Huset med »de klogeste hjerner og den fremmeste teknologi« sætter igen rammen for en fortælling om bizarre ritualer, uhyrligheder i forskningens navn, makabre ånder og ondskab i sprækker og furer. Handlingen bindes sammen af en sindig kone, Karen – overbevisende spillet af Bodil Jørgensen – der lider af søvngængeri, en diagnose, der skaffer hende adgang til den prestigefyldte neurokirurgiske afdeling. Hun er på jagt efter Lillebror, som hun vil redde.
I kælderen findes den halvtomme »Rask Parkering«, som det endnu ikke er lykkedes nogen at fravriste en parkeringstilladelse. Og et tilholdssted for »Swedish Anonymous«, hvor herboende svenskere i et trygt forum kan tale frit om deres flugtplaner fra vanviddet. Mens deres elskede Volvohjulkapsler ligger sikkert forvaret i en specialfremstillet garderobe.
På opvaskerholdet er det denne gang Jesper Sørensen, der lider af progeria, som sammen med robotten BOB 2.0 står for det løbende kommentarspor til filmens handling.
De første afsnit er fyldt med underfundig, drillende morskab. F.eks. når Helmer Junior efter at have givet en arrogant forherligelse af den svenske dygtighed og større tekniske snilde resolut går ind på sit nye kontor, hvor der venter ham en dødfødt opgave med at samle sine kontormøbler. Fra Ikea.
Ingen kan rigtigt gøre for det, og i det underholdende kaos og de filmiske metakommentarer til den gamle »Riget« materialiserer der sig en slags ømhed over menneskene.