge og patient«, siger de.

Det dansk-ukrainske trænings- og mentorprogram giver Toke Serierøe Barfod et blik udefra på sig selv, sin praksis som læge, på sundhedsvæsenet og på vores omgangsformer i Danmark. Men allermest fylder det ham med taknemmelighed.

»Jeg føler mig utroligt privilegeret og taknemmelig over, hvor godt vi har det herhjemme. Det ansporer mig i den grad til at bruge en del af mit arbejdsliv på at hjælpe patienter og læger i andre lande«.