Undren hos PLO: Vi har brug for flere speciallæger, så hvorfor nedskaleres antallet af hoveduddannelser?

Artiklen er opdateret mandag morgen med kommentar fra Danske Regioner.

Der skal ikke længere uddannes 350 speciallæger i almen medicin om året. I Sundhedsstyrelsens udspil til ny dimensioneringsplan er antallet af hoveduddannelsesstillinger nedjusteret til 332.

Og det vækker stor undren i PLO.

»Vi er mange, der undrer os. Det giver ikke mening. Der er mangel på speciallæger i almen medicin, og selv ikke de 350 uddannelsesforløb, der var i forvejen, er nok. PLO har regnet ud, at vi skal have 400 hoveduddannelsesstillinger i almen medicin for at sikre tilstrækkeligt med praktiserende læger på sigt. Det er ikke nu, vi skal gå den anden vej«, siger Gunver Lillevang, formand for PLO’s rekrutteringsudvalg og medlem af PLO’s bestyrelse.

Det strider imod, hvad der blev lovet op til folketingsvalget i 2019, hvor flere partier ville sikre hoveduddannelsesstillingerne. Ud over hvad der allerede var dimensioneret med.

»Alle politikere er opmærksomme på problemstillingen, så hvem har sagt til Sundhedsstyrelsen, at de skal gøre sådan her? Det er svært at blive klog på, og jeg kan ikke finde nogen gode argumenter«.

Forhandlinger i Prognose- og dimensioneringsudvalget afholdes i slutningen af marts.

Politikerne undrer sig også. Per Larsen, sundhedsordfører for De Konservative, har indkaldt sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til samråd, skriver Avisen Danmark.

Derudover undrer Gunver Lillevang sig over, at Sundhedsstyrelsen nedskalerer det samlede antal speciallægeuddannelser.

Kandidatantallet fra medicinstudiet er nemlig på omkring 1.250 årligt, og dimensioneringsplanen giver pladser til 1.040.

»Det giver ikke mening at underdimensionere den samlede dimensionering med mere end 200 pr. år. Hvad skal de læger lave, når hele sundhedsvæsenet er bygget op om, at det er speciallæger, vi skal bruge? Det er helt håbløst. Vi tager blomsten af Danmarks ungdom, uddanner dem til læger, men de kan ikke blive speciallæger i en tid, hvor vi mangler psykiatere, almenmedicinere, radiologer, lungemedicinere og mange andre typer af speciallæger«.

Argumentet er, at billedet ser lysere ud nu, og at behovet for almenmedicinere er ikke lige så højt som tidligere.

»Folketinget har skruet op for antallet af medicinstuderende som svar på, at der mangler speciallæger. Så kan det ikke hjælpe noget, at Sundhedsstyrelsen ikke sørger for, at de også kan blive speciallæger. Vi har brugt millioner af kroner på at uddanne flere læger. Der er masser af specialer, der mangler speciallæger. Så det giver ikke mening, når Sundhedsstyrelsen siger, at vi ikke kommer til at mangle«.

Hoveduddannelserne i almen medicin havde en besættelsesprocent på bare 83 i 2020 – er problemet ikke også, at der ikke er nok kvalificerede ansøgere?

»Det er jo blandt andet, fordi introstillingerne har været underdimensioneret. Almen medicin har ikke haft lige så mange introstillinger som de andre specialer, og det er så til gengæld noget, som jeg gerne vil rose i udspillet til ny dimensioneringsplan, hvor Sundhedsstyrelsen øger undergrænsen fra 1,3 til 1,5. Der har ikke været læger nok, der har gennemgået en almenmedicinsk introstilling, som er interesseret i at gå videre, for der har ikke været introstillinger nok«.

Ubesatte uddannelsesforløb i psykiatrien plejer at blive brugt som et argument for underdimensionering, men psykiatrien var 100 procent besat i hele landet i 2020, påpeger Gunver Lillevang.

»Der er ikke nogen gode argumenter for ikke at lade alle de dygtige læger, der kommer ud fra universiteterne, blive speciallæger, for det er dem, samfundet kan bruge. Vi kan ikke bruge så mange uspecialiserede læger«.

Er der for mange læger?

»Hvis det er sådan, skal der skrues ned for indtaget på medicinstudiet, ikke på speciallægeuddannelsen. Det er spild af ungdom og indsats for hundredvis af mennesker at uddanne læger uden at give dem mulighed for også at blive speciallæger«.

Stritter i flere retninger

Samtidig med, at Sundhedsstyrelsen nedskalerer antallet af hoveduddannelsesstillinger i almen medicin, florerer forslaget om tjenestepligt til de yngste læger fortsat i regeringen. Fordi der mangler læger i almen praksis.

Det hele stritter i alle retninger, mener Gunver Lillevang.

»Man kan ikke sidde på min stol i almen praksis uden at være speciallæge i almen medicin. Hverken som tjenestepligtlæge eller som uspecialiseret læge«.

Før folketingsvalget i 2019 var flere hoveduddannelser i almen medicin et populært emne på Christiansborg. Den tidligere regering lagde med sundhedsreformen op til at oprette 30 ekstra hoveduddannelsesstillinger i almen medicin, og Socialdemokratiet trumfede med 100 ekstra.

Der er ikke tale om et decideret løftebrud fra politikernes side, mener Gunver Lillevang, men det er virkelig irrationelt, siger hun.

Jeres egne analyser i PLO viser, at det ser lysere ud, og færre vil stå uden egen læge i 2024. Det går vel den rigtige vej?

»PLO’s beregninger på, at vi har brug for 400 hoveduddannelsesstillinger i almen medicin, er ikke alene baseret på, at vi lukker det hul, der aktuelt er med den normering, vi plejer at have. Det er regnet ud på den måde, at når vi ser ti år frem, er sundhedsvæsenet lagt om, så flere opgaver er lagt ud til almen praksis i en population med flere ældre og kronisk syge. Det er umuligt, at fremtidens praktiserende læge kan passe det samme antal patienter som for 25 år siden«.

Så i jeres analyser har I regnet med en dimensionering på 400?

»Ja, den har indregnet, hvor mange danskere der kommer, og hvor mange af dem der er ældre og multisyge, og hvor vi i almen praksis skal løse en del opgaver, som tidligere har været løst på sygehusene. Når endnu flere og mere komplekse opgaver skal håndteres i almen praksis, har vi brug for flere speciallæger i almen medicin«. PLO’s analyse peger på, at der i 2030 bør være 5.000 speciallæger i almen praksis, så det er ikke nok med de 3.500, de har været tidligere.

»For der kommer hele tiden flere opgaver, og pr. patient er der en større delmængde, der skal løses af os. Og for at komme hen til de 5.000, skal vi bruge de 400 stillinger årligt. Dimensionering af uddannelser handler om fremtiden, ikke om nutiden. Men vi skal sørge for at uddanne dem nu for at have dem i fremtiden«, siger Gunver Lillevang.

SST: Vi skruer ikke ned

Til spørgsmålet om, hvorfor antallet af hoveduddannelser i almen medicin nedjusteres, siger Claus Malta Nielsen, overlæge og sektionsleder i Sundhedsstyrelsen, at det heller ikke er sådan.

»Vi skruer faktisk op. Hvis du ser på, hvad der blev besluttet i samme proces sidste gang, så dimensionerer vi op. Men det er rigtigt, hvis man tager de ekstrabevillinger, som Folketinget har besluttet i to omgange. Men det er uden om dimensioneringen. Folketinget bad om en ekstraindsats, og det betalte de for. Det er ikke en bestilling om, at dimensioneringen fremover skal være sådan her. Det er en konkret politisk beslutning. Så hvis du tæller de ekstra med, så er det rigtigt, at vi nu skruer ned på 332«.

Men at gå fra 350 til 332 er det vel at skrue ned?

»Ja, hvis du ser sådan på det, men det er på baggrund af de ekstra stillinger, politikerne lagde ovenpå, som ikke er et led i dimensioneringsplanerne. Hvis du tager dem fra, er det en øgning«.

Claus Malta Nielsen siger, at dimensioneringen af det samlede antal speciallægeuddannelser baserer sig på, hvad der er behov for. Ikke hvor mange kandidater, der udklækkes hvert år.

»Universiteternes optag baserer sig ikke på efterspørgsel. Det er enten politiske ønsker eller universiteternes prioritering. Jeg kender ikke deres regler for, hvordan de udbyder studier. Det er uden for vores rækkevidde«.

Hvad skal alle de læger lave, hvis de ikke kan blive speciallæger?

»Systemet er ikke bygget for at tilgodese lægerne. Det er fair, at lægeforeningerne anfægter det synspunkt, men som forvaltningsområde kan vi ikke have som primært mål, at der er videreuddannelse til alle, der bliver cand.med. Perspektivet for os er det behov, som patienterne har, men også behovet regionerne har. Det må være sekundært, at alle læger får adgang til den speciallægeuddannelse, der fører dem til en varig slutstilling. Det er ikke det samme som, at det ikke betyder noget for os, men det er ikke det primære«.

Så der skal skrues ned for optaget på medicinstudiet?

»Det må universiteterne og Styrelsen for Forskning og Uddannelse afgøre. Men vi må være mere forpligtede i forhold til sygehusdriften, end vi er forpligtet over for universiteterne«.

Hvorfor skal der nedjusteres på speciallægeuddannelserne på et tidspunkt, hvor vi også taler om speciallægemangel?

»Det perspektiv kan jeg godt forstå, men det perspektiv kommer regionerne med i forhandlingerne. De har som arbejdsgivere et behov for at få stillet kvalificeret arbejdskraft til rådighed. Der kan være ubesatte stillinger og lange ventetider, men det rigtige behov er vel det, som bliver formuleret af dem, der skal ansætte de speciallæger«.

Har I lavet dimensioneringsplanen, fordi der ikke er nok penge til at ansætte flere speciallæger, og på den måde tvinge Folketinget til at give penge til regionerne til de stillinger?

»Beslutninger fra Folketinget uden om det organiserede system bør være finansieret. Hvis Folketinget i 2019 og 2018 havde sagt, at vi skal lave ekstra praktiserende læger, inden for rammen, havde vi været nødt til at skære stillinger på andre specialer. Når Folketinget beslutter noget, som er uden om den opgave, de har givet os som myndighed, skal de også finansiere den. Så vi presser ikke Folketinget, men når de tager en beslutning, forventer vi også, at de bevilliger penge til det. Vi har ingen taktik med at lave planen. Det er et vældigt puslespil, og der er mange interesser, både på hvert enkelt speciale, hvert enkelt sygehus og afdeling samt mellem landsdelene. Alle interesser skal varetages i forhandlingerne. Og derfor har vi en lang og åben proces med høringer og drøftelser«.

Politikerne har et ønske om at få flere læger ud i almen praksis, blandt andet ved hjælp af tjenestepligt. Går I imod det politiske ønske med denne dimensioneringsplan?

»Nej, for formelt er driften af sundhedsbetjeningen lagt i regionerne, og de kan definere efterspørgslen. Og det er der ikke ændret på. Vi skal varetage deres side og lægernes side og forene det. Men vi har ikke fået en anden opgave fra politisk side om at prioritere, at der er flere læger i almen praksis. Flere læger i almen praksis behøver i øvrigt ikke at være koblet til udbuddet af uddannelsesstillinger«.

Danske Regioner tilfredse

Anders Kühnau, formand for regionernes Lønnings- og Takstnævn, skriver i en mail til Ugeskrift for Læger, at Danske Regioner overordnet set er tilfredse med den plan for dimensionering, som Sundhedsstyrelsen er på vej med.

»Det er vigtigt at huske, at når vi øger den nationale dimensionering, så skaber vi godt nok rum for at flere uddannelsesstillinger bliver besat i de store byer. Men vi gør det samtidig endnu sværere at besætte uddannelsesstillingerne i vandkanten. Som regioner er vi optagede af, at alle har adgang til en læge – også dem, der bor uden for de større byer. Og det understøtter vi bedst med den plan, der ligger nu«.

Han skriver videre, at 88 speciallægepladser i 2019 ikke blev besat, og de ubesatte stillinger er ujævnt fordelt i landet og mellem specialerne.

»For eksempel blev kun 22 procent af stillingerne i reumatologi - svarende til 2 stillinger – besat i Videreuddannelsesregion Nord. Generelt er efterspørgslen på at blive uddannet til speciallæge inden for nogle specifikke specialer høj, mens vi desværre oplever rekrutteringsudfordringer, når det gælder psykiatri, neurologi, radiologi, geriatri og lungemedicin. Det er også specialer, hvor vi forventer en stigende efterspørgsel de kommende år. Derfor er det også godt, at dimensioneringsplanen afspejler dette«.

»Der vil desuden være økonomiske udfordringer forbundet med Lægeforeningens ønsker, derfor giver det mening i stedet at se på optaget på medicinstudiet på universiteterne«, skriver Anders Kühnau.

Ugeskrift for Læger arbejder på at få en kommentar fra Sundhedsministeriet.