Hvordan mon barnet derhjemme har det, når mor eller far er ude i et misbrug eller lider af psykisk sygdom? Det spørgsmål skal alle i praksis helst tænke, når de møder en patient, der også er forælder, for alle i praksis kan bidrage til, at børnene og familierne får den hjælp, de skal have. Men hvordan gør man det?
Du har en lille, sød baby på fire uger til konsultation. Da du undersøger den lille, ser du nogle mærker på armen. Mor siger, hun ikke ved, hvor de kommet fra. Hvad gør du?
Det spørgsmål skal de 32 deltagere forholde sig til, når de i dag deltager i kurset »Familier med sårbarheder i praksis«. Svaret vender vi tilbage til.
Kurset har med nogle års pause været afholdt gennem mere end ti år. Og det har alle gange været ledet af praktiserende læge, professor i almen medicin og ph.d. Dorte Ejg Jarbøl.
»I praksis møder vi familier med sårbarheder i forskellige sammenhænge. Det kan være familier med alkohol- eller rusmiddelproblemer, psykiske sygdomme eller svære psykiske eller sociale belastninger. Nogle gange er sårbarheden iøjnefaldende – andre gange udefinerbar eller en fornemmelse. Vi taler om, hvilke barrierer der er for at få øje på sårbarhed hos de familier, der har brug for ekstraomsorg, og hvordan vi kan blive bedre til at overkomme de barrierer i almen praksis«.
Fakta
Kurset er for alle i praksis, for i en travl hverdag kan det være svært for den enkelte i et lægehus at få øje på signalerne. Men hvis man lægger både lægernes og praksispersonalets observationer sammen, vil et mønster måske vise sig, forklarer Dorte Ejg Jarbøl.
»Vi ser patienterne på forskellige tidspunkter og i forskellige sammenhænge. Det kan være sekretæren, der observerer noget i venteværelset, som lægen ikke ser. Vi er afhængige af hinandens blik for at få så meget viden som muligt, så vi kan hjælpe familierne. Når vi så har fået øje på det, hvad skal vi så gøre? Det er der stadig mange, der er i tvivl om. Det er her, samarbejdet med kommunen virkelig kommer ind i billedet«.
Samarbejdet med kommunerne er noget, der er i fokus på kurset, fortæller speciallæge i almen medicin og tidligere leder af Familieambulatorierne i Region Syddanmark Inge Ibsen. Hun har undervist på kurset alle årerne og gør det igen i år:
»Det er ikke os som sundhedsfaglige professionelle, der er specialister i sociale problematikker, det er specialuddannede medarbejdere i kommunerne. Vi er jo sundhedsfaglige, og vi vil da gerne kloge os på det, men det er dem, der både har specialviden og det juridiske grundlag til at undersøge, afdække og håndtere eventuelle sociale problemstillinger. Derfor er det så godt, at vi har en faglig specialist fra kommunerne med på kurset«, siger Inge Ibsen.
Fakta
Flere underretninger
Inge Ibsen har som den eneste speciallæge i almen medicin taget en master i udsatte børn og unge, fordi hun oplevede uklarheder i forhold til underretninger, underretningspligten og lovgivningen.
»Underretningspligten er ikke regulereret i sundheds- eller autorisationsloven, men i den lovgivning, som nu kaldes ,barnets lov’. Indtil for ganske nylig har såvel sundhedsfaglige medarbejdere i front som relevante myndigheder været i tvivl om, hvordan underretninger skulle betragtes. Dette er der ved at komme styr på, så læger, sygeplejersker og andre sundhedsfaglige personer nu betragtes som øvrige fagprofessionelle med den skærpede pligt til at underrette«, forklarer Inge Ibsen og fortsætter:
»Der hersker en berøringsangst over for underretninger, som vi prøver at gøre op med her. Vi går helt lavpraktisk til det: Hvad er en underretning, hvad betyder en underretning, og hvordan laver man en underretning? Der hersker virkelig mange fordomme, som bl.a. kan være affødt af tidligere tiders rod i lovgivning, men en underretning er ikke en anmeldelse. En underretning er en måde at få hjælp til familier. Det er et meget vigtigt budskab«, understreger Inge Ibsen og fortsætter:
»Man kan sige, at vi alle fungerer som øjne og ører for kommunernes specialister. De har brug for at få så mange oplysninger som muligt for eventuelt at sammensætte den bedste hjælp. Når vi kigger på tallene, er almen praksis ikke storleverandør af underretninger, og på den måde får de familier måske ikke hjælpen tidligt nok. Når man sidder med de voksne, skal man tænke over, hvordan det egentlig er at være barn i det hjem – det er børnene jo meget afhængige af, at vi tænker, for hvem skal ellers tænke på dem?«.
Underretning kan skaffe hjælp
Er du i tvivl om, hvornår du skal lave en underretning, er svaret klart fra Inge Ibsen:
»Det skal du, så snart du har kendskab til eller grund til at antage, at et barn kan have brug for særlig støtte, fordi noget bringer barnets udvikling og trivsel i fare eller begrænser barnets udvikling og trivsel«.
Har man f.eks. en person i behandling for misbrug eller psykisk sygdom, og man ved, der er børn i hjemmet, som er påvirket af det, så skal man underrette, siger Inge Ibsen.
»Det skal man, men det er klart, at det for de pågældende forældre er vældig angstprovokerende. De er altid bange for at miste deres børn eller tage sig ud som dårlige forældre. Folk tror altid, at en underretning handler om, at så tvangsfjerner man barnet, og det er sjældent tilfældet. Her er kommunikation meget vigtig. Vi skal være gode til at forklare, at det handler om støtte og hjælp og ikke er en anmeldelse af dem. Det styrker det fremtidige samarbejde, at forældrene er orienteret«, siger Inge Ibsen.
Dorte Ejg Jarbøl supplerer:
»Hellere handle på en for mange end en for lidt. Den bekymring man kan sidde med, skal komme familien og i sidste ende barnet til gavn. Det er jo ikke altid, der er noget i det, vi har observeret. Derfor er det også så vigtigt, at man får talt med familien om, at det her er ikke et anmeldersystem, men det er et system, hvor man kan gøre opmærksom på noget, som gerne skulle udmunde i en hjælp til familien«.
»Vi hører Jævnligt fra deltagere på kurset, at de har oplevelser med dårligt samarbejde med kommunerne. Ofte handler det om, at vi ikke kender hinandens muligheder og måder at arbejde på. Vi kommer derfor også ind på de muligheder, som kommunerne har for at hjælpe, når vi har sendt en underretning afsted«, siger Dorte Ejg Jarbøl og vender så tilbage til casen fra indledningen. Den lille baby med mærkerne.
»Det skal du altid reagere på og spørge ind. Små børn skal ikke have blå mærker. Her skal man være nysgerrig. Der kan være en helt naturlig forklaring, men det kan også være, der ikke er«.
Fælleskurset »Familier med sårbarheder i praksis« afholdes i fredag kl. 13:15-15:45 i The Treehouse. Ud over Inge Ibsen underviser også praktiserende læge og ph.d. om sårbare gravide kvinder Louise Brygger Venø og leder af Familierådgivningen i Kolding Kommune Louise Guldberg S. Vindeløv.
