Undskyld forstyrrelsen - her kommer de nye læger

Havde de ellers tid og overskud, ville det ikke ligge Camilla Jensen eller Rahim Altaf fjernt øjeblikkelig at sætte sig ned og skrive en hyldesttale til erfarne sygeplejersker. Det er kun få uger siden, de begge startede deres turnus. Og skulle mere rutinerede kolleger have fortrængt det, er det de færreste, der går gennem den første tid i turnus uden at opleve det som en ilddåb. På medicinsk afdeling eksempelvis kan den nyuddannede kandidat stå rystende usikker over én patient, mens en ny akutpatient, der ikke kan trække vejret og tydeligvis er bange for at dø, bliver kørt ind ad døren. Den eneste lyd, der høres i rummet, er ens egen hjertebanken. Det andet øjeblik viser en faldende puls, at beslutningen, man tog, var helt rigtig, og man mærker vingerne gro ud på ryggen og er klar til alt, hvad natten måtte bringe.

Camilla Jensen, der 1. august startede sin turnus på medicinsk, har netop haft en vagt, hun ikke glemmer foreløbig.

»Én kom med en blodprop i hjertet, en med væske i lungerne, desuden så jeg adskillige andre meget dårlige patienter. Jeg tror, at jeg sammenlagt sad ned i to minutter, mens jeg fik en spegepølsemad, en venlig sjæl gav mig. Ellers arbejdede jeg non-stop fra klokken 15.30 til otte morgen og sov som en sten, da jeg kom hjem. Det var helt utroligt stressende, mens det stod på. Men når man har stået det igennem uden at have haft brug for at ringe bagvagten op, føler man sig lidt barnligt stolt over at have klaret den udfordring, og over at man vitterligt har gjort en forskel for de patienter. Det er en enorm tilfredsstillelse«, konstaterer Camilla Jensen.

Da hun dagen derpå indhøstede ros for indsatsen fra to overlæger uafhængigt af hinanden, var hun midt i udmattelsen parat til at slå vingerne ud. Men rettelig bør sygeplejekollegerne på akutafsnittet have deres del af rosen, understreger hun.

»De sætter ilt op og lægger drop med forrygende effektivitet og professionalisme. Samtidig er de tålmodige over for os nybagte læger, måske fordi de ved, at de vinder i det lange løb ved at lære os grundigt op. Jeg oplever, at jeg får utrolig stor støtte fra sygeplejerskerne«, siger hun.

Iransk fødte Rahim Altaf klarede sig ligeledes takket være sygeplejerskerne igennem sin første hektiske nattevagt uden at tale med bagvagten.

»På forhånd havde jeg indstillet mig på, at det sikkert ville blive problematisk, fordi der i dagligdagen er utrolig stor belastning på sygeplejerskerne i skadestuen, og vi ikke kendte hinanden i forvejen. Jeg startede derfor med at spørge til, hvordan deres rutine er. Det forklarede den ledende sygeplejerske, og herefter kørte samarbejdet fint, selv om jeg nu og da selvfølgelig mærkede usikkerhed. Det lægger afgjort et pres på én, at man ikke længere som i studietiden kan begå en fejl, der alene har konsekvenser for en selv. Nu går det ud over andre mennesker, hvis man fejler, og det stresser«.

Man skal åbne en kuffert

Der er ingen tvivl i hans sind, når Rahim Altaf skal pege på sin hidtil bedste oplevelse i turnus.

»Det var en dag, jeg gik stuegang på afdelingen og blandt andet fik tid til uforstyrrede samtaler med 4-5 patienter. Vi læger har ofte en noget standardiseret sygdomsopfattelse, som kan ligge langt fra patientens egen opfattelse af sin sygdom. Derfor er det vigtigt for mig at finde ud af, om der er et stort gab mellem patientens og min opfattelse af sygdomsforløbet. Er der det, kan jeg på et bedre grundlag oplyse og påvirke patienten til en mere korrekt opfattelse af sygdommen. Et persisk ordsprog siger, at hver patient har en kuffert med sig med information om sin sygdom, og det er lægens opgave at åbne denne kuffert. Det kan blandt andet gøres ved at give sig tid til at lære patientens egen sygdomsopfattelse at kende«, forklarer Rahim Altaf.

Efter stuegangen fik han læst flere af de lungemedicinske patienters journaler og holdt bagefter en lille konference med sygeplejerskerne om patienternes indlæggelsesforløb og de særlige problemstillinger, der havde vist sig.

»Det er utroligt vigtigt ind imellem at kunne dykke ned i mere specifikke faglige problemstillinger, og det lykkedes for mig den dag«, husker han tilfreds.

Hver eneste arbejdsdag suger de nye turnuskandidater til sig fra stort set alle kolleger og faggrupper, de kommer i nærheden af. Alligevel oplever de gang på gang at komme til kort.

»Selv om du har klaret alle udfordringer, der bød sig og har fået ros for en nattevagt, kan du stå den næste dag og føle, at du ingenting kan. Når en sygeplejerske spørger, hvilken behandling der skal sættes i gang, spørger jeg ofte tilbage: Hvad plejer I at give i en situation som denne?« siger Camilla Jensen.

Heldigvis oplever hun, at det er tilladt at spørge hos både yngre lægekolleger, specialister, sygeplejersker og andre faggrupper.

»Samtidig møder man rimeligt nok en forventning om, at man også prøver at tænke selv. Og jeg vil hellere ringe til en bagvagt og sige: Sådan her ser det ud, selv kunne jeg forestille mig at gøre sådan. Hvad synes du? Hellere det end at ringe og blot råbe: Hjææælp! Tilsvarende vil jeg gerne stille specialisten et spørgsmål inden for vedkommendes fagområde og vil givetvis få et udbytte, jeg ikke havde forestillet mig. Mit indtryk er, at de meget gerne øser af deres viden«.

Selv om dagligdagen lige nu dårligt synes at kunne rumme flere nye udfordringer, har Camilla Jensen sagt ja til en forespørgsel fra en af overlægerne på hendes afdeling, om hun kunne tænke sig at undervise elever ved sygeplejeskolen i et kort forløb i oktober. Hun har lidt sved på panden ved tanken, men ser frem til at skulle deles om opgaven med to andre turnuslæger.

»Jeg har ikke prøvet at undervise før og er ikke rigtig klar over, hvilket niveau de studerende har, så det skal nok blive spændende! Men der er heldigvis lidt tid endnu, og jeg kan bruge en afspadseringsuge i september på at få forberedt mig ordentligt«.

For hende handler det blandt andet om at få forskelligartede erfaringer, som hun eventuelt kan bruge siden hen, når hun skal ud at søge stillinger. Det ville uden tvivl også tage sig godt ud i cv'et, hvis hun publicerede under turnus.

»Men lige nu har jeg svært ved at se, hvordan man skal kunne nå det med vores halvårlige skift. Som studerende var jeg med til at publicere en lille sygehistorie på halvanden side i Ugeskriftet. Det krævede 3-4 måneders arbejde, så det har jeg ikke for øjeblikket planer om at gentage i forbindelse med min turnus. Selvfølgelig kunne det være spændende at komme med på et projekt undervejs, hvis lejligheden byder sig, men det må gerne vente lidt«.

Den vigtige kommunikation

Ligesom de nye kandidater oplever forventninger til dem, har de forventninger til deres nye kolleger og selve turnusforløbet.

»Jeg håber, at vi ikke bare bliver en arbejdskraft, men får mulighed for både at arbejde og lære. Det synes jeg bestemt, den første tid har tegnet til, blandt andet med den ugentlige undervisning som både yngre og ældre kolleger deltager i. Den har været virkelig godt tilrettelagt med udgangspunkt i en artikel om centrale problemstillinger som eksempelvis astma og blodprop i hjertet, emner vi nye virkelig kan drage nytte af i akutte situationer, og som vi hver især har skullet forberede nogle spørgsmål til for inden«, fortæller Rahim Altaf.

Selv er han tilmeldt en amerikansk website inden for onkologien, et speciale der sammen med lungemedicin virker særligt tillokkende for ham.

»Almindeligvis regner jeg med at få en arbejdsuge omkring de 37 timer. Det ville glæde mig, hvis vi skulle læse måske 50 sider hjemme ved siden af, men det lader indtil videre ikke til at være så omfattende«.

Når det gælder mere almene egenskaber og rent praktiske evner, de gerne vil lære sig af mere erfarne kolleger, peger Camilla Jensen umiddelbart på specifikke lægefaglige håndværk som eksempelvis at foretage en leverbiopsi.

»På den slags områder er jeg på helt bar bund, hvorimod jeg oplever, at jeg godt kan finde ud af at tale med patienterne og skrive en god journal«, siger hun.

Begge har taget hundredevis af timer vagter under studiet og oplever, at det i høj grad kommer dem til gode, ikke mindst når det gælder mødet og dialogen med patienterne. Men samtidig understreger Rahim Altaf, at emnet kommunikation dårligt kan overvurderes i undervisningen.

»Dels handler kommunikation ikke alene om patientkontakten, men danner grundlag for hele samarbejdet på afdelingen, imellem forskellige afdelinger og helt ud i primær sektoren. Og på det område er der tilsyneladende masser af problemer at tage fat på. Dels handler kommunikation om noget så vigtigt som evnen til at gøre patienter og kolleger trygge. Hvordan kan jeg i højere grad være med til at skabe tryghed for patienterne, et godt samarbejde og være en god kammerat for mine kolleger? Det vil jeg først og fremmest gerne lære om af mine ældre kolleger. De mere rent lægefaglige ting har jeg mulighed for selv at læse mig til i bøger og artikler«, vurderer han.

Med sin iranske baggrund står han over for nogle særlige udfordringer hver eneste arbejdsdag.

»Jeg kan virkelig mærke nu, at jeg brugte mange flere timer på at læse end på at tale under mit studie. Udviklingen i mit danske tale-sprog har holdt en pause og er først nu ved at komme i gang igen. I dagligdagen betyder det, at jeg skal anstrenge og koncentrere mig 100 procent, både når jeg taler med kolleger og patienter. Jeg bruger mere tid end danske kolleger på kommunikationen, eksempelvis når jeg dikterer til sekretæren, i håb om at hun får så få vanskeligheder som muligt med forståelsen. På samme måde samler jeg hver gang al min positive energi, inden jeg træder ind til den første samtale med en patient«.

Undskyld forstyrrelsen

Rahim Altaf oplever ind imellem at blive mødt med stor skepsis eller slet og ret spontan modvilje af patienter på grund af sin udenlandske herkomst. Langt hen ad vejen er han forstående over for reaktionen.

»Sygdom påvirker os. Vi har ikke de samme ressourcer, som vi plejer, og bliver derfor lettere utrygge. Den eventuelle utryghed er jeg nødt til at forholde mig til ved at tale langsomt og tydeligt og ind imellem gentage mine egne eller patientens ord, så ingen af os er i tvivl om, hvad der bliver sagt. Men desuden kommunikerer vi mennesker jo med andet end ord. I nogle tilfælde siger blikket i øjnene mere om, hvordan patienten har det, end ordene der kommer ud af munden. Og ofte kan det løsne op for kommunikationen, hvis jeg eksempelvis lægger en beroligende hånd på patientens arm«, forklarer Rahim Altaf.

Selv om Camilla Jensen ikke har samme sproglige barrierer at slås med, er det også en udfordring for hende at finde sin facon i kontakten med patienterne. Mange af de sengeliggende er tilsyneladende ikke vant til et »Undskyld forstyrrelsen og velbekomme!«, inden hun begynder sin stuegang.

»Når jeg lytter til mine egne ord, bider jeg mærke i, at de ikke just læner sig op af billedet af overlægejargonen. Men man er nødt til at have sit eget jeg med i arbejdet, og hen ad vejen finder jeg givetvis min egen facon, hvor der både er plads til den, jeg er som menneske, og den autoritet lægetitlen giver«, vurderer hun.

Klicheen drama på liv og død dækker ret præcist, hvad hun har oplevet på sine bare 20 første arbejdsdage i turnus. Hele fire gange har hjertestopalarmen lydt og straks sendt adrenalinet i kroppen på hastig rundtur.

»Første gang nåede jeg ikke at starte behandling, før overlægen stod ved siden af og afgjorde, at vi intet kunne gøre for den kronisk syge patient. Det var fint, at han tog beslutningen, da han havde set pa-tienten kort for inden. Det er sin sag at skulle stå i spidsen for meget mere erfarne kolleger ved hjertestop, når man er så grøn som jeg, men det er den medicinske læges rolle, og den påtager man sig og siger til sig selv, at man er en helt, hvis genoplivning lykkes, men ikke en skurk hvis det mislykkes«, forklarer Camilla Jensen.

Hun roser de mere rutinerede kolleger for deres opbakning i disse svære situationer.

»Jeg har med det samme mærket, at de har respekteret mine vurderinger og beslutninger. Og det er vigtigt for én, at der lige falder et par ord om forløbet, inden man skal videre i arbejdet«, forklarer hun.

En vanskelig samtale

Allerede på sin anden vagt stod Camilla Jensen over for sin første samtale med forældre og søskende til en netop afdød, meget dårlig sclerosepatient på blot godt 30 år.

»Det er ekstra svært, når patienten ikke er ældre. Jeg havde selv indlagt ham godt en uge tidligere og kunne da tale med ham. Desværre nåede familien at ringe for at spørge til ham, inden jeg havde chancen for at underrette dem om dødsfaldet, det gjorde situationen ekstra vanskelig. Men da først vi sad sammen på sygehuset, synes jeg, det gik fint. Kunsten er at lade som om, at man har prøvet det hundrede gange før og gribe det roligt an. Man må sige til sig selv, at det er o.k. med lange pauser, og at det ikke hjælper familien, at man dynger dem til med lægefaglige udtryk. Jeg fortalte lidt om, hvordan dødsfaldet konkret var forløbet og understregede flere gange, at de naturligvis kunne vende tilbage med spørgsmål, der måtte dukke op. Det lykkedes mig også at kringle mig ind til spørgsmålene om obduktion og organdonation, selv om det var svært«.

Vigtigt for Camilla Jensen var at finde den rette balance mellem ikke at involvere sig for meget personligt og alligevel ikke være kold. Det føler hun lykkedes.

»Jeg har ikke selv været ked af det og følt, at jeg skulle græde med familien. Har man det sådan, kan man nok hurtigt føle sig slidt af jobbet. Samtidig har jeg ikke glemt

patienten. Blandt andet kan jeg huske, at han ved indlæggelsessamtalen spurgte, om jeg var gift«, fortæller hun med et lille smil.

Det er hun ikke, og i øvrigt har privatlivet i det store hele stået på standby siden turnusstart.

»Jeg har været så træt, så træt når jeg er kommet hjem! Faktisk har jeg bare ringet til én veninde i snart en måned, det er ret utroligt. Men det er okay, for samtidig mærker jeg lige nu, hvor fedt det er, at jeg blev læge - det var simpelthen det, jeg skulle«, lyder det ovenud glad.

Også Rahim Altaf ved, at han har truffet det rigtige valg af profession. Så gør det mindre, at møblerne i stuen endnu råber lidt til hinanden, fordi familien ikke helt er kommet på plads i deres nye hjem i Slagelse. Da han omsorgsfuldt insisterer på at køre sin gæst til toget, kommer han pludselig i tanke om endnu en ting, han savner tid til.

»Jeg kan faktisk ikke finde vejen til stationen! Der var bare et par dage, fra vi flyttede herover, til jeg startede turnus. Og siden har jeg dårligt haft tid til at komme ud i byen«.

Men med hans kone og datter med i bilen som guider gennem byen lykkes det.

Rahim Altaf

36 år. Kandidat fra Aarhus Universitet juni 2002. Per 1. august startet i turnus på Slagelse Sygehus, medicinsk afdeling, Vestsjællands Amt. Født i Iran, hvor han læste medicin i tre år. Kom til Danmark i 1992 som politisk flygtning. Har siden taget hele medicinstudiet i Aarhus, da studieårene i Iran ikke kunne godskrives. Gift og har to børn på ni og 15 år.

Camilla Jensen

29 år. Kandidat fra Københavns Universitet juni 2002. Per 1. august startet i turnus på Næstved Sygehus, medicinsk afdeling, Storstrøms Amt. Ugift, ingen børn.

Jesper Kjærsgaard Nørøxe

26 år. Juridisk kandidat fra Aarhus Universitet juli 2002. Per 2. september tiltrådt som fuldmægtig i Justitsministeriets færdselskontor. Ugift, ingen børn.