Ulykkesregistrering i skadestuer

WHO-netværket The Safe Community Network har til formål at forebygge ulykker, vold og selvmordsadfærd. I Danmark er Vejle Amt, Fyns Amt og Viborg Amt medlemmer. Alle lokalområder kan efter ansøgning og vurdering optages når de opfylder 12 kriterier (1), hvoraf nr. fem lyder »Those responsible must be able to document the frequency and causes of injuries«. Der skal altså foretages en registrering lokalt. Dette foregår typisk på skadestuer eller i et parallelsystem, som dét hvor fem byer i landet (Herlev, Glostrup, Frederikssund, Randers og Esbjerg) ved siden af patientregistreringen har et system med indberetning til ulykkesregistret ved Statens Institut for Folkesundhed.

Hvad er det som måles i skadestuestatistikken?

De ca. 1 mio. henvendelser per år til landets skadestuer registreres efter Sundhedsstyrelsens bestemmelser (2). Styrelsens oversigter viser dog betydelige vanskeligheder med kompletheden af registrering. I Fig. 1 er vist andelen af henvendelser, der er kodet som »andet« eller »ukendt« i år 2000. Det er ikke tilfredsstillende, at så stor en andel er kodet uden årsag.

For både udpegning af problemtyper af ulykker og måling af effekt af indsats er det afgørende, at kvalitet af registrering og komplethed eller dækningsgrad er kendt. Lauritsen & Kidholm et al har i artiklen om omkostninger i dette Ugeskrift for Læger vist, at dækningsgraden på 85-92% i økonomisk forstand er langt højere end den generelle antalsmæssige dækningsgrad på 36%. Set i økonomisk lys er hospitalsdata for Odense-området altså en god markør for problemområder. Hvordan det forholder sig andre steder bør belyses.

Kan kvaliteten af registreringen forbedres?

Med afsætning af ressourcer til sekretærer og målrettet undervisning til ensretning af kodning bør brugen af »andet« og »ukendt« kunne minimeres. I Fyns Amt er der gennem adskillige år fokuseret på korrekt skaderegistrering, og dette har resulteret i, at årsagen for henvendelse til amtets skadestuer kun er uoplyst for 0,5% af henvendelserne, og der er vist god overensstemmelse med data indhentet fra stikprøver af befolkningen. Men selv med vilje og ønske om forbedring er det ikke let. På skadestuen ved Holstebro Sygehus (2) blev en særlig indsats igangsat, da nogle parametre var usikre for 35-38% af henvendelserne. En forbedret procedure reducerede problemet til 11%. Men der resterede stadig problemer på andre områder.

Det er vores erfaring, at det er nødvendigt med et tæt samarbejde mellem skadestuernes personale og aftagerne af data for at opnå præcise data, og at det skal være en langsigtet ordning. Med målrettet indsats bør alle skadestuer komme under én procent i brugen af »andet og ukendt« på overordnede parametre og med koordineret afklaring af tvivlsspørgsmål. Men det kræver vedvarende oplæring af personale og tilpasning af arbejdsgange.

Hvem kommer på skadestuerne?

En anden usikkerhed ved skadestuedata er, at henvendelse til skadestuerne varierer betydeligt med organisering af visitationen. I Ringkjøbing Amt færdigbehandler praktiserende læger op mod 80% af alle tilskadekomne pga. visiterede skadestuer. Men her valgte især de 18-25-årige og de trafiktilskadekomne at lade sig indbringe akut med ambulance, hvilket kan give bias (3). En anden markant forskydning er vist i Odense, hvor antal henvendelser blandt børn med overfladiske læsioner steg 24% (4) på seks år. Dette afspejler snarere ændret henvendelsesmønster end stigning i antal tilskadekomne børn.

Kan henvendelser til skadestuerne
bruges som målestok for forekomst?

Både henvendelse til skadestuerne og registreringspraksis varierer altså med andre forhold end selve forekomsten af tilskadekomst. Det har næppe mening at måle ændring i antal trafiktilskadekomne eller fald blandt ældre, hvis størrelsen af »andet« og »ukendt« er betydeligt større end antallet af faktisk registrerede. Der vil være for stor fare for at udsving i registreret forekomst afspejler ændringer i registreringspraksis snarere end i faktisk forekomst.

Hvis skadestuerne skal bidrage til kortlægning af tilskadekomst, som det foreslås fra WHO-netværket, samt fra trafikområdet, skal der landet over afsættes tilstrækkelige ressourcer til kvalitetssikret registrering. Der bør også arbejdes med udvikling af et automatiseret alvorlighedsmål, idet der for tiden sker store forskydninger mellem ambulant behandling og indlæggelse. Et tidsforbrug per henvendelse til udvidet trafikregistrering på 15-20 min per tilskadekommen er nødvendigt. Os bekendt er det kun i Fyns Amt og et par enkelte andre steder, der er afsat permanent bevilling til dette.