Underholdende og velskrevet bog om stiftelsen af Det Medicinske Selskab

Det er ikke nogen let opgave at skrive en bog om et selskabs 250-årsjubilæum, når tre forudgående jubilæer (125 år, 150 år og 200 år) allerede har fået deres. Men det var tilsyneladende ikke noget problem for Klaus Larsen, for han gik en anden vej: i stedet for »at gentage sine forløbere eller supplere dem med referater fra de seneste 50 års mødeprotokoller« (s. 177) ville han skrive »krøniken om tilblivelsen af Det Medicinske Selskab; om de mænd, der stiftede selskabet; om det samfund i opbrud, som dannede baggrunden, og om den oplysningstid, som var selve forudsætningen« (s. 9).

Det er blevet en meget interessant og velskreven bog med megen humor. Klaus Larsens utraditionelle måde at skrive på kommer til udtryk straks fra begyndelsen. Det er ikke selskabets grundlæggelse, han indleder bogen med, men Struensees fald i grundlæggelsesåret 1772. Så har vi det og dramatikken på plads, og forfatteren fortsætter med en ultrakort beskrivelse af samfundet i opbrud og af samfundsgrupperne, sygdommene og behandlerne.

Nu er jorden gødet til første spadestik. Det fortælles, at bogens endnu temmelig ukendte hovedperson dr.med. Johan Clemens Tode inviterede fem »af hovedstadens fineste læger«, alle dr.med.er, hjem til sig den 9. september (s. 57). Anledningen var nok oprettelsen af en lægevidenskabelig forening, og efter fem møder stiftede de officielt Det Københavnske Medicinske Selskab.

Det er først nu, efter at den 36-årige Johan Clemens Tode havde grundlagt »Selskabet«, at vi får ham nærmere præsenteret: hans ungdomsår, hans studier og rejser og hans voksenliv som læge.

Dernæst fortæller Klaus Larsen udførligt og levende om oplysningstiden og om, hvordan den bragte nye tanker til lægeverdenen, men ikke til »Selskabet«: Humoren kommer frem, når han nærmest i samme sætning fortæller, at da Ole Bang små 50 år senere foreslog, at selskabet skulle forny sig, vandt han ikke gehør, men da det blev foreslået, at der skulle holdes en festmiddag hvert år på »Selskabets« stiftelsesdag den 11. oktober, slog man straks til.

Datoen var valgt for at hædre arveprins Frederik på hans fødselsdag. Det var kutyme, at disse nye selskaber, som var oplysningstidens opfindelse, beærede en berømt og indflydelsesrig person med deres stiftelsesdag. Reglerne for »Selskabet« indeholdt blandt andet en bestemmelse om, at der skulle holdes møde hver uge klokken 17, og at man her skulle holde foredrag for hinanden. Det kom dog hurtigt til at knibe med fremmødet. Selvom der pålagdes bøder, var der ofte ikke flere end tre eller fire til stede. Efterhånden blev det mere til en selskabelig forening, og man glemte at holde foredrag eller løse uddannelsesproblemer hos kirurger og medicinere.

Det tog nogle yngre læger sig så af i en slags ungdomsoprør. Det havde ulmet, og de havde selv dannet en forening, Philiatrien, men det endte med, at man fusionerede, og at der holdtes liv i »Selskabet«, der faktisk er den ældste lægevidenskabelige forening i verden.

Klaus Larsen hævder, at myndighederne var handlingslammede, da koleraen slog til i 1853, mens seks læger fra »Selskabet« straks grundlagde Foreningen mod Choleraens Udbredelse (s. 153). Det er rigtigt, at foreningen blev grundlagt allerede først i juli, kun godt og vel en uge efter, at man havde opdaget det første mistænkelige offer. Men myndighederne var aldeles ikke lammede. De havde allerede samme dag, den 24. juni, holdt et møde og var blevet enige om en 12-punktshandlingsplan, og så gik det ellers slag i slag: Berlingske Tidende bragte den 25. juni et opråb fra myndighederne om hjælp fra frivillige læger og medicinstuderende.

Den 27. juni satte myndighederne en omhyggelig beskrivelse af kolerasygdommen og dens behandling i avisen, og den 28. juni udsendtes der oplysning om, at to hospitaler var klar til modtagelse, og at anmeldelsesbureauer og distriktskommissioner var oprettede. Det var først den 5. juli, at man kunne se handling fra den nye lægeforening: Da der ikke havde meldt sig læger nok efter myndighedernes opråb, efterlyste foreningen dem.

Ellers er der bortset fra nogle uskønne, men harmløse trykfejl ikke noget at komme efter. Jeg kunne dog godt have tænkt mig et navneregister.

Bogen er som nævnt meget velskreven, og den er rigt illustreret med mange oplysende og smukke billeder og trykt på flot papir. Den er en rigtig værdig festbog til et 250-årsjubilæum, og den udkom den 9.(!) september 2022.

Læs flere anmeldelser her.